Læsetid: 6 min.

Jeltsin i kamp med de store drenge

8. november 1997

Fyringen af vicechefen for Jeltsins sikkerhedsråd giver håb om opgør med finansmagnaternes magt i Rusland

Ruslands to økonomiske superministre, Anatolij Tjubajs og Boris Nemtsov, vandt i den forløbne uge en stor sejr, da det lykkedes dem at overtale Jeltsin til at fyre finans- og mediegiganten Boris Beresovskij fra posten som vicechef for præsidentens indflydelsesrige sikkerhedsråd.
Nemtsov, som Jeltsin nu promoverer som sin højre hånd og kronprins, siger, at det er et led i hans og Tjubajs' igangværende opgør med "den oligarkiske kapitalisme" i landet og endnu et skridt til skabelse af "en fair og åben markedsøkonomi". Flere russiske kommentatorer kalder det et afgørende skridt til at bryde de tætte bånd mellem Kreml og big business.
Men fåmandsvældet i den særegne russiske afart af kapitalismen består dog alligevel af en del flere end Beresovskij, så mon ikke man i første omgang skal nøjes med at konstatere, at en rigtig skidt knægt blandt mange af slagsen nu endelig har fået stækket sin indflydelse på Kremls politiske dispositioner.
Og Boris Beresovskij er stadig milliardæren, hvis imperium bl.a. omfatter bilkoncernen Logovaz, olieselskaber, tv-stationer og flyselskaber. Ud over det meget, der på papiret er under hans kontrol, har han også direkte indflydelse langt ind i gasmonopolet Gazprom og flyselskabet Aeroflot, som Jeltsins svigersøn er direktør for.
Det er kun en af mange af hans direkte relationer til Jeltsins familie.

Beresovskij personificerer det system af personlige relationer, der styrer Jeltsin's Rusland i fravær af en retsstat til regulering af det politiske og økonomiske liv.
Han skabte sine første formuer med etablering af bilkoncernen Logovaz, så snart Sovjetunionens sammenbrud var så langt fremskredent, at den slags private initiativer kunne tages. Statslige bilproducenter solgte biler til ham for en slik, men til gengæld for returkommissioner og adgangskort til den mafialignende nye økonomiske nomenklatura, som Beresovskij fra starten var hovedaktør i.
Den folkelige opfattelse af Beresovskij afspejlede og afspejler sig i vitser som: "Køb aldrig en bil af Logovaz, for mafiaen får ekstranøglen til at hente den." Nu er det blevet til: "Lad aldrig din BMW eller Mercedes reparere af Logovaz, for mafiaen får et aftryk af nøglen."
Beresovskij har formelt trukket sig som leder af Logovaz, men hans nye direktør erkender åbent, at han har store problemer med at rette op på firmaets image.
Fyringen af Beresovskij fra Sikkerhedsrådet kom efter måneders mudderkasteri fra ham og hans allierede - herunder en række centrale medier - mod Tjubajs og Nemtsov. Beresovskij er især gået efter Tjubajs, som i sin egenskab af kampagneleder under præsidentens valgkamp i 1996 var med til at styrke finansimperiernes magt i russisk politik.
De syv stærkeste finans- og industriimperier gik dengang i alliance om at finansiere Jeltsins sejr og banke alt, hvad de havde magt over, på plads for Jeltsin. Dengang var Tjubajs og Beresovskij nære allierede, og Beresovskij har i adskillige interview sagt, at det var "de syv", der fik Jeltsin genvalgt, og at de havde krav på direkte politisk indflydelse til gengæld.
Han fik selv posten i Sikkerhedsrådet som tak for hjælpen. Mens Nemtsov, der dengang var succesrig guvernør i Nisjni Novgorod, ikke havde lod eller del i konsolideringen af det, han kalder "den oligarkiske kapitalisme", var Tjubajs en yderst aktiv aktør, primært for at styrke Jeltsins magtgrundlag.
Det gælder også i privatiseringsspillet, hvor takken til finans- og industrimagnaterne bag Kreml har været fordeling af de statslige kronjuveler blandt dem i lukkede privatiseringsrunder.

