Læsetid: 6 min.

Kollektivt harakiri hos Toryerne

6. november 1997

Det knager og brager hos de britiske konservative. Striden om Europa-politikken kan splitte partiet

LONDON
Det konservative parti i Storbritannien - Toryerne - udspiller i disse dage og uger et højspændt drama af Shakespeareske dimensioner.
Den ene fraktion bekæmper den anden med knive i ærmerne så lange som bajonetter. De første ofre er faldet, og de bliver ikke de sidste. Den interne borgerkrig raser på grund af Europa - nærmere betegnet sp¢rgsmålet om britisk deltagelse i den planlagte fælles mønt eller ej.
Ironisk nok kan Europa-splittelsen føre til ændringer i det britiske politiske landskab, så det bliver mere europæisk.
Kløften i det konservative parti er afgrundsdyb. Den euroskeptiske flanke repræsenteres af partiets leder, den unge William Hague, som kun har siddet få måneder på posten.
Han har gennemtrumfet - efter pres fra den eurofobiske fløj i partiet - at det nu er skyggekabinettets politik at gå imod britisk deltagelse i ØMU'en i ti år. Det vil sige to parlamenters levetid.
Argument: ØMU'en kan ikke vurderes, før den har gennemløbet en fuld, økonomisk cyklus - inklusive en recession - og det vil tage sådan cirka ti år. Før da kan man ikke sige, om det vil være i britisk interesse at gå med. Mener altså Hague.
Modargumenter om, at Big Business, som normalt er de konservatives tætte allierede, er vældigt glade for ØMU'en og gerne vil med, har Hague affærdiget med, at ansvarlige politikere - som han selv forstås - bør have mere langsigtede briller på, når de bedømmer, hvad der er i nationens interesse end tilfældige forretningsmænd, som kun har bundlinien og det næste aktionærmøde for øje.

I den modsatte skyttegrav ligger partiets eurofile. I front er den folkelige eks-finansminister Kenneth Clarke og tidligere vicepremierminister Michael Heseltine, som internt i partiet går undet navnet "løvekongen" på grund af hans manke af bølgende blondt hår.
Tilnavnet er ikke helt hen i vejret. Begge er formidable skikkelser hos de konservative, og deres lederskab af "et parti inden i partiet," som vil have Hagues ØMU-politik ændret, giver flanken både troværdighed og styrke. Splittelsen har allerede ført til, at to medlemmer af Hagues skyggekabinet har trukket sig fra deres poster i protest mod den anti-europæiske linie. Og et alment parlamentsmedlem har været på nippet til at desertere til Labour. Han holdt sig kun fra det, da Clarke og Heseltine satte sig i spidsen for de konservative eurovenner.
Næste akt i dramaet ventes, når Underhuset i næste uge skal debattere og stemme om den lov, der skal gennemføre Amsterdamtraktaten. Her vil William Hague have, at alle konservative stemmer imod, mens de europæisk-sindede lige så hårdnakket holder på at få lov til at stemme frit - det vil sige imod deres eget parti og med Labour.
Måske kommer der også et underholdende intermezzo, hvis Margaret Thatcher blander sig i debatten. Ifølge tabloid-avisen The Sun vil den bøse baronesse i næste uge holde en tale i Overhuset, hvor hun - ifølge avisen - vil uddele verbale lussinger til Kenneth Clarke og hans europæiske venner, mens hun vil udtale sin uforbeholdne støtte til unge William Hague.
De konservatives kollektive harakiri har helt fjernet opmærksomheden fra regeringspartiet Labour. For øjeblikket i det mindste.
Det kan blive en stilhed før storm. For Labour er også splittet i spørgsmålet over Europa. Indtil videre holder euroskeptikerne bare mestensdels mund. De få, der brokker sig, får New Labours slogan "barmhjertighed med en hård kant" at føle.
Således er hele fire af Labours medlemmer af Europa-Parlamentet blevet suspenderet og risikerer at blive helt smidt ud af Labours gruppe, fordi de har kritiseret Londons planer for et nyt valgsystem til næste gang, der er valg til forsamlingen i Strasbourg.
De fire frygter, at det nye system er beregnet på at fjerne Old Labour folk som dem selv, så de kan erstattes med nogle, der er mere i premierminister Tony Blairs moderne ånd.
En af dem, Alexander Falconer, har et billede af Lenin hængende bag skrivebordet på kontoret i Strasbourg, og efter hans mening er EU noget, som storkapitalen har fundet på, så den kan få endnu bedre muligheder for at gøre sig på det globale marked.
Fra den position er der meget langt til Tony Blairs New Labour og dets velvilje over for EU - for slet ikke at tale om storkapitalen. Regeringen har sågar tilkendegivet, og at Blair & Co. gerne melder briterne ind i ØMU'en - bare ikke lige nu.

Med en lurende euro-splittelse i de to store partier er der ikke noget at sige til, at den eneste tredje politiske kraft af nogen partipolitisk betydning - Liberaldemokraterne - vejrer morgenluft.
Paddy Ashdown, partiets leder, sagde for nylig på morgenradioen, at han mente, de konservatives interne borgerkrig over ØMU'en ville føre til splittelse af partiet. Og dermed til et opgør med det system, som hidtil har kendetegnet Storbritannien, hvor de to partier Toryerne og Labour totalt har domineret.
Storbritannien vil få, mente han, et politisk spektrum, der mere lignede det på kontinentet. Altså med to middelstore midterpartier af socialdemokratisk og kristdemokratisk/konservativt tilsnit. Og så en række satellitpartier susende rundt, som gør deres indflydelse gældende enten som koalitionspartnere, pressionsgruppe eller højtråbende ekstremister.
Med andre ord kan Storbritannien - hvis analysen holder stik - se frem til en britisk Jean-Marie le Pen eller en Pia Kjærsgaard, om man vil. Men også til et parti à la Enhedslisten, som så kan trække den anden vej.
Sådan en udgang er blevet sandsynliggjort af, at Labour har sat en reform i gang af den måde, som briterne stemmer på. I stedet for som før, hvor vinderen i en kreds, tog hele æren og alle stemmerne, skal systemet laves om, så det i højere grad afspejler, hvordan befolkningen som helhed stemmer. Briterne skal have proportional repræsentation, hvilket normalt er til fordel for mindre partier og altså kan være med til at muliggøre Ashdowns vision om et europæisk partisystem i Storbritannien.

Det er ikke kun Paddy Ashdown, som har spurgt sig selv, om et konservativt parti med en så fundamental meningsforskel om et så vigtigt spørgsmål som deltagelse i en møntunion kan overleve.
Flere har sammenlignet Toryernes strid lige nu med den situation, som Labour befandt sig i i 1979, da Thatcher havde forvist Labour til - skulle det vise sig - det politiske vildnis indtil i år.
Således skrev Labour-veteranen Roy Hattersley i weekenden i et indlæg i avisen The Observer, hvor han sammenlignede de konservatives leder William Hague med Labours tidligere leder Neil Kinnock.
De har mere til fælles, mener Hattersley, end deres skaldede pander.
For efter nederlaget i 1979 - Kinnock blev dog først leder i 1983 - var Labour også domineret af en højtråbende rebelsk fløj. Ganske som Toryerne er nu, mens Hague, ligesom Kinnock dengang, fortvivlet forsøger at påtvinge partiet en vis disciplin.
Det springer også i øjnene, at det netop var i 1980, at "firebanden" - Shirley Williams, David Owen, Roy Jenkins og Bill Rogers - brød med Labour og skabte et socialdemokratisk parti i Storbritannien. Det er det parti, som senere slog sig sammen med de liberale og nu er blevet til Paddy Ashdowns liberaldemokrater.
Og for at gøre parallellerne helt perfekte, er der faktisk også en firebande i det konservative parti i dag, som godt kunne gå hen og blive kernen i et helt nyt "kristdemokratisk" parti i Storbritannien.
De fire er Kenneth Clarke og Michael Heseltine, der har sat sig i spidsen for den pro-europæiske fløj, Hong Kongs sidste guvernør Chris Patten, når han bliver færdig med at skrive den bog, han arbejder på, og endelig David Curry, der for nylig gik fra sin post som skygge-landbrugsminister.

Men den belejrede William Hague holder stik. Han tror på, at hans politik er den rigtige og at den er i overensstemmelse med, hvad flertallet af partisoldaterne og vælgerne mener.
Måske har han ret.
En meningsmåling fra MORI-instituttet fra oktober viser ifølge avisen The Independent, at 57 pct. af de briter, som svarede, er imod, at Storbritannien deltager i ØMU'en. Kun 32 pct. syntes, at det var en god ide.
Men om vælgernes ØMU-skepsis vil lade sig fortolke som støtte til de konservative næste gang, der er valg, er et helt andet spørgsmål. Og der er ingen garanti for, at et ryk mod en skarpere anti-europæisk holdning vil skabe vælgerstorm.
Faktisk har Labour netop demonstreret det modsatte - at britisk politik afgøres på midten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu