Læsetid: 4 min.

Landevejens galejslaver

4. november 1997

Landbilstransporten er den franske økonomis slumsektor, men chauffør-strejken er også resultatet af et generelt svagt organiseret arbejdsmarked

Kommentar
PARIS - Lastbilchaufførerne strejker og opretter vejspærringer, blokerer benzindepoterne - endnu engang. Strejevagterne varmer sig ved store bål, der lyser i novembermørket, med et overvældende genskær på tv-skærmene i de franske hjem, ledsaget af ophidsede og kamplystne kommentarer fra de strejkende. Endnu engang har man indtrykket af, at "Frankrig står i flammer".
Endnu engang står man over for en konflikt af den slags, som Frankrig har patent på. En form for konflikt, der ikke kunne finde sted, hvis Frankrig havde en stærk, indarbejdet og samlet fagbevægelse, en velorganiseret arbejdsgiverstand, regulære overenskomstforhandlinger og løbende social dialog. Hvis indgåede aftaler blev overholdt, hvis sociale, arbejdsretslige og sikkerhedsmæssige love og regler blev respekteret og håndhævet. Frankrig opfylder ingen af disse betingelser - og følgelig alle betingelser for, at en kaotisk, skadelig og irrationel konflikt som den nuværende kan finde sted.
Det første man bemærker ved et nærmere blik på konflikten er, at dens konkrete udtryk ikke så meget er en strejke som en aktion egnet til at skabe panik. Det drejer sig mere om vejspærringer end om arbejdsnedlæggelse. I en regulær arbejdskonflikt strejker arbejderne - når forhandlinger med arbejdsgiverne er brudt sammen - for at ramme arbejdsgiverne. I det foreliggende tilfælde er formålet tydeligvis at spille med musklerne og bruge det frygtindgydende våben, som de store lastbiler er, når de bruges til at oprette vejspærringer, blokere eller forsinke trafikken, hindre leverancer og skabe knaphed på varer.
I den forbindelse er manglen på benzin et oplagt middel til at drive gennemsnitsfranskmanden til vanvid, og det er lige præcis den detalje, der fra begyndelsen er i centrum for opmærksomheden.
Samtidig fortstærkes aktionen på hårrejsende måde af medievirkningen, og tv-billederne af de monstrøse køretøjer opmarcheret på landevejene har en klart truende og panikskabende virkning.

Den økonomiske jungle
Man er kort sagt langt væk fra en klassisk strejkesituation. Strejker har naturligvis altid haft indirekte virkninger som pressionsmiddel, men her er man ovre i en kaotisk situation, hvor man prøver at tage flest mulige franske borgere - og til en vis grad udlandet - som gidsel. Det er typisk for, hvad dagbladet Le Monde kalder "Den økonomiske jungle".
Det betyder ikke, at lastbilchaufførerne ikke har gode grunde til at kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår. De er underbetalte og udsat for urimelig lange arbejdsdage, men det skyldes navnlig, at lovene om arbejdstid og sikkerhed ikke overholdes - lige så lidt som tidligere indgåede lønaftaler.
Situationen i den nuværende konflikt er, at arbejdsgiverne ønsker yderligere fleksibilitet ved beregning af arbejdstid på årsbasis, mens chaufførerne kræver fast arbejdstid og mindsteløn på månedsbasis. Chaufførernes krav er 10.000 francs (11.500 kr.) for 200 timer om måneden, hvilket svarer til en forhøjelse på ca. 20 pct. Arbejdsgiverne ville gå med til 120.000 francs på årsbasis, men heri inkluderet alle tillæg og den 13. månedsløn, der hidtil har været kutyme.
Et forlig syntes inden for rækkevidde, men den største arbejdsgiverforening i branchen sprang fra og boykottede forhandlingerne. Derefter forlod den ene af de tre store fagforeninger, CGT, forhandlingsbordet. Der blev opnået et forlig mellem de to andre fagforeninger, FO og CFDT, og en anden arbejdsgiverforening, der kun tegner sig for 15-20 pct. af vognmændene, men det viste sig umuligt at afblæse strejken, og de lokale afdelinger af FO og CFDT desavouerede deres egne forhandlere.
Chaufførerne ude i terrænet var forlængst gået i gang med at forberede vejspærringer, og de første blev rejst et par døgn før forhandlingerne brød sammen.
Det forlig, der blev indgået af FO og CFDT, men som "basen" ikke ville acceptere, indebar, at kravet om 10.000 franc for 200 timer om måneden ville blive opfyldt, men ikke som krævet fra begyndelsen af 1998, kun gradvist op til år 2000.

Prækapitalistisk anarki
Foruden den mangel på organisation, der kendetegner forholdet mellem arbejdsmarkedets parter i almindelighed i Frankrig, præges situationen af, at konflikten foregår i en branche med særlig kaotiske forhold. Lastbiltransporten mangler organisation og kontrol i en sådan grad, at tilstandene er blevet betegnet som "prækapitalistisk anarki".
Indgåede aftaler respekteres ikke, og det er bl.a derfor man må starte forfra med den ene konflikt efter den anden, med eller uden blokader, men altid med trusler om kaos og benzinmangel. Den sidste konflikt ligger mindre end et år tilbage, og det var den tredje siden 1992.
Staten har opgivet at føre effektiv kontrol med overholdelsen af sikkerhedsbestemmelser og arbejdstid. Der er 38.000 firmaer i branchen og 340.000 ansatte, men kun 380 kontrollører. En del af de ansatte er sort arbejdskraft, der betales under alle tariffer.
Denne slumsektor af den franske økonomi, hvor "asfaltens galejslaver" har en arbejdsuge på op til 60-70 timer, har sin oprindelse i den franske trafikpolitik gennem årtier.
Biltransporten er blevet favoriseret med det resultat, at lastbilerne har overtaget 70 pct. af godstrafikken på bekostning af jernbanerne. Systemet viste sig forførende ved sin fleksibilitet og sine lave omkostninger, men i kraft af en vild konkurrence, hvor lave lønninger, lang arbejdstid, social dumping og ringeagt for sikkerheds- og helbredshensyn hørte til dagens orden.
Udviklingen synes løbet løbsk, fordi staten har abdiceret fra sin kontrollerende rolle. Hvis sikkerheds-og arbejdsretsbestemmelser skulle overholdes, ville godstransporten pr. lastbil være 20 pct. dyrere, er det blevet fastslået i rapporter fra to officielle kommissioner.
Først og fremmest har man ikke respekteret grænserne for arbejdstidens længde, som har primær betydning for sikkerheden.
Generalsekretæren for den faglige landsorganisation FO, Marc Blondel, har i en kommentar til den nuværende konflikt påpeget, at hvis man respekterede den lovbefalede arbejdstid for lastbilchauffører, skulle der ansættes 50.000 flere chauffører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu