Læsetid: 2 min.

Klunseren som litterært klenodie

29. november 1997

I La Boheme II er der dog et par arier, som løfter hele miseren en anelse

OPERA
I 1990 undfangede Niels Winther ideen til sin nye opera efter inspiration fra Henri Mercier's Bohèmeliv, der også er forlægget for Puccinis opera, La Bohème. Den stolte titel, La Bohème II, er altså et direkte hint til en af den etablerede opera-genres mesterværker.
Når man kalder værket for en collage-opera, skyldes det, at man har benyttet sig af otte forskellige komponister og da operaen er i en akt, bliver disse kompositioner selvsagt bundet tæt sammen. Operaen kunne ligne et forsøg i vor
tidsånd, som vil bygge bro mellem stilarter - og hvor de udøvende kunstneres sær-skilte talenter tilgodeses. En tidsånd, hvor klunseren er blevet ophøjet til litterært klenodie og symboliserer vor enorme iver efter at genbruge (i musikken kommer denne tendens bedst til udtryk ved sampling). Alt, hvad der egentlig er kasseret, skal testes igen... og se om ikke hatten passer, men det gør den ikke i dette tilfælde.
Kunne opsætningen holde til 'de mange kokke'? Nuvel, kompositionerne var i sig selv ret anonyme. Lidt leg hist og her med sample-mediet, tilsat lidt fusion og en masse klangfarveeffekter, var det helhedsindtryk, som hurtigt trådte i baggrunden for den sceniske oplevelse, som rummede visse problemer.

Elementær balance
Det første indtrådte fra starten og er efterhånden blevet et surt dogme for undertegnede, nemlig hvordan i alverden man kan tro, at det auditivt kan lykkes at smide henholdsvis akustisk og for-stærket lyd ud i et dødt rum efter forgodtbefindende. Vi taler om elementær balance det akkompagnerende og det vokalistiske imellem. I starten gjorde jeg mig store anstrengelser for at prøve at forstå det tekstlige budskab, som efter hvad programnoten så flot fortalte skulle rumme "krasse kommentarer til den vestlige kultur/verdens dans om guldkalven og kunstens trælse forhold i samfundet." Snart måtte jeg dog opgive ævred og vende min opmærksomhed mod det rent sceniske.
Tremands-orkestret er placeret meget centralt på scenen og får uundgåeligt megen visuel opmærksomhed. Opsætningen gør dem scenisk ansvarlige, og denne opgave magter dele af orkestret slet ikke. Varen sælges dårligt og uprofessionelt.

Rodolfo og hans familie
Det er muligt, at den brogede rollebesætning har været tilsigtet for at underbygge hele collage-projektet som idé. Dog bliver det underligt forstyrrende, hvis det tekniske niveau de udøvende sangere imellem ikke er nogenlunde jævnbyrdigt... og det var det ikke. I operaen findes dog et par arier, som løfter hele miseren en anelse. Især Sophies
a cappella-arie om den historiske arv, sunget af Randi Pon-toppidan og komponeret af Dan Marmorstein, er en sjov vandring i musikhistoriens forskellige lag. Arien er i sig selv et helt kompositorisk collage-arbejde. Nutidige strofer blandes med gammelt. Trip-hop, avantgarde, gregoriansk og romantisk. Fraserne står klare og enkle, men er samtidig på elegant vis revet i stumper og stykker, og det kan lykkes, fordi vokalen som altid har haft en central placering i musikhistorien og formodentlig uden den store klangændring kan nøjes med at kere sig om tekniske raffinementer, som tydeliggør hvilken epoke, der forsøges fremført.
I vokalen findes muligvis det mest taknemmelige udtryksmiddel for en komposition af pluralistisk tilsnit.

La Bohème II. Collage - Opera i 1 akt. Instruktion: Vagn E. Olsson. Efter idé af Niels Winther. Den Anden Opera. 27.-29. november kl. 20.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu