Læsetid: 4 min.

Lars Hutters' aftalebrud udløser vrede og had

24. november 1997

Lars Hutters føler sig terroriseret efter at han har brudt en aftale og skaffet en borgmesterpost til den radikale Inger Marie Bruun-Vierø

Indvandrertalskvinden Lubna Elahi spyttede. Den tidligere VS-borgmester Gunna Starck råbte og rev ham i jakken. Socialdemokraten Elsa Wallander kaldte ham et udskud.
Altsammen fordi Lars Hutters, der i tirsdags blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Solidarisk Alternativ, har brudt sin aftale med Enhedslisten og brugt sit mandat til at skaffe den radikale Inger Marie Bruun-Vierø en borgmesterpost.
Hvis Solidarisk Alternativ og Fælles Kurs og/eller De Radikale i stedet vil slutte sig til alliancen mellem S, SF og CD, kan han få de samme ting igennem - også bevarelsen af Kommunehospitalet, sagde SF's gruppeformand Martin Günter sent søndag til Ritzaus Bureau.

Er Stalin løs?
"Mine tidligere venner i VS overfalder mig, slår på mig og spytter på mig. De laver også telefonterror," siger Lars Hutters til Information:
"Som læge er jeg nødt til at have telefonen åben om natten. Hvert syvende minut ringer den. Når jeg tager den bliver røret lagt på." Lars Hutters kalder det "stalinistiske metoder": "Jeg kan ikke betragte det som andet end at Enhedslisten ikke har fået ryddet ud i arven fra Østeuropa," siger han.
Jens Kjær fra Enhedslisten tager anklagen med ro:
"Det kender vi ikke noget til. Vist er Lars en interessant person, men ikke så interessant, at jeg gider ringe og genere ham om natten. Det tror jeg heller ikke de andre gør. Men at Gunna måtte have luft for sin vrede, det forstår jeg godt. Det er jo ikke første gang, Lars går bag om ryggen på os og svigter en aftale."
I 1989 forhandlede Hutters, ifølge Kjær, bag om ryggen på VS'erne Kim Maskell og Gunna Starck. Kort tid efter meldte han sig ud af VS.
Som medlem af valgforbundet med Enhedslisten havde Lars Hutters denne gang skrevet under på at han "under ingen omstændigheder vil medvirke til at den borgerlige fløj får borgmesterposter." Og han forpligtede sig til at "enhver kontakt til og forhandling med andre partier, lister og valggrupper sker efter aftale og med deltagelse af repræsentanter for alle indvalgte partier og grupper i valgforbundet."

Brud på aftalen
Men han gik til den radikale Inger Marie Bruun-Vierø og lovede hende sin stemme til at blive sundhedsborgmester hvis hun - imod sin egen politik - ville bevare Københavns Kommunehospital. Sammen med Hutters råder Dansk Folkeparti, Venstre, De konservative og De radikale over de 21 mandater der er nok til tre bormestre: Hans Thustrup Hansen (K), Søren Pind (V) og Inger Marie Bruun-Vierø.
"Jeg har skabt et flertal på 38 imod nedlæggelsen af Kommunehospitalet," triumferer Lars Hutters:
"Og jeg har intet givet til Dansk Folkeparti. De får lov at lægge stemmer til en borgmester, der har den stik modsatte opfattelse af dem på indvandrer- og flygtningeområdet." Aftalen omfatter også nedrivning af den sorte busterminal på Rådhuspladsen og et nej til Sverre Fehns fugl ved Det kongelige Teater.
Lars Hutters insisterer på, at det var det eneste, han kunne gøre for at forhindre Socialdemokratiet i at skaffe det ene mandat, der mangler for en nedlæggelse af Kommunehospistalet gennem en eller anden studehandel.
"Jeg har kæmpet i 1000 dage mod lukningen af Kommunehospitalet. Det er imod min overbevisning at stemme for en S-borgmester, der vil lukke det," siger Lars Hutters til Information:
"Jeg var klar til at forhandle hele natten efter torsdag om en aftale med Socialdemokratiet og Enhedslisten. Men de ville ikke forhandle med mig. Og Gunna Starck var oven i købet grov. Derfor var jeg nødt til at tage kontakt med De radikale. Det sagde jeg også til dem."
Sludder, siger Per Bregengaard og Jens Kjær fra Enhedslisten. På mødet hos overborgmester Jens Kramer torsdag aften var der kun 33 mandater, hvis man talte SF med. Der manglede simpelthen en aftale med enten CD og Fælles Kurs (hver et mandat) eller De radikale (tre mandater) for at konstituere sig med fem borgmestre.
For det andet benægter de at Hutters sagde, han ville bryde valgforbundets skriftlige aftale og gå til de borgerlige.
For det tredje mener de, han kunne have fået en aftale om Kommunehospitalet med Socialdemokratiet hvis han havde villet.
Den hidtidige hospitalsborgmester Lars Engberg erkendte samme dag over for Politiken at flertallet for hospitalets bevarelse måtte respekteres.
For det fjerde mener de ikke at hospitalet er sikret nu.
Sundhedsminister Birthe Weiss sagde søndag til Ekstra Bladet:
"Statskassen er jo ikke et tagselvbord, der bare kan betale for en aftale om konstituering på et rådhus." Og hvis ikke regering eller Folketing disker på med 150-200 millioner kr. ekstra, vil De Radikale, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti skaffe pengene gennem privatiseringer, udliciteringer og nedskæringer på bl.a. hospitalsområdet, frygter Jens Kjær.
"Mon det er en redningsaktion, Lars Hutters kan støtte?" spørger han.
"Jeg tror, Kommunehospitalets fremtid er blevet mindre sikker end den var før," siger Jens Kjær, Enhedslisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu