Jess Ørnsbos store, overdådigt flotte tidebog er noget så sjældent som en senmodernistisk almanak
Digte
Ordet "tidebog" er nok det nærmeste man kommer en oversættelse af den koptiske glose almanak, som betegner en liste over dagene i et år, inddelt i uger og måneder og med angivelse af mærkedagene, markering af Solens og Månens stilling, astrologiske faser mv. Fra renæssancen voksede genren til supermarked i bogform: folkelige overflødighedshorn, der udover det faste stof kunne rumme vitser, spådomme, slægtstavler, rejseberetninger og politiske indlæg. Da almanakformen døde hen eller forgrenede sig i forlagskataloger og hæfter som "Ved Julelampens Skær", forgik samtidig en vision af det menneskelige som et mangfoldigt felt, der lod sig manifestere i og med en enkelt bog ad gangen.
Imidlertid er det dén vision, der på senmodernismens betingelser genrejses i Jess Ørnsbos nye, dybt originale bog, der ud af dagene i et år vælger et par hundrede stykker, som den gavmildt garnerer, dels med digte, dels med anden, højst mærkværdig læsning. Hvert opslag har øverst en frise med dato, ofte forsynet med dagens helt specielle ørnsboske navn: "Det rene sinds dag", "Hukommelsens dag" eller "Alkoholfri dag". Under hver dato står et digt, gammelt eller nyt, men umiskendeligt ørnsbosk ved sin præcise humor, surreelle billeddannelse og barske samfundskritik. Som illustration bruges i hvert enkelt opslag et billede fra dyrekredsen. Svarende hertil får dagen i et hjørne nederst et frimærkestort prosadigt i form af en spådom, et varsel, et husråd. Under "Hukommelsens dag" 3. oktober læser man således: "Der er konflikt mellem den analytiske fornuft og de flydende grænseudviskende anelser." Det passer nok også på andre dage, samt på eksistensen generelt.
Samme dag konstateres lakonisk, at vedbenden springer i blomst, og at Christiansborg brænder, uden angivelse af årstal. Dette sker i en margin for sig, en søjle, hvor digteren anbringer alt, hvad der efter hans opfattelse hører dagen til: efterretninger fra naturen, folkloristiske indslag, historisk og kulturhistorisk viden, dagenes navne i gamle kalendere samt dunkle symboler fra astrologien. Set under ét udfolder hver side da et menneskeligt mulighedsfelt, som både omfatter hvad vi kan vide og det, ingen af os rigtig kan vide, et felt som rækker fra vort ophav (universet, naturen) gennem vor forgængelige krop til vor fælles historie og menneskeåndens både glorværdige og grusomme frembringelser. Atter på Hukommelsens dag nævner Ørnsbo eksempelvis: "Den første prøveaffyring af V2 finder sted."
Tidebogen bliver på én gang rædselskabinet og guldgrube. Men hvad mere er, den demonstrerer i sin æstetik en forholdsmåde over for tiden og eksistensen. For på den ene side kan den læses som et bud på en senmodernistisk eller sågar postmodernistisk æstetik, med fravær af et tolkende centrum, mangel på tankemæssigt hierarki, fornægtelse af entydighed, hævdelse af mangfoldigheden og af en konstant foranderlighed. Men på den anden side har jo hver eneste side i bogen begge armene grundigt nede, ikke bare i det okkulte, men også i biologien, dvs. det menneskelige vilkår, med fødslen, kønnet, drømmen og døden.
Dette skyldes først og fremmest Jess Ørnsbos rå, tit formidable digte, af hvilke hver måned får fra 14 til 20, i alt 196. Mellem 60 og 70 er repriser - hentet i hele forfatterskabet fra Digte (1960) til den seneste forgænger Hjertets søle (1984) - resten må vist være nye.
Digter i totalform
Nogen egentlig udvikling spores ikke. Teknikken er stadig den gode gamle med frontale sammenstød af adjektiv og substantiv, grove anslag mod metaforen, vrængen ad sprogets nedslidte udtryk. Hvad angår forløbet, kompositionen, må man stadig lede forgæves efter understrømme ned gennem teksten. Sin styrke har Ørnsbo i tonen, anslagets kompromisløshed, svagheden ligger sammesteds, i en i sidste ende destruktiv intellektualisme.
Digteren har blot denne gang fundet frem til en totalform, der får velsignelserne i hans talent til at opveje forbandelserne. For hvor man i tidligere samlinger som Personer (1982) og den nys nævnte Hjertets søle kunne ærgre sig over, at den gennemborende hjerne aldrig forankredes i en krop, og at indsigtsfuldheden kun sjældent fik modspil fra en vished om det fatale, så opstår denne dialektik netop gennem bogens felt-lignende karakter. Historien og døden og de fælles vilkår bringes hele tiden i dialog med metaformaskinen.
Derfor kan læseren også med fornyet tillid hengive sig til mødet med Ørnsbos civilisationskritik:
En dyb rædsel rumsterer
i automaterne
børn løber skrigende bort
ved synet af deres
forældre
hedder det i "Stille stund", under 4. juni, hvor folk i svundne tider samlede sig ude i naturen og tændte bål, der skulle ryge så meget som muligt for at vække jordens frugtbarhed. I varselsrubrikken noteres: "Kaos vokser, verden er et fremmed og farefuldt sted med faldgruber og ruin. Bedragere står frem og forfører folk med hang til idoler."
En måneds tid længere fremme finder vi på "Genialiteternes dag", 5. juli, da 86-årige marskal Pétain blev fransk statsoverhovede, et fælles portræt af de midaldrende og ældre:
De indgår i venskaber
som i almindelige
konkurrencer
de nyder til fulde alle disse liv
der er ved at komme for sent
ovre på den anden side af
bordet
De ødelægger sig
i totalt overflødige samlejer
de ser døden for sig
som et lysende eksempel
"Spørg din død til råds," formaner astrologen nede i hjørnet. "Det er bedre at gå under jorden end at sætte sejl på forgiftet hav."
Hvem der egentlig fører ordet i de enkelte opslags "etiske" felter, bliver man ikke sådan klog på. Magikeren og Mystikeren og Kongen og Narren og Den Gamle skiftes. Men at disse indsnit af indsigt har givet Ørnsbos kritik af livsformer og samfundsform en tiltrængt ny dimension, det er sikkert og vist.
Han har i denne bog givet sig lov til at markere en mangfoldighed i poesien, såvel som en åben flertydighed i kunstnerens stilling. Den stemme, der fører ordet i bogen, virker på én gang sikker og udsat, kritisk og dybt fortrolig. En modernistisk kunstner synes omsider at have fået tag i folkelige videnslag, de daglige vaners og vilkårs basis. Kunstneren bliver på én gang magiker og nar, krønikeskriver og astrologisk vismand, drillepind og dommedagsseer. Udenfor alt og dog iblandt os taler han med poesiens skrøbelige, men trods alt sandere autoritet.
I en tid, hvor alt for mange nye bøger følger moder, der vejrer bort som avner for vinden, er det velgørende at læse Tidebogen, hvis rigdom garanterer om ikke uopslidelighed, så dog langtidsholdbar kvalitetslitteratur.
*Jess Ørnsbo: Tidebogen. Biologiske digte. En vandring i dagenes roller. 328 s. Illustreret af Lars Pugholm, 450 kr. Samleren. Udkommer i dag
De velbjergede
De taler kun sammen
når der er andre tilstede
De ler
fordi
nogen hører på
De ser kun hinanden
når nogen betragter dem
De taler omhyggeligt med børnene
på tur
Telefonen ringer
og de svarer helt normalt
som det er
at der ikke er nogen hjemme
Hun låser sit sengetøj inde
i dets egen ukrænkelighed
og han lægger kabaler
til verdens ende
Så går hun
og han dør
