Læsetid: 6 min.

Lærerens fornemmelse for sne

22. november 1997

De grønlandske elever fører en ulige kamp mod manglen på lærere, overarbejdede lærere, uforståelige lærere, uuddannede lærere, ingen materialer og kulde

Skolen på kloden
Engelsk i 8. klasse. Det kan være svært at koncentrere sig, når temperaturen i lokalet kun er tolv grader, når læreren ikke har nogen uddannelse og når man ikke engang har en ordbog på ens eget sprog, men må gribe til grønlandsk-dansk udgaven.
Den grønlandske folkeskole slår i disse år store revner. Både konkret og i overført betydning. Bygninger og materialer hænger i laser og i visse områder - som bygder og yderdistrikter - er lærermanglen katastrofal.
"Efterhånden er vi nået så vidt, at eleverne i stedet for at gå i skole holder fri," sagde Andreas Sanimuinaq, formand for KATS, der er foreningen af nord- og østgrønlandske kommuner, for nylig.
Jens Jakobsen, tidligere skoleinspektør ved Uummanaq skole, i disse år under uddannelse som cand. pæd. i Danmark, oplyser, at der alene i hans distrikt er 20 timelærere i bygderne, mens Uummanaq skole selv kører med et årligt lærerunderskud på ca. seks hele ansættelser.
"Konsekvensen er, at yderdistrikterne 'hægtes af', og at eleverne fra disse steder får vanskeligt ved at gennemføre nogen form for videre uddannelse, simpelthen fordi deres basis skole ikke er tilstrækkelig god," siger Jens Jakobsen.
En undersøgelse af læseværdigheden i 4.-8. klasse fra 1994 viste, at læseniveauet i mange små byer og specielt på Østkysten var langt fra tilfredsstillende. I de grelleste tilfælde (Ammassalik) lå 81 procent af eleverne under det tilstræbte niveau, i større men afsidesliggende byer som Uummannaq og Upernavik lå henholdsvis 37 procent og 45 procent af eleverne under et tilfredsstillende niveau. Problemerne for folkeskolen er økonomiske, kulturelle og strukturelle.

Lytte og se
Grønlandske børn lærer på en anden måde end danske. De ser, hører og sanser deres omverden, mens europæerne kategoriserer, analyserer og stiller spørgsmål.
Netop i den anderledes indlæring ligger, ifølge Henrik Wilhjelm, tidligere rektor ved seminariet Iliniarfissuaq, et problem - forsåvidt som Grønland er en kultur, der uigenkaldeligt er på vej til at blive en del af verden med de krav en moderne tilværelse stiller til bl.a. uddannelse:
Den traditionelle grønlandske "sansning" er den måde, mange børn gennem den tidlige socialisering lærer at lære på, også i 1997. I "gamle dage", dvs. før moderniseringen satte ind i 1950'erne, blev pigen en god fangerhustru ved at iagttage og kopiere de ældre kvinders arbejde. At forholde sig kritisk, analyserende og stille spørgsmål indgik ikke i kulturen.
Derfor ligger niveauet i en grønlandsk klasse, ifølge danske læreres vurdering, et godt stykke under det tilsvarende danske.
Grønlandske børn er (stadig) ude af trit med europæisk tænkemåde, fordi de socialiseres ind i en kultur, der (stadig) er anderledes - mens de i skolen og senere i arbejde skal gebærde sig i et moderne samfund. Socialiseringen gør, at de er længere tid om at lære og håndtere europæiske færdigheder. Det er den historisk-kulturelle forklaring.
En anden, politisk-social forklaring, lyder, at motivationen og initiativet mangler. Danskerne "stjæler" alligevel de høje stillinger, mens grønlænderne får forærende et socialt sikkerhedsnet at falde tilbage på.
"Vi behøver en debat omkring undervisningsmetoderne," mener Jens Jakobsen, der beskriver den grønlandske folkeskole som relativt "gammeldags".
"Lærere har hidtil i alt for høj grad benyttet sig af oplæsning, diktat og genfortælling m.m. i stedet for at forberede de unge til et moderne samfund, hvor der kræves evne til at stille spørgsmål og til at analysere. Vi behøver et opgør med den gammeldags pædagogik, som ikke længere er tidssvarende. Og jeg tror, det opgør er på vej i disse år."

Ingen kontinuitet
"Man kan ikke tale om, at der er udviklet en speciel grønlandsk pædagogik," siger Henrik Wilhjelm. "Metoderne er de danske/europæiske, ligesom kravene er det - og de skærpes i disse år, hvor næsten al undervisning rettes mod en videregående uddannelse."
Udover den "gammeldags" pædagogik må en grønlandsk elev, fra sin allerførste skolestart i det tvungne 9-års grundforløb, kæmpe med flere og væsentligere problemer, end selv den dårligst fungerende danske folkeskole kan opvise: mangel på materialer, kolde nedslidte skoler, hyppige lærerskift, ikke-uddannede lærere, overarbejdede lærere og lærere, hvis sprog man ikke forstår.
Grønland har et lærerkorps på omkring 1.000 undervisere. Heraf er godt 600 grønlandske og uddannede i Grønland, små 300 er danskere, der tilkaldes for tre år ad gangen, og så er der ca. 200 timelærere, d.v.s. personer uden faglig baggrund for at undervise. Lærermanglen i Grønland er i dag så udtalt, at enhver med en studentereksamen ved mange skoler vil kunne gå ind og få fuldt skema.
På lærerværelset er der ofte skarpt opdelte grupperinger. Typisk sidder danskere for sig selv med deres frokostmadpakker, grønlændere og timelærere for sig. Der er ikke meget kulturmøde på lærerværelserne udover den rent faglige udveksling.
De grønlandske undervisere har mødt nye danske lærere så mange gange, at de fleste ikke orker at begynde (endnu et) møde - for danskeren rejser alligevel.
For eleven er denne mangel på møde på lærerværelset ikke så væsentlig. Væsentligt er det derimod, at de små ustandselig skifter lærere, fordi danskerne arbejder med en begrænset tidshorisont. Når en ny dansk lærer begynder at få "en fornemmelse for sne" og det specifikt grønlandske, så rejser han, så kommer der en ny, der træder ind i præcis det samme kulturchok som nummer et - og skal starte forfra med klassen.
Lærerne levnes heller ikke meget overskud eller tid til at arbejde med de specifikke grønlandske problemer. Manglen på uddannet arbejdskraft gør, at langt de fleste kører med overtimer. I Danmark er 26 katedertimer maksimum, i Grønland er normen minimum 30. Og mange, mange lærere underviser op mod 40 timer ugentlig.

Materialemangel
Trods 1970'ernes kraftige grønlandisering af samfundet med kravet om tilbagevenden til det grønlandske sprog, historie, kultur og så videre, er skolen stadig dansk.
Fagenes indhold er nok (mere) grønlandsk end for 20 år siden, men metoderne, bordene, computerne og bøgerne i Sisimiut ser ikke anderledes ud end de ditto i Skælskør.
Med nogle undtagelser, selvfølgelig. Blandt andet er lærerens bog i mange tilfælde dansk, mens elevernes er grønlandsk. Landet kører med versionerede systemer; der fremstilles få, og altid meget forsinkede, grønlandsk-sprogede undervisningsmaterialer. Den danske diskussion om gamle skoleatlas, hvor det nye Europa efter murens fald ikke er markeret, er vand i forhold til materialeproblemerne i nord. Der er hverken penge eller prestige i at trykke til en elevmasse, der tæller omkring 10.000.
Til hver skole er knyttet et bibliotek, men udgivelsesmængden af grønlandske bøger slår også her igennem. F.eks. findes der intet børneegnet leksikon på sproget. Og hvis eleverne skal skrive større opgaver, må litteratur ofte bestilles til at komme med helikopter fra centralen i Nuuk. Det er dyrt.
I disse år arbejdes der med at få fjernundervisning og IT-systemer op at stå. Men en internetbruger skal også have nogle værktøjer at arbejde med. Engelsk f.eks. Og det mangler eleverne i udstrakt grad, så deres udbytte af f.eks. Internet er endnu forsvindende lille. Grønlandske børn har ikke engelsk før 7. klasse, skønt netop mange i den yngre generation slår til lyd for at indføre engelsk som første fremmedsprog i stedet for dansk.

Blå fingre
I folketingets åbningstale i år bad det grønlandske medlem Otto Steenholdt (Atassut) Danmark om penge til en fornyelse af skolebygningerne. Mange af disse er opført i de hurtige 60'ere, og nu krakelerer betonen for alvor. Men, som det fremgik af landsstyreformand Jonathan Motzfeldts nylige møde med danske regeringsmedlemmer, er det ikke noget, Danmark umiddelbart er indstillet på.
Det er så en yderligere hæmsko i elevens daglige skoledag. For når temperaturen uden for er minus 30 grader og isoleringen smuldrer og fingrene bliver blå af kulde, er det vanskeligt at koncentrere sig.

*Denne side indgår i en serie om den internationale skoledebat. De tidligere artikler blev bragt den 5., 6., 11., 13. og 15. november. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her