Rejsedigte fra Rusland demonstrerer Lean Nielsens begrænsning
NY BOG
I Lean Nielsens lyriske verden synes springet tit kort fra det enkle til det direkte platte. Ømhed slår nemt om i bøvethed. Det demonstreres til fulde i hans nye bog, hvis mest tomhjernede pinligheder forlaget burde have skånet den læsende verden for.
Russiske kind- og mundkys rummer 50 digte fra en flodrejse ned ad Volga med udgangspunkt i Perm. Steder og situationer beskrives, men også personer, dels de kendte historiske, dels nye bekendtskaber gjort undervejs. En tekst kan handle om en isfugl, en anden om en pragtfuld suppe, en tredje om et gammelt kloster. Digterjeg'et vælger et mindre udsnit af Rusland, menneskelivet, naturen, idet den sproglige enkelhed tydeligvis forudsætter en motivisk afskæring, som derefter muliggør tematisk perspektivudvidelse.
To gode digte
Umiddelbart har man det rart med Lean Nielsens direkthed, lethed og lune, en omhyggeligt underspillet humor, sødmens ømme understrøm. Men i denne bog fra Rusland viser hans begrænsning sig tydeligere end ellers.
Mange af bogens digte er flove i deres banalitet og politiske naivitet. De øvrige er mest nemme og ligegyldige. Kun nogle stykker skiller sig ud ved at føre en tematik, en digterisk tanke, til bunds.
Vi skal hen midt i samlingen, hvor digteren i en kirke med ikoner fra loft til gulv ser en ung kvinde bede til en mandlig helgen indrammet i sølv. Hun beder og bukker, går hen og kysser billedet, går tilbage, "ser med et saligt / et mildt hengivent blik / på den strenge helgen / går igen frem / og kysser ikonen". Lidt efter kommer der så en munk, som beder og kysser den samme ikon, beder og bukker og kysser igen. Den danske rejsende "står og ser det og / fatter det ikke." De andres dybe tro forbliver en fremmed verden.
På trods heraf (eller netop derfor) opløfter han i det følgende digt en inderlig bøn, der virker lige så ægte, som den er enkel.
Vi har den samme luft
lunger der ligner hinandens
hjerter der slår i
næsten ens brystkasser
Vi sover i lys og mørke
kravler sammen i varmen
under tæpper og dyner
og elsker hinanden så
børn strømmer ud
til leg og lærdom
Dybhavsfisken
med lys på næsen
fuglene i højderne
mennesker på vej
langt ud i rummet
blomster der åbner
og lukker sig
på et døgn
"Lad os ikke humpe / ben- og livløse rundt i / fantasiløs fattigdom" - sådan beder digteren. Lad hele tiden nye øjne se farverne for første gang, og møde ømhed og toner. "Så må mørket volden og døden vente". Naivt? Jovist, men også modigt i sin altfavnenede enkelhed. Samme enkelhed som i bogens slappere tekster slår om i tom ligegyldighed.
Forlags-sjusk
Skibet, digteren sejler med, er opkaldt efter Vladimir Majakovskij, som får sit eget digt. Heri hedder det bl.a.:
Har læst
to digte af ham,
En sky i bukser og
digtet til Jelsinen
der skar pulsåren over
skrev et digt med sit blod
og hængte sig
Her tænkes tydeligvis på digtet "Til Sergej Jesenin" (oversat til dansk af Ivan Malinowski i dennes Glemmebogen, 2. udg. 1963). Men navnet er altså skrupforkert og burde have fået redaktøren til at studse. Gid Gyldendal læste egne bøger med samme nidkære grundighed som den, hvormed Jesenin tog sit eget liv...
Direkte pinlig bliver Lean Nielsens intellektuelle lad-hed i bogens mere politiske stykker. I et digt om Lenin krediteres denne bl.a. for at have sagt:
Mere strøm i ledningerne
frihed er godt
kontrol er bedre, religion
er opium for folket
Det med strømmen er vel rigtigt, i hvert fald udtalte Lenin i 1920, at "Kommunisme er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet." Det næste citat skal nok snarere lyde: "Tillid er godt, kontrol er bedre". Et kendt russisk ordsprog, som undertiden tilskrives Stalin og ikke Lenin. At religion er folkenes opium, mente Lenin vist, men citatet stammer fra Karl Marx' indledning til Kritikken af den Hegelske Retsfilosofi fra 1844.
Vammel sentimentalitet
Digtet om Stalin kolporterer ganske ukritisk rygtet eller myten om, at diktatoren efter sit slagtilfælde blev ombragt af sin sikkerhedschef. I et portræt af Malenkov står der, at han kom med en fornyelse, hvilket turde være en tilsnigelse. Under magtkampene med Khrusjtjov sagde han, at folket ikke skulle trues direkte med straf og forfølgelse. Det var en ny taktik, politisk fornyelse var det næppe. Endvidere påstår Lean Nielsen i samme digt, at Malenkovs hang til frihed førte til, at han blev fyret af Khrusjtjov og sendt langt ud på landet for at passe et lille hånddrevet elektricitetsværk. I virkelighedens verden drejede det sig om et kæmpemæssigt vandkraftværk, men degraderet blev han. Digtet slutter vammelt og sentimentalt:
Måske havde han en kone
der klappede hans kinder
derude i de svagt
oplyste nætter
Det følgende digt fortæller så om Khrusjtjov, at "Han ville lave nogle landbrugsreformer et sted". Der sigtes formentlig til Kasakhstan, et område på størrelse med Vesteuropa! Sidst i samme tekst godter Lean Nielsen sig foran Khrusjtjovs gravsten. Den er den mest moderne på hele kirkegården, så kunstneren har nok villet drille den døde, der ikke brød sig om moderne kunst!
Havde Lean Nielsen blot gidet sætte sig ind i tingene, ville han have vidst, at samme billedhugger var bestilt af generalsekretæren i god tid før dennes bortgang.
Rusland i dag
Om Bresjnev læser vi, at han "løsnede / for ideologien og / lagde lidt mere vægt på produktionen". Det første passer ikke, det andet sagde de vist allesammen. Så hidsætter Lean Nielsen et digt om Gorbatjov, der i sine foredrag siger, at han har givet sit folk fred og frihed. Men Lean Nielsen ved bedre:
Der står folket
behersket af
mafiaen og
politikere der
fletter fingre
med banderne og
de nyrige overtager
de givtige virksomheder
mens de kører rundt i de
bedste vestlige biler
Udenfor
står folket
med åbne punge
uden en rubel i
Til gengæld kan russerne i dag vide sig sikre imod politisk ensretning og fysisk deportering, og hvad det med mafiaen angår, opstod den ikke efter Gorbatjov, den var der også før, tæt sammenfiltret med parti- og magtapparatet.
Lean Nielsen er bedre til at skrive om ikoner og musik, rødbedesuppe og fisk end til at få rede på russisk historie, endsige udtale sig om russisk politik.
Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at visse afsnit i Russiske kind- og mundkys var skrevet af et plumpt og primitivt individ. Banaliteter er platte, selv når de trykkes med løs bagkant.
*Lean Nielsen: Russiske kind- og mundkys. Rejsedigte. 84 s. 175 kr. Gyldendal.
