Læsetid: 2 min.

En karussel af livets kvinder

4. november 1997

Ungareren Esterházys erotiske teksteksperiment udi mellemkønslige relationer

NY BOG
"Der findes en kvinde. Hun elsker mig." Og: "Der findes en kvinde. Hun hader mig." Det er de to hyppigste, men langtfra eneste varianter, denne bogs 97 afsnit indledes med, skrevet af en af det genopståede Centraleuropas store forfattere, Peter Esterházy (årgang 1950, og siden 1988 udgivet på dansk med fem bøger inkl. denne nye).
Hvad er det så for en kvinde der er tale om? Ikke én, måske ikke engang nogle stykker, måske alle dem fortælleren har kendt i sit liv. inkl. sin moder. Derved måske snarest (hvis fortælleren ellers er en mand, det er heller ikke sikkert), "en kvinde" som sammenføjning af mange kvinder, men ikke kun det. Også et kalejdoskop af mellem-kønslige relationer, i ordets bredeste betydning.
Der er meget, vi som læser får at vide, endnu mere vi ikke får at vide, og allermest noget vi må stykke sammen, eller lade være. Og er der noget dejligere end, når læseren skal til at skrive sin egen bog, sådan oppe i hovedet, eller hvor sådan noget ellers finder sted?

Variationens store kunst
Bogen er ikke præget af det smukke eller kærlige, heller ikke af det modsatte, det hadske. Den er i sin sproglige afdækning af alsidigheden i det emotionelt-erotiske felt koncentreret og nærværende. Den kan være kærlig, og uhyggelig konkret. Men når Times Literary Supplement skriver, at bogens "sex-scener er førsteklasses," så er jeg stået af. Ikke mindst, fordi jeg selv efter to gennemlæsninger ikke har fundet én sex-scene. Næh, det her er stor litteratur. Og som altid, et eller andet sted, er Peter Esterházy befriende morsom: "Der findes en kvinde. Hun hader mig, men det er hun først begyndt på for nylig. Blot fordi jeg i den sidste tid har været plaget af økononomiske problemer. Det må skyldes nationalbruttoproduktet og mælkepriserne."
Dette er et enkelt, tilfældigt citat fra Ersterhazys roman. Tilfældigt, fordi der i den knappe tekst står meget forskellige, og modsatrettede ting. Hvad det end er, så er langt det meste erotisk. En bogs betydning og vigtighed skal ikke altid afspejles i en anmeldelses længde.
Så lad mig slutte her, og udover at sige, at En kvinde er en fremragende tekst, anbefale den varmt, når I ønsker en litterær opfriskning af, hvor mang- og rigfoldig vores mellem-kønslige og erotiske relationer er. Skrevet og sagt uden moral(e) og konklusion. Basta.

*Péter Esterházy: En kvinde. Overs. Peter Eszterhas. 205 s. 158 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu