Læsetid: 5 min.

Israel får aldrig sin egen stat

4. november 1997

Verden er så blændet af fredsprocessen, at den ikke opdager, at jøderne er ved at opbygge et apartheidstyre, siger palæstinensisk politiker

En fælles stat med palæstinenserne er ikke ligefrem en tanke, der vækker jubel blandt israelere. Ikke desto mindre er det, hvad de selv er i færd med lægge grunden til. Israelerne er ved at opbygge et apartheid styre, som - hvis kursen ikke vendes nu - vil underminere deres eget ønske om en jødisk stat. Konsekvensen er, at de i stedet vil få en fælles stat med palæstinenserne, med jødisk flertal ganske vist, men uden det overherredømme, de drømmer om. For det vil palæstinenserne aldrig nogensinde acceptere.
Den palæstinensiske politiker og professor i filosofi Azmi Bishara, som netop har været i København, har kigget i krystalkuglen, og Information har set ham over skulderen.
Bishara tilhører det palæstinensiske mindretal i Israel, der udgør 18 procent af landets befolkning. Han er medlem af det israelske parlament, Knesset, for partiet Den Nationaldemokratiske Forsamling, som han var med til at stifte tre måneder før valget, der bragte Benjamin Netanyahu til magten sidste år.
Partiet er i dag rent palæstinensisk, men målet er et arabisk-jødisk samarbejde om en stat, der ikke længere er 'jødernes stat', som der i dag står i den israelske forfatning, men 'borgernes stat'.
"Jeg mener som de fleste palæstinensere og jøder, at den bedste løsning ville være, om vi fik hver sin stat. Men tiden er ved at være forpasset. I takt med at israelerne udvider bosættelserne på Vestbredden, vil det i realiteten være umuligt at dele territoriet op i en palæstinensisk og jødisk stat. Palæstinenserne er rede til at acceptere fred med israelerne nu, hvis de får deres egen stat på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem. Men israelerne vil ikke betale prisen, nemlig at droppe grænserne fra 1967."

Israel opbygger apartheid
Azmi Bishara anklager israelerne for at være i færd med at opbygge et egentligt apartheid styre, der ikke adskiller sig fra de hvides styre i Sydafrika. Strategien er - ifølge Bishara - at gøre palæstinenserne stadig mere afhængige af Israel.
"Tendensen er blevet tydeligere med Likuds bosættelser og omdannelsen af de arabiske byer til ghettoer i stil med de sydafrikanske bantustans. De afskærer med politi og checkpoints palæstinenserne fra at bevæge sig fra den ene arabiske landsby til den anden. Og de forsøger at skabe afstand mellem den palæstinensiske selvstyre-myndighed og det palæstinensiske folk."
"Den palæstinensiske elite har VIP-kort, som tillader den at bevæge sig frit gennem checkpoints, og samme elite får lov at lave forretninger med Israel. Sådan bliver den politiske palæstinensiske elite også en økonomisk elite, der er afhængig af Israel, samtidig med at afstanden til folket øges. En sådan afstand er den største hindring for demokrati i ethvert tredjeverdensland, og israelerne gør det netop, fordi de ikke er interesseret i et palæstinensisk demokrati. Alt dette er intet andet end apartheid, et perverst forhold mellem besættelsesmagten og de besatte."
Alligevel er håbet endnu ikke ude for en to-stats-løsning, men det kræver, at der bliver lagt pres på Israel fra palæstinenserne selv eller udefra. Bishara mener ikke, at palæstinenserne selv kan gøre det, for den eneste myndighed, der i dag har noget at skulle have sagt, nemlig selvstyremyndigheden er mere interesseret i egne privilegier og levestandard end i den palæstinensiske sag.
"Jeg er ikke sikker på, at Yassir Arafat overhovedet ved, hvad institutioner, demokrati og et civilt samfund betyder. Han opfører sig mere, som om han var høvding for en stamme end leder af en institution, han må respektere."

Verden er forblændet
Alternativt kan presset komme udefra, især fra USA, men heller ikke her ser Bishara noget lys. Dertil er den jødiske lobby i USA alt for stærk.
"Det er som om verden har været så forblændet siden Oslo-aftalen i 1993, at ingen interesserer sig for, hvad der egentlig foregår i Israel. Ordet fredsproces har fået en magisk værdi i Vesten, og bare processen fortsætter, er alle glade, uanset hvor processen fører os hen. Det er sigende, at alle hader Netanyahu, fordi han har stoppet processen. Ingen tager notits af, at processen er ved at skabe et apartheid system."

Kompromis er nødvendigt
- Ville det ændre sagen, hvis Arbejderpartiet kom tilbage til magten?
"Ikke væsentligt. Der er i Europa en illusion om, at Arbejderpartiet er essensen af rationalisme, men faktisk har Arbejderpartiet i visse historiske faser været mere aggressiv end Likud. Partiet er måske mere pragmatisk, mindre anti-palæstinensisk i sin retorik, men politisk er der ikke de store forskelle. Likud og Arbejderpartiet er enige om fire ting. At der ikke vil blive rokket ved grænserne fra 1967, at palæstinenserne ikke får rettigheder i Jerusalem, at de eksisterende bosættelser ikke vil blive fjernet, og at der ikke bliver nogen løsning for de palæstinensiske flygtninge."
"Begge parter mener, at den israelske overvægt i magtbalancen retfærdiggør, at Israel sætter betingelserne for samlivet. Men historien har lært os, at man ingen løsning finder mellem en kolonimagt og kolonien uden at bringe nogle elementer af retfærdighed ind i billedet. Kun hvis israelerne erkender, at de er nødt til at indgå et egentligt historisk kompromis med palæstinenserne, kan der løses op for den aktuelle hårdknude."
Den erkendelse kan kun komme, hvis jøderne vænner sig af med at se sig selv som den overlegne part.
"Når man er overlegen, bør man bruge sin overlegenhed konstruktivt. Ellers bliver den til racisme. Jøderne er overbevist om, at de er os overlegne, teknologisk og kulturelt. Og det er måske rigtigt nok. Men der er ingen, der bryder sig om at blive mindet om, at de er underlegne. Underlegne mennesker har en tendens til at forklare deres underlegenhed med historiske motiver. Man siger: det er ikke min skyld, men kolonialismen og så videre. De overlegne har derimod en tendens til at give genetiske forklaringer på deres overlegenhed: vi er simpelthen bedre, vi er født bedre. Det er her, det bliver racistisk."

Lidelser kan ikke fortsætte
Men jøderne kan godt glemme alt om at omdanne racismen til apartheid.
"De kan ikke både nægte os vores egen stat og samtidig nægte os retten til at være borgere i Israel. Det er enten eller. Palæstinenserne vil ikke finde sig i at leve i et apartheid styre. Ikke bare af historiske årsager, men fordi dagligdagen er et helvede fyldt med restriktioner og chikane."
"Det palæstinensiske folk kan ikke fortsætte med at lide uden at føre lidelsen over på jøderne, blandt andet i form af terroristaktioner. Og bliver løsningen en fælles stat, fordi jøderne selv spærrer vejen for to stater, vil palæstinenserne kæmpe for lige rettigheder i den stat. En mand en stemme, lige borgerrettigheder og så videre. Den flernationale stat er ikke nødvendigvis et onde for andre end nationalisterne. Det kan lade sig gøre andre steder som for eksempel Storbritannien, Belgien og Canada. Så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre hos os?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her