Læsetid: 7 min.

Kincaids familiesammenstød

21. november 1997

Jamaica Kincaid vender tilbage til Antigua, hvor hendes lillebror ligger for døden. Efter 30 år i USA har hun svært ved at forstå og forlige sig med kultur og tænkning i et tredie verdens-land

TILLÆG (2. SEKTION side 26)
ROMAN
Jamaica Kincaid var 17, da hun forlod Antigua, en lille ø i Caribien - dengang engelsk koloni, nu selvstændigt - og rejste til USA som au pair-pige. Resten er ren H.C. Andersen: Andegården og Svaneægget.
Hun lærte sig et moderne engelsk, solgte nogle tekster til og blev ansat ved ugebladet The New Yorker. Hun giftede sig med redaktørens søn, skrev nogle bøger (på dansk er udkommet: Lucy, Annie John, Min mors selvbiografi), som efterhånden har nået en stor læserkreds og har etableret hende som USA's p.t. mest spændende indvandrerforfatter. I dag er hun midt i 40'erne, bor i en landlig idyl i staten Vermont med mand, børn, have (som hun også skriver om), royaltyindtægter og oplæsnings- og foredragsturneer.
Ikke alt er lige lykkeligt. Der er i alt, hvad hun skriver, en mørk og sørgmodig grundtone. Selv om hun fik reddet sig ud af andegården, ligger hun fortsat i opgør eller slagsmål med den.
I januar '96 døde hendes yngste bror Devon af aids, 33 år gammel. Hun havde aldrig rigtig kendt ham, men da hun fik meddelelsen om hans sygdom, tog hun straks til Antigua:
"Jeg blev selv forfatter af desperation, så da jeg hørte at min bror var ved at dø, var jeg allerede bekendt med den handling, at redde sig selv. (...) Da jeg hørte om min brors sygdom og hans tilstundende død, vidste jeg instinktivt, at jeg skulle skrive om det, hvis jeg skulle forstå eller gøre et forsøg på at forstå hans død og ikke dø sammen med ham."

Egenrådig mor
Hadet til en egenrådig mor har været temaet i flere af Kincaids fiktionsbøger. Bogen My Brother er netop blevet nomineret til årets National Book Award i kategorien non-fiktion. Det har nu ikke ført til nogen blidere omgang med konflikten. Som ville være temmelig uinteressant, hvis ikke den også handlede om konflikten mellem de to kulturer eller to verdener, Kincaid har lært at begå sig i: den ny og den tredie.
Devon har aldrig været udenfor Antigua (som er på størrelse med Bornholm), han taler en caribisk-engelsk dialekt, Kincaid for længst har lagt bag sig, han dyrker Ras Tafari-religionen ("rasta") og han er aldrig rigtig for alvor flyttet hjemmefra. Kincaid kan knapt nok tale med ham:
"Jeg forekom ham sikkert at være en latterlig person. Jeg havde levet hjemmefra så længe, at jeg ikke længere umiddelbart kunne forstå den form for engelsk, han talte, og når jeg sagde noget til ham, så han måske bare på mig, og nogen gange lo han mig lige op i ansigtet. Du snakker sjovt, sagde han. Og så var jeg ikke tyk. Efter ikke at have set mig i tyve år, forventede han at jeg var tyk. De fleste af kvinderne, hvor vi kommer fra, bliver tykke efter nogen år; det er fashionabelt at være en tyk kvinde."
Bror og søster har intet andet til fælles, end at de er vokset op i samme familie. Kincaid fornærmer moderen ved at bo på hotel, når hun kommer på sygebesøg på Antigua. Og fornærmer hende endnu mere ved at nægte at spise hendes mad.
En mellemste søn, der heller ikke er flyttet hjemmefra, nægter overhovedet at tale med moderen.

Destruktiv
Kincaid forklarer, at moderen har det bedst, når børnene har det skidt og har brug for hende. Kincaid mener, at moderen bevidst skader dem, for at de skal få behov for hendes omsorg. Og moderen er destruktiv: Engang rev hun alle familiens okrabuske op med rode, fordi nogle myrer havde skaffet sig adgang til huset via en busk og en gren og et blad. En anden gang hældte hun petroleum ud over alle 15-årige Kincaids bøger og satte ild til dem - velsagtens i en instinktiv forståelse af, at det var bøgerne, der var kommet mellem hende selv og hendes datter og havde skabt afstanden og brudt mønstret.
Derek har ikke meget at byde på. Som teenager har han været rodet ind i en mordsag, og han har siddet i fængsel. Han har haft forskellige job, men har ikke været i stand til at holde på dem. Han flyder rundt - ligger på maven for alt britisk samtidig med, at han er rasta.
På trods af aids-faren har han nægtet at bruge kondom. Han anerkender ikke sygdommen, omtaler den som "dumheden", og da han en periode får det bedre, går han ud og dyrker kondomfri sex med en prostitueret fra Guyana. Han ser ikke forbindelsen, fatter ikke hvad epidemi er for noget.
Storersøster køber i USA en medicin (AZT), som ikke er tilgængelig på Antigua og under alle omstændigheder ville være uoverkommelig for Devon og deres fælles mor. Medicinen forbedrer hans tilstand i en sådan grad, at han kan flytte ud af hospitalet og for en periode genoptage sit tidligere liv.
Resultatet skaber ikke glæde hele vejen rundt - man forventes at dø, når man er blevet indlagt med 'dumheden'. Venner og bekendte kan ikke finde ud af, om de skal behandle ham som en død eller en levende.