Da Nemtsov i foråret blev hentet til Moskva, var det fordi Jeltsin erkendte, at noget måtte gøres for at sikre, at en større del af kagen blev fordelt til befolkningen. Nemtsov siger, at Jeltsins besked til ham dengang var, at han skulle gøre op med "banditvældet" - det vælde, som hidtil har været Jeltsins eget magtgrundlag.
Når der trods gigantiske rigdomme i samfundet end ikke var råd til at betale lønninger og pensioner, så måtte idyllen blandt dem, der sad på kagen, forstyrres. Resultatet blev de første skridt til åbne privatiseringsauktioner med henblik på at få så meget som muligt i statskassen, og så røg "de syv" i totterne på hinanden, fordi de ikke længere kunne snakke sig til rette under ugentlige møder i en datja uden for Moskva.
Der er stadig meget tilbage af de statslige kronjuveler, og magtspillet handler nu om det. Privatisering af det største, og fortsat statslige, olieselskab Rosneft er udskudt i flere omgange på grund af slaget mellem giganterne. Nu vil mange russiske kommentatorer vide, at Jeltsin må have givet den stadig magtfulde Beresovskij noget for at få ham til at sluge fyringen, og at det er en garanti for sejr i striden om Rosneft.
Folkekapitalisme skal sættes i stedet for den nuværende røverkapitalisme," siger Nemtsov og lægger ikke skjul på, at han ser Beresovskij som en af bannerførerne for røverkapitalismen. Han trak sig angiveligt tilbage fra sine business-interesser for at varetage det statslige job, men har ifølge Tjubajs og Nemtsov mest brugt jobbet til at fremme sine egne interesser.
Han har i Sikkerhedsrådet haft ansvar for Nordkaukasus, herunder Tjetjenien.
En del tjetjenere begræder hans fyring og siger, at den bringer fredsprocessen i fare. Han var værdsat blandt nogle tjetjenere, fordi han gik uideologisk til opgaven. Underteksten for hans aktiviteter var tilsyneladende, at blot det kunne gavne hans og vennernes business-interesser, så kunne tjetjenerne såmænd gøre, hvad de ville.
Beresovskij siger, at Nemtsov og Tjubajs står i spidsen for "en bande hyklere", der taler om at skabe mere fair og åbne spilleregler i økonomien, men reelt blot "favoriserer deres egne". Og hermed mener han frem for alt den tidligere minister Vladimir Potanin, nu direktør for den magtfulde Uneximbank, der for nogle måneder siden vandt den første åbne privatiseringsrunde om en stor aktiepost i telekommunikationsmonopolet Svjazinvest.
Og at Nemtsov og Tjubajs bedre kan lide Potanin end Beresovskij, er der næppe tvivl om. Fyringen af sidstnævnte er, som nævnt, en stor delsejr for de økonomiske superministre, men den er ikke mindst gjort mulig af sammenbruddet i alliancen mellem de syv store, så den kan meget vel blot styrke Beresovskijs nye fjender i den tidligere alliance politisk - herunder Potanin, der heller ikke hører til Guds bedste børn.

Finans- og industrimagnaterne legitimerer deres politiske magt med, at kun de kan sikre en sund kapitalisme i Rusland. Men deres alliance har reelt udskudt et opgør med korruption og vennetjenester som regulator for økonomien.Finansbaronerne, der har brystet sig af at være selve motoren for markedsøkonomien, har bremset opbygningen af en retsstat som regulator for spillets gang. Det er ikke markedsøkonomi, de har skabt, men et nyt monopolsystem med mange rødder i fortidens strukturer. På forunderlig vis er det i Rusland, vi efter kommunismens fald, har set den mest kyniske afart af Vestens store hyldest til markedsøkonomien som vinder af Den Kolde Krig.
I markedsøkonomiens hellige navn fik de få, med tiljubling vestfra, lov til at udplyndre de mange. Det er de ikke færdige med, for der er stadig meget i magtens hænder.
Om reformfolkene kan få lov til at sælge det til gavn for befolkningen, er stadig et åbent spørgsmål. Jeltsin har endnu ikke fyret mini-
sterpræsident Tjernomyrdin, kun stækket hans vinger med sin erklærede fulde støtte til de radikale reformfolk. Og Tjernomyrdin har om nogen været garant for den røverkapitalisme, som er baseret på en særegen alliance med mange af dem, der fremmede kommunismens sammenbrud, da de skiftede politisk magt ud med økonomisk magt, og siden sammen med nytilkomne finansbaroner som Beresovskij har genobret politisk magt.
Når Jeltsin trods Beresovskijs mangeartede politiske og økonomiske fangarme har taget dette skridt, så er det formentlig også et udslag af præsidentens tradition for at sætte folk på plads, når de bliver for stærke. Efter at han har givet Nemtsov og Tjubajs en fjer i hatten, kan det næste skridt måske blive et dask til Tjubajs, som præsidenten har advaret mod at skrabe for megen magt til sig.
Men trods alle men'erne er fyringen noget af det mest positive, der længe er sket i Rusland. Den giver håb om, at der er sat skred i tingene i retning af reel markedsøkonomi med den fyring af finansbosser fra det politiske liv, der må til, hvis befolkningen skal have fornøjelse af den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu