Niels Rohleder har skrevet en god og nødvendig bog om debatten om 'de fremmede' - men 'Drengene på Blågårds Plads' kan ikke sige sig fri for strejf af politisk korrekthed
NY BOG
Den danske journaliststand har igennem de sidste årtier udviklet sig til en slags højere middelklasse. Velorganiseret, veltilpasset og på mange større arbejdspladser garanteret mere ferie, bedre afspadseringsregler, bedre orlovsordninger og højere løn end langt de fleste akademikere.
Alle medlemmer af standen fortjener naturligvis det hele. De tider, hvor journalistik var 'et kald' og journalister brugte flere døgn på at grave en historie ud uden hensyntagen til arbejdstid, familie eller helbred er forbi. Nu er der ro og orden i faget. I hvert tilfælde ro. Om der er orden er er mere åbent spørgsmål.
Det er ved at gå op for flere af fagets udøvere, at der er noget galt med journalistikken.
Men forsøg på at skabe debat om journalistikken i medierne falder oftest lidt stilfærdigt til jorden.
Der er nemlig rigtigt mange og store interesser på spil. Hvis vi tager et par de mere ydmyge, kan f.eks. ytringsfriheden, demokratiet, privatlivets fred, retssikkerheden og retsopfattelsen nævnes.
Dertil kommer naturligvis de store mediers økonomiske og/eller politiske interesser. For slet ikke at tale om politikernes interesse i både det gode, sunde demokrati og deres egne muligheder for at profilere sig i medierne.
I USA har der i de senere år været ført en debat om medierne og demokratiet. Forfatteren og journalisten James Fallows har i bogen Breaking The News forsøgt at beskrive, hvorfor stort set alle amerikanere - uanset deres etniske, politiske eller økonomiske tilhørsforhold - er vrede på medierne og mistroiske overfor dem. Medierne svarer igen med standard-reaktionen: "Vi rapporterer bare om virkeligheden".
Men Fallows' påstand er, at de moderne medier i højere og højere grad skaber frustrationer og fremmedgørelse. Borgerne føler, at medierne gør borgernes mulighed for at påvirke deres eget samfund mere og mere vanskelig.
Hvad skal vi kalde dem?
Det er altid forholdsvis nemt at slå tilbage, når enkelte drister sig til at kritisere journalister. Der lægges sjældent op til dialog, hverken i spørgsmål eller svar. Debatten kan i værste fald blive yderligere svækket af et parodisk pressenævn, der vælger at gøre Kronprins Frederik til Danmarks mest privatlivskrænkede person, mens dusinvis af mere ydmyge ofre for den hurtige sensationsjournalistik selv må mande sig op til at slå fra sig - hvilket kun de færreste har lyst, evner eller kræfter til.
Men ind imellem er der tilløb til en debat om journalistik og medier. Nogle journalister og redaktionsansvarlige er helt på det rene med, at dansk journalistik ikke kan udvikle og forbedre sig uden en åben diskussion om faget.
Hvis man skal være rigtigt højtravende kan man jo med nogen ret hævde, at forudsætningen for en kvalificeret debat om vigtige samfundsanliggender er en redelig, kritisk, omhyggelig og forståelig mediedækning af samme anliggender.
Et af de komplicerede og aktuelle samfundsproblemer, som klart viser behovet for en redelig debat-og dermed for en omhyggelig journalistik er hele problematikken omkring 'de nye danskere'. Alene i diskussionen om hvilken betegnelse, man skal anvende, støder på problemer.
'Andengenerations-indvandrerne' er naturligvis lidt pikerede over at blive kaldt indvandrere, idet det, der adskiller dem fra deres forældre, er, at de er født i Danmark. Er de så 'førstegenerationsdanskere' eller 'nye borgere'? Man kan også - som Ekstra Bladet - bare vælge at kalde dem 'de fremmede'. Så er stilen lissom lagt og vi er helt på det rene med, hvem der dem og hvem der er os.
Nuanceret og lidt frelst
Dette er blot en af de mange problemstillinger, som journalist Niels Rohleder beskriver i bogen Drengene på Blågårds Plads. En bog, der primært er et genoptryk af hans artikelserie fra Information i august-september i år om forholdene på Nørrebro i København efter sommerens uro. Artikler, der ikke bare gav et nuanceret og indsigtsfuldt billede af forholdene på Nørrebro, men også - som anden god journalistik - bidrog til forståelsen af de senere uroligheder i Århus i forbindelse med Lawal-dommen.
Men bogen er andet og mere end blot et genoptryk af en række artikler, som vil være velkendte for dette blads læ-sere. Den er udgivet af Informations Forlag i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, og den er ment som en debatbog til brug for uddannelsessystemets medielære.
Derfor har forfatteren også forsynet bogen med en lang introduktion og brugsanvisning. En introduktion til nogle journalistiske grundprincipper, som forfatteren helt tydeligt ikke mener, at de fleste danske journalister efterlever eller får lov til at efterleve, dels til de principper, som Rohleder forsøgte at efterleve da han arbejdede med artikelserien.
Det er i denne tredjedel af bogen, at man ikke kan frigøre sig fra en vis frelsthed hos Niels Rohleder. Han havde modet til at vente med at skrive historien, til der efter hans mening var noget substantielt at skrive om.
Han beskæftiger sig med et stofområde, der ifølge ham selv ikke er forbundet med "frynsegoder, nemme genveje eller særlige behageligheder" (som f.eks. madskribenter eller motorjournalister) og man have mistanke om, at han beskedent regner sig selv som en af de, som han beskriver som "mange af de flittigste og mest engagerede bliver nødt til at placere arbejdet ... uden for den normale arbejdstid, når de færdige med at skrive de skabelonnyhedshistorier, som deres redaktører forlanger."
Banke ind i virkeligheden
Men når det er sagt, så indeholder denne tredjedel af bogens 107 sider også vigtige informationer om journalistisk metode og påstande om, hvordan for mange journalister i dag, tilsyneladende har alt for svært ved at lade researchen i virkeligheden påvirke den vinkling, som er et nødvendigt udgangspunkt for journalistik.
Med andre ord: At for mange journalister ifølge Rohleder fra starten har bidt sig benhårdt fast i, hvordan virkeligheden hænger sammen så virkeligheden selv ikke kan rokke dem fra dette udgangspunkt. Med Rohleders egne ord: "...desværre formår ikke alle journalister og medier at forkaste deres arbejdshypoteser, når de banker hovedet ind i virkeligheden".
Rohleder er her fortaler for en klassisk journalistisk dyd, nemlig tvivlen - og ikke mindst tvivlen på sig selv og sin egen fuldkommenhed. Det er så rigtigt, som det er skrevet - og i den forhåbentlig kommende debat om journalistik bør netop dette spille en vigtig rolle. Det er i denne proces, at enkeltkilde-historier (hvor kilden oftest er anonym) griber om sig og bliver til en trist pind i den gode journalistiks ligkiste.
Flere spørgsmål
Rohleders artikler fra det virkelige liv på og omkring Blågårds Plads overlever gensynet i bogen. Men som med så meget andet god journalistik, der genoptrykkes, sidder man med et lille spørgsmålstegn. Journalistik er i sin grundlæggende natur flygtig. Der sker hele tiden udviklinger - også efter avisen er kommet på gaden. Flere af artiklerne handler om nu-og-her-iagttagelser og samtaler. Hvad er der sket siden?
Bogen er primært en debatbog om journalistisk behandling af et kompliceret samfundsproblem. Men min nysgerrighed er ikke tilfredsstillet. Hvad skete der med de unges anmeldelse af politivold? Er der status quo med hensyn til nærpolitiet på Nørrebro og hvordan ser det nu ud med forholdet mellem "due og høge" (ordenspolitiet overfor kriminalpolitiet)?
Ganske vist er sommerens episoder på Blågårds Plads kun en del af billedet, men de var en del af en accelererende proces, som tilsammen er ved at udgøre et af det danske politiske livs mest centrale emner. Det er naturligvis ude af proportioner - men ikke mindst nogle mediers ufuldstændige eller sensationsprægede behandling af flygtninge- og indvandrerproblematikken har medvirket til denne proportionsforvrængning.
Der er mange usagte ting i debatten. Også fordi den sine steder er præget af en usigelig politisk korrekthed og frygt for racisme-anklagen.
Rohleders lille undervisningshæfte bærer ind imellem præg af politisk korrekthed - men det indeholder godt materiale til debat og eftertanke.
*Niels Rohleder: Drengene fra Blågårds Plads. Foto af Klaus Holsting, Søren Hartvig og Christoffer Regild. 109 s. 138 kr. Informations forlag og Mellemfolkeligt Samvirke. Udkommer i dag.