På vej i graven
Kincaid erkender, at hun muligvis har begået en fejl. Derek og hans mor tror, han er rask og kureret og kan fortsætte, hvor han slap. Men han er alene nu, for bortset fra moderen og en storebror har han ingen familie på Antigua, ingen børn, ingen kone, og hans venner vil ikke have noget at gøre med ham. Mens man på Antigua har tradition for store festlige begravelser, lader man gerne folk dø i fred - og Derek har været godt på vej i graven.
En dame forrslår Kincaid, at hun tager lillebror med tilbage til USA, så han kan få en mere kvalificeret behandling. Kincaid bliver rædselsslagen ved tanken og finder på den undskyldning, at han næppe vil kunne komme ind i landet. Damen siger: Nå, ja - racisme. Kincaid skriver:
"Hvor må de mennesker være ulykkelige, som ikke kan give racismen skylden for de forkerte, katastrofale drejninger, livet tager... Men det var ikke racisme, der havde ført til at min bror lå for døden med en sygdom, der ikke kan kureres, på et hospital i det land hvor han var født; det var et rent og skært livsuheld, det var hans egen fejl, fordi han ikke passede på sig selv..."
Kincaid er i den grad flyttet til den ny verden, at hun kan søge hjælp hos en psykiater, når hun har behov for det. Som f. eks. når hendes mor har været på besøg i Vermont. Kincaid kan ikke få de to verdener til at hænge sammen:
"Hun er min mor, men når jeg ikke taler med hende, er hun en andens mor, ikke min."
Hun ser på sin syge bror og får angstanfald ved "tanken om min fortid og tanken om, at jeg kunne være fortsat med at leve på denne måde."

Homoseksuelle mænd
Nogle måneder efter Dereks død deltager Kincaid i et oplæsningsarrangement i Chicago. Hun træffer en dame, hun har set før - i en aids-støttegruppe på Antigua. Damen er lesbisk. På Antigua havde hun haft åbent hus i sit hjem en gang om ugen for "mænd som elsker andre mænd". Hun kunne ikke klare al den "foragt og ydmygelse som ramte den homoseksuelle mand; homoseksuelle mænd havde ingen steder at gå hen på Antigua, sagde hun, ingen steder, hvor de bare kunne mødes og være sammen og ikke være bange".
Hun fortæller, at Derek ofte havde deltaget i disse arrangementer - "ikke som tilskuer til homoseksuelt liv, men som deltager i homoseksuelt liv."
Kincaid:
"Jeg blev overvældet af stor sørgmodighed. Kilden til denne sørgmodighed var den fornemmelse jeg altid havde haft i forbindelse med ham: at han døde uden nogensinde at have forstået eller vidst eller været i stand til at lade den verden, han levede i, vide hvem han var; at han ikke fuldt ud kunne udtrykke hvem han var - ikke én enkelt identitet, men hele kompleksiteten af hvem han var; hans frygt for at blive til grin, hans frygt for at blive udsat for foragt af de mennesker, han kendte bedst, var overvældende og han kunne ikke leve med det åbent."
Begravelsen blev mindre festlig end Antigua-begravelser normalt er. Dødsårsagen er for problematisk for det lokale samfund. Kincaid kommenterer:
"Og da præsten holdt en prædiken om hvordan vi alle skulle mødes igen på et senere tidspunkt, brød jeg mig ikke spor om det. Jeg havde lyst til at sige til ham, at jeg ikke havde lyst til igen at træffe alle disse mennesker, som jeg havde så meget til fælles med - en livmor i forbindelse med min bror, blod og åndedræt i forbindelse med min mor - jeg ville ikke være sammen med disse mennesker igen i en næste verden. Jeg har fået nok af dem i denne verden; de betyder alverden for mig og dog betyder de intet..."
Så let er det dog ikke. Som om noget af alt det her har været let. Som Thomas Wolfe engang beskrev det i sin novelle Kun de døde kender Brooklyn, så er der ingen vej ud. Kincaid skriver et sted i bogen:
"De døde dør aldrig, og jeg siger det nu- de døde dør aldrig - som om det er en nyhed, som om ingen tidligere har bemærket det: men sådan er døden (kan jeg se nu); det sker hver eneste dag; men når man ser sørgende, opfører de sig som om det er helt nyt, denne begivenhed, døden - en du elsker dør - som om det aldrig er sket før; det er så uventet, så uretfærdigt, så specielt for dig. De døde dør aldrig - lad mig gentage det."

* Jamaica Kincaid: My Brother. 200 s. U.S. $ 19. Farrar, Straus and Giroux, New York.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu