Læsetid: 7 min.

Laudrup som højeste fællesnævner

22. november 1997

Det store fodboldbrag mellem Celtic og Glasgow Rangers i den skotske fodboldliga er et moderne udtryk for klanernes kamp om herredømmet i højlandet

FODBOLD
Det keltiske blod ruller stadig oprørsk i årerne på de ærekære skotter, som igennem århundreder har kæmpet for en national identitet. Selvom Skotland med et overvældende flertal ved folkeafstemningen den 11. september i år valgte at genoplive sit nationale parlament, så er Braveheart William Wallaces krigsråb forlængst forstummet på slagmarken ved Stirling. Men ekkoet kastes stadig rundt i en evig tomgang mellem tribunerne på landets fodboldstadions. Det er her, kampen om herredømmet i højlandet står i dag.
Særligt i Skotlands største by, Glasgow, er fejden stadig meget nærværende og intens. Her har to klaner, de grønblusede keltere i Celtic og de kongeblå unionister i Rangers, forskanset sig i hver sin ende af TV-detektiv Jim Taggarts forpinte hjemby, hvorfra de udkæmper den årlige fejde om det nationale mesterskab. Udover den synlige modstilling mellem den saftspændte irske shamrock i Celtics logo og det prangende Union Jack, der vejrer over Rangers' hjemmebane, Ibrox, har rivaliseringen rødder i en dybere religiøs konflikt.
Celtic er traditionelt set en katolsk klub, og Rangers er protestantisk i en sådan grad, at klubben var vel over 100 år, før man i starten af 1980'erne for første gang tillod sig at ansætte en katolsk spiller.
Hos skotterne har striden dog i dag antaget en mere symbolsk og mindre blodig karakter, som udspilles, når de to modstillede fodboldgiganter, The Auld Firm, støder sammen i et af deres mange drabelige opgør. Men selvom den kradse kilt er skiftet ud med et par shorts af glat satin, gælder det stadig, at der skal kæmpes med mandsmod og knopperne forrest. Ingen mand går fra banen uden jord på tøjet og sved på panden.

Missionæren
For Brian Laudrup, der i 1994 rejste direkte fra det lune Italien til Skotlands mudrede kyst, var det lidt af en omvæltning
"I stedet for at blive i Italien og spille den slags fodbold, som umiddelbart passer mig bedst - men hvor mentaliteten ikke harmonerede med min - tænkte jeg, at det måske var bedre at gå over i den anden grøft, og så vise nogen, som ikke er vant til at se sådan en spiller, hvad han kan udrette. Jeg kunne måske animere og påvirke unge til at prøve at spille min form for fodbold; vise at det godt kan lade sig gøre, selvom man bliver knoklet ned mange gange", forklarer Brian Laudrup i forvasket træningstøj og sågar en lille jordstribe på trøjen.
Formiddagstræningen er netop overstået og den danske stjernespiller tager imod i de elegante lokaler på Ibrox Stadium. Svedige fodboldspillere tripper henover marmorgulvet, mens ulastelig klædte
midaldrende herrer med jakke og slips i klubfarverne sørger for, at fanskaren udenfor ikke slipper indenfor. Det er Valentines Day, og receptionen bugner med røde roser til idolerne.

En fæstning
Her fra Ibrox, der tårner sig op som en uindtagelig fæstning på et højdedrag midt i et af Glasgows mest belastede kvarterer, bliver Laudo's smukke bedrifter og overlegne teknik hver uge transmitteret til hele landet og diskuteret over et glas skummende, mørkt øl på samtlige pubber fra Hebriderne over de Cale-doniske alper til det sydlige lavland. Laudrup er blevet en aktiv del af den evige konflikt, som på mange måder deler Skot-land, men alligevel omtales hans navn overalt, endog i Glasgows katolske kvarterer, med en oprigtig respekt og
anerkendelse.
Fodbold kan som socialt og kulturelt fænomen fungere som en samlende faktor i samfundet med en personlig identifikation med eksempelvis landsholdet eller en særlig populær spiller. Men spillet kan også synliggøre, manifestere og udbygge en dybere splittelse symboliseret ved to forskellige hold.
I Skotland er det primært rivaliseringen mellem klubholdene, der dominerer - som i striden mellem Celtic og Rangers. En stor del af landets fodboldklubber bygger på de samme historiske og religiøse forskelle, som rivaliseringen mellem de to største klubber er præget af. Og i de klubber, som ikke har noget klart tilhørsforhold i denne strid, har den enkelte spiller alligevel ofte valgt side.
"Hvis du er vokset op i en katolsk familie, så går du måske, selvom du aldrig får chancen for at spille for dem, alligevel inderst inde og er fan af Celtic. Og sådan er det hele delt op", forklarer Laudrup, der fortæller, at nogle af spillerne svines til, når holdet er på udebane. "Vores præsident har flere gange sagt; 'flyt til Edinburgh, og du vil ikke opleve noget af den slags!' Edinburgh er jo mere kendt som overklassens by, hvor Glasgow er en rigtig havneby. Det er et hårdt folkefærd her, og det er jo nok også en af grundene til, at vi har en så fantastisk opbakning. Desuden er det jo i Edinburgh to andre hold, det drejer sig om".

Det skotske mindreværd
I modsætning til Danmark er der i Skotland ikke stor opbakning til landsholdet. Dette hænger dels sammen med, at man stadig har meget svært ved at give sin fulde støtte til spillere fra rivaliserende klubber, selvom de spiller i den mørkeblå nationaldragt, og dels har det en betydning, at man ikke har en klar skotsk identitet at hænge sin klaphat på. Det eneste skotterne er enige om, er at de ikke er gode nok.
"De har nok lidt mindreværdskomplekser," fortæller Laudrup, mens presselokalet er ved at blive fyldt med journalister, som skal udspørge manager Walter Smith om morgendagens kamp.
"Det er sådan noget med, at når vi (Glasgow Rangers, red.) spiller i Europa, og får klø; eller egentlig har spillet godt nok, men taber alligevel, så stiller pressen en masse spørgsmål til de hold, vi har mødt. Og kan de få en spiller til at sige; 'årh, de er ikke en skid værd!', så pumper de det op. Jeg vil næsten sige, at det er sådan en gang spanking. Det er lidt sadomasochistisk", fortæller Laudrup ovenpå sidste års katastrofale kampe i den eftertragtede Champions League turnering for Europas førende mesterhold. I år glippede deltagelsen i Champions League helt, da Glasgow Rangers tabte kvalifikationskampene til svenske IFK Göteborg.
På samme vis, som det aldrig lykkedes at forene Skot-lands klaner i en helhjertet frihedskamp mod englænderne, lever skotterne stadig i et nationalt vakuum, som groft sagt kun holdes sammen af det evige had til de arrogante bowlerhatte syd for grænsen samt en håndfuld ikoner i form af kilten, den gode malt-whiskey og sækkepiben. Og ligesom vi danskere i mange år har kunne fremhæve vores suverænitet indenfor mere marginale sportsgrene som speedway og badminton, dyrker skotterne deres verdensmestre i snooker og dart med stor entusiasme og utallige lange tv-transmissioner.
Men det er stadig fodbolden, der står skottens hjerte nærmest. Så når en spiller af Lau-drups klasse vælger at give sine bedste år til den i international forstand ellers noget ringeagtede Premier Division kan selv den mest kyniske skotte rette stolt på sit fan-halstørklæde, ligegyldigt hvad farve det har. Der ligger en værdi i, at den skotske liga pludselig tiltrækker italienske, portugisiske, svenske og danske verdensklasse-spillere. Selvom denne indvandring primært skyldes Glasgow Rangers' europæiske ambitioner, og ikke mindst den kapitalindsprøjtning på £40 mio. som klubben i år modtog fra en skotsk/amerikansk forretningsmand, skaber det en øget respekt omkring den nationale fodboldliga.

Folk vil underholdes
Laudrups tre første sæsoner i Skotland har været et sandt triumftog med lige så mange mesterskaber og to kåringer som 'Player of the Year'; en titel der aldrig før var givet til en udenlandsk spiller. Lau-drups spil er af en type, som ikke tidligere var set udført på det niveau i den skotske liga. Da der i juni måned var tale om, at Laudrup skulle forlade klubben til fordel for Ajax Amsterdam eller engelske Manchester United, returnede omkring tusind supportere således deres dyrt købte sæsonkort til Rangers hjemmekampe, i protest mod at klubben overhovedet kunne overveje at lade den danske stjerne gå i utide.
"Man er heldig, hvis man har et talent, som gør, at man kan underholde folk, måske endda være en elegant spiller, og så samtidig være succesfuld," forklarer Laudrup. "Publikum skal have et eller andet med hjem. For når jeg selv ser en fodboldkamp, vil jeg gerne underholdes, men det er sgu' ikke altid, man bliver det. Tit bliver man det faktisk ikke. Heroppe bliver man nok underholdt, men det er måske knap så æstetisk. Der er ikke mange steder, hvor folk klapper, når en forsvarsspiller sparker bolden ud over sidelinien. Og det er den store forskel."
Måske står Laudrup ikke længere i fodboldverdenens hedeste spotlight, men han spiller for beundrende øjne i det skotske højland. Som fodboldspiller i Skotland har han valgt entertainerens rolle og vinder igennem sine ekstraordinære evner tilhængere på begge sider af det historisk betingede minefelt, som deler Storbritanniens nordligste provins.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her