Læsetid: 6 min.

Jihad vs. Mcworld

1. november 1997

Vi er uundgåeligt fanget mellem en tribal fortid og en kosmopolitisk fremtid, som forstærker effekten af hinanden og resultatet kan blive dødeligt - om en bog, De burde læse

QLUMMEN
Nu er Qlummen jo ikke i første omgang stedet hvor der skal tales om bøger. Og selv er jeg da heller ikke ret vild med at få anbefalet en bog - eller en film, eller et rejsemål for den sags skyld - med langstrakte pr-agtige begrundelser, jubeludbrud og pointeafsløringer, som dybest set fratager mig muligheden for selv at få en oplevelse.
Måske er disse påtvungne resumeer i virkeligheden en slags sorgarbejde; nu da man er færdig med denne fængslende, for ikke at sige skidegode, bog, hvad i alverden skal man stille op med den? Hverken reoler, papirkurve eller brændeovne slår til i disse situationer; adskillelsen er simpelthen for radikal. Nej, som i alle kærlighedsforhold under afvikling må man først og fremmest tale sig ud det, ikke sandt? Hvilket som regel betyder, at belemre sine stakkels kære omgivelser med det.
Så hér er den - Benjamin Barbers bog. Jihad Vs. Mcworld - to år gammel, sort og hvid i indhold som i omslag, anbefalet af utallige kolleger, indkøbt for egne sparepenge, læst og fordøjet i frokostpauser, og i dette øjeblik liggende på mit skrivebord, hvorfra den beder om at komme videre i verden... hvis der altså bliver nogen!

For verden ifølge Barber ser ærlig talt ikke godt ud. Vi er nemlig uundgåeligt fanget mellem en tribal fortid og en kosmopolitisk fremtid. Det første scenario stiller os i udsigt, at store dele af menneskeheden vil organisere sig i strammer via krig og blodudgydelser; en balkanisering af nationalstaterne hvor kultur kæmper mod kultur, mennesker mod mennesker, og stammer mod stammer.
En Jihad af hundredevis af snævert definerede trosretninger, der er imod enhver form for gensidig afhængighed, imod enhver form for socialt samarbejde og udveksling, imod teknologi, imod popkultur, imod integrerede markeder, imod selve moderniteten såvel som imod den fremtid, den peger hen på.

Det andet scenario maler den samme fremtid i lysende pastelfarver; et livligt portræt af fremstormende økonomiske, teknologiske og økonomiske kræfter, der kræver integration og ensretning, og som overalt hypnotiserer mennesker med hurtig musik, hurtige computere, og "fast food" - MTV, Macintosh, McDonald's - og presser nationerne ind i en homogen, global forlystelsespark; én Mcworld bundet sammen af kommunikation, information, underholdning og handel.
Fanget mellem Babel og Disneyland er planeten hovedkulds ved at falde fra hinanden og modstræbende ved at blive til ét samtidigt!
For Jihad gør ikke blot oprør mod, men understøtter faktisk Mcworld, mens Mc-
world ikke bare truer, men også genskaber og styrker Jihad. De producerer deres egne modsætninger og har brug for hinanden. Jihad forfølger en blodig identitetspolitik, Mcworld en blodløs profitorienteret økonomi.
Dybest set har de anarkiet tilfælles: Begge bekriger den suveræne nationalstat og underminerer derved dennes demokratiske institutioner; begge skyr det civile samfund og bagatelliserer spørgsmålet om rettigheder. Ingen af dem leder efter alternative demokratiske foranstaltninger.
Det der ender som Jihad kan være begyndt som et simpelt forsøg på at skabe sig en lokal identitet, et eller andet sæt af fællestræk, der skal holde stand overfor Mcworld's koloniserende kultur og lammende neutralisering. Har baskerne måske behov for noget andet end blod og hukommelse, spørger Barber provokerende? Og hvad med indbyggerne i Alsace, Bayern, Oestpreussen, Katalonien eller Quebec? Hvad med kurdere og tamiler? Mennesker uden lande, som bor i nationer, de ikke kan kalde deres egne? Skrækslagne stammer, der ikke løber imod - men bort fra - det civile samfund, idet de leder efter noget mere håndgribeligt og elektrificerende.
I dag er der ingen stamme, ingen fraktion, udbrydergruppe eller nabobande, der ikke stræber efter selv-bestemmelse. "Don't dis me," råber gangster-rapperen; "I gotta get some respect".

Og det bliver værre endnu: For samtidig er der ingen af de såkaldt mest udviklede og selvforsynende nationer, som i dag kan foregive at være uafhængige.
I Europa, Asien, og Amerika har de moderne markeder allerede nedbrudt den nationale suverænitet og har skabt nye institutioner - internationale banker, handelssammenslutninger og transnale lobby'er som OPEC, globale nyhedsorganer som CNN og BBC, og multinationale korporationer - institutioner der ikke har en særskilt national identitet og hverken afspejler eller respekterer nationen som et regulerende princip. Maskiner og fabrikker ligger fortsat placeret et eller andet sted under nationalstatens potentielle regulering, men valutamarkeder og internet eksisterer alle steder, dvs. ingen specielle steder.
Mens fælles markeder hverken producerer fælles interesser eller fælles love, kræver de en fælles adfærd af den slags der skabes af kosmopolitisk liv overalt.
Kommercielle reklamefolk, internationale bankmænd, oliemagnater, miljøeksperter, computerprogrammører, mediespecialister, filminstruktører og producenter, underholdningsstjerner, demografer, revisorer, professorer, advokater, atleter - en ny art mænd og kvinder for hvem religion, kultur, og etnisk nationalitet har minimal betydning for deres arbejdsidentitet.
Selvom sociologer, der studerer hverdagsliv, fortsat vil forsøge at skelne mellem en japansk og en amerikansk måde at gøre tingene på, er det "shopping", der blevet den fælles opskrift over hele verden. Retten til at shoppe?
Mcworld er således et populærkultur-produkt styret af den ekspansionerende handel. Dets skabelon er amerikansk, formen er stil. Dets varer er ligeså meget images som materielle ting; det handler om kultur som varer og tøj som ideologi. I den kommercielle civilisations nye kirker er de offentlige mødesteder blevet til butiksarkader; forstæderne til naboskaber. Musik, video, teater, og bøger er gjort til image-eksportører, der skaber en fælles, global smag omkring fælles logo'er, stjerner, sange, reklameslogans og varemærker.
Og værre endnu: For det paradoksale er, at Jihad og Mcworld som regel er i aktion i det samme land samtidigt. Mens Japan er begyndt at insistere mere på sin "traditionelle japanske kultur" søger befolkningen at få en endnu større andel i Mcworld. For nogle år siden var restaurant nr. 1 i Japan (målt med antallet af gæste) McDonald's, efterfulgt af Kentucky Fried Chicken. Samme ambivalens præger Frankrig. Her angriber kulturpuristerne det engelske sprogs invasion - "franglais" - samtidig med at regeringen bygger en EuroDisney park lige udenfor Paris.
Turister på jagt efter et stykke Rusland, der ikke fjerner dem for meget fra MTV, kan nu købe de traditionelle russiske Matryoska-dukker (hvor den ene passer ind i den anden) med ikke-traditionelle ansigter: Bruce Springsteen, Madonna, Boy George, Dave Stewart og Annie Lennox. Og i Indien, lige uden for Bombay, side om side med fattigdomsprægede landsbyer hvor uønskede pigebørn diskret fjernes i fosterstadiet, kan man finde en ny by, der hedder SCEEPZ - the Santa Cruz Electronic Export Processing Zone - hvor indiske programmører laver software for Swissair og andre arbejdskraftsbevidste multinationale foretagender. At gå på arbejde i SCEEPZ er som at "krydse en international grænse", fortæller en ansat. Man kommer bare ikke ind i et andet land, men i Mcworld's virtuelle nowhere-land.

På kort sigt er det sandsynligt, at Jihads kræfter - langt mere larmende og nihilistiske end Mcworlds - vil komme til at dominere, idet de ætser lokale tragedier og regionale folkemord ind i vor tids ansigt, og skaber et ustabilt klima via et utal af mikro-krige, der forhindrer global integration.
Men i det lange løb er det Mcworlds kræfter, der understøtter den vestlige civilstations langsomme, men sikre, fremtrængen, og som sådan kan være umulige at standse.
Så med mindre vi kan frembyde et alternativ til kampen mellem Jihad og Mcworld, er det sandsynligt at den epoke, på hvis dørtærskel vi står - postkommunistisk, postindustriel, postnational og dog sekterisk, frygtfuld og fanatisk - også på afgørende vis vil blive dødelig postdemokratisk.
Pyha, det lettede! Hurtigt væk med Barbers bog. Tak kære Qlummelæser, tak.

PS: Og måske også væk med selve Barbers hypotese? For har man nu læst en bog om, hvordan verden er, eller en nyreligiøs erklæring om, hvordan den burde være? Døm selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu