Læsetid: 7 min.

Hvad skal vi lege?

29. november 1997

Er det ikke rart midt i vinterkulden at tænke på, at når to mennesker uden at vide det leger den samme leg, er det faktisk som om, de siger et kærlighedsord til hinanden?

QLUMMEN
Set fra min plads i køen af Qlumme-skribenter er det snart jul, og så skal vi rigtig til at lege: Julestue, krybbespil, vi elsker hinanden og fulderik til julefrokost - og der er ingen, der rigtigt kan holde det ud, men vi skal igennem det, og forventningerne er lige store hver gang. Det behøver jeg ikke bruge spalteplads på, vi kender allesammen decemberdagenes påtvungne Lykkepose. Alt det der skulle gå som en leg, er i denne periode så overprogrammeret og skemalagt - og desuden spækket med følelsesmæssige komplikationer af enhver art - at man må spørge sig selv hvor legen egentlig bliver af?
Min bedste veninde er en leger uden sidestykke. I gymnasiet dukkede hun uforberedt op med et særligt spil i øjnene, der gik ud på at blive hørt i dagens lektie - uden at have læst på den. Hun 'vandt' som regel og fik fremragende karakterer. Straks efter studentereksamen måtte hun derfor til Las Vegas for at lege, hvordan man mister 5.000 kr. på fem minutter. Også det betragtede hun som en absolut sejr. Selv spillenes spil - Ludo - er hun i stand til at kaste sig ud i med en entusiasme, der får de øvrige deltagere til at føle, at de har tabt på forhånd, langt førend hun har udråbt sejrsparolen - stjerne-hop. Og så er hun indehaver af et gammelt originalt dukketeater, hvor hun til enhver given lejlighed opfører Fyrtøjet med en gentagelsens præcision, som ikke engang hendes egne børn kan holde ud.
Også en af mine søstre er en særdeles legende sjæl. Engang inviterede hun en række venner og bekendte på besøg til at lege alt muligt aldeles fantasifuldt. En kunstner viklede hele stuen ind i rødt uldgarn for at vi skulle få en anderledes oplevelse af, hvad en stue er; en forfatter reciterede et hamrende godt digt han selv havde skrevet; en blind mand viste os alt det han kunne se, og bagefter drønede vi ud i haven for at lege Tornerose, Den falske fugl kommer flyvende og Okker Gokker Gummiklokker, eller hvad det nu var. Selvom vi grinede en masse, var det alligevel ligesom, der manglede noget, når 15 fuldvoksne væsner hoppede rundt i græsset og klappede i hænderne i begejstring over, hvem der kom i den Sorte Gryde. Var det børnene, der manglede (dem fik vi heldigvis senere) - eller var det selve det at lege?

Mine egne lege har gennem årene været noget mere stilfærdige. F.eks. vil jeg til min dødsdag forsvare det synspunkt, at det intellektuelle arbejde er en leg (det er ellers kun noget, Nobelpris-fysikere må sige). At analysere noget er en leg, der går ud på at få symboliseret, hvad man nogengange, og selvfølgelig via utallige ups and downs - kun har på fornemmelsen, og som pludselig, i en befriende totaludløsning folder sig smukt i ens bevidsthed, og derefter på papiret i en tilfredsstillelse, der kun kan sammenlignes med en anden leg jeg som barn satte stor pris på, og som de voksne kaldte "numseleg".
Denne leg gik ud på, at jeg lokkede naboens kvikke dreng til at lokke genboens lidt mindre kvikke pige ind i mit legehus i vores villahave; hvor hun blev lagt på en bænk med bukserne nede og fik 'taget temperatur' med forskellige små pinde, vi fandt i buskadset. Det var ret sjovt indtil den dag, hun højrøstet erklærede, at hun ikke havde feber længere, og min mor kom styrtende med et rædselsslagent udtryk i ansigtet og nægtede os adgang til legehuset i en uge. Omvendt stuearrest. Hverken hun eller de andre mødre forstod, at vi aldrig kunne drømme om, at stikke pindene helt ind, fordi det hele bare jo bare var - en leg.
Denne lange indledning for at nå frem til sagens kerne. Legen er en nøgle, der giver adgang til selve livets spil. I den forstand er teatret intet andet end en tusindårig praksis, der forsøger at opklare mysteriet om det, der kan spilles; et mysterium, man strejfer, når man leger, at man er en anden, eller sig selv (dvs. det man tror, man er). De mest naive er ikke dem som ikke kender til at lege, men dem som ikke ved, at de rent faktisk leger - som ikke er i stand til at skifte leg, og ser andres leg som bevis på deres uoprigtighed; noget falsk, der skjuler sandheden.
Så spørgsmålet drejer sig i virkeligheden slet ikke om, hvad vi skal lege, men om selve forkastelsen af legen. Hvorfor er legen, livets og eksistensens leg, så sjælden? Hvorfor lader den sig så sjældent lege? Er der virkelig så lidt leg?

Mange vil nok spontant sige, at legen er fri, gratis, uden andet mål end sig selv. Men prøv at betragte en kort- eller tennisspiller i aktion. Ser han ud som om han leger? Hans hoved er fyldt med gode råd, slag og træk, som han forsøger at anvende alt imens, han svarer igen på den andens spil, der forhindrer ham i det. Han beskæftiger sig selv, aktiverer sig, i noget man kunne kalde for en leg, men som allerede ikke er det længere. Det er som om han holder fast i legen for at eksistere, eller endnu bedre: For at glemme at eksistere, uden at det bliver alt for trist.
Men hvad er legen da så for noget? Det er en række af valg som sammenlagt, via mange omveje, producerer nogle overraskelser, der afsporer en fra det oprindelige projekt, eller fra sig selv. Som peger hen på en eksistentiel åbning, en appel om at være. En leg er en repetitiv ramme med valg, men som fører en lille passage med sig, en passeren mod livets store leg. Og man må endelig ikke glemme sig selv i passagen, lige midt i den, for så bliver det til en blindgyde - depression, kedsomhed, eller vold.
Og hvordan finder man så lysten til at træde ud af rammen for at være en smule anderledes end sig selv? I har selvfølgelig allerede bemærket det: Bagved legen og det, der kan leges, dukker spørgsmålet om identitet op som levende historie, og ikke kun som ramme. Måske findes der dybest set kun identitetslegen dvs. en ramme, der gør os trygge og en bevægelse, der kan åbne den mod noget andet. I en tid hvor mange tryghedsrammer (arbejds- og idé-mæssige) vakler, synes spørgsmålet at være afgørende.
For ved at betragte det "at lege" som et spil om identitet bliver det tydeligt, at udgangspunktet for enhver leg er at viderebringe en 'god nyhed' - på en gang enkel og destruktiv: Også jeres liv kan leges! Vi leger, at vi er alle disse personer, disse skæbner og værens-fragmenter, for at minde os selv om, at det kan leges anderledes, og at vi alle, hvis vi deltager i legen, kan spille vores livs Andet spil. Nemlig spillet om at være - dvs. at forandre sig.
Dette gælder faktisk også for legen, der går via et tredje objekt: en tennis- eller fodbold, spillekort, eller en social leg med et andet menneske. Hér er legens rum, med dets regler, bevægelser, forskydninger, og dristige, inspirerede, banale eller mislykkede træk. Ingen leg uden afgørende udspil! Og kærlighed ved første øjekast, selvfølgelig. Kærlighedens leg, med dens patetiske ønske om at blive tilintetgjort - at ville dø for at kunne leve bedre.
Forstå mig ret: De færreste synes at lege, ikke fordi de er for alvorlige - når alt kommer til alt kan man lege alvorligt, hvilket børn beviser dagligt. At lege vil ikke sige at man altid er munter eller afslappet. Alle passionerne kan være der, selv vreden og angsten, eller kedsomheden, når legen trækker længere ud end planlagt, før den igen med ét slag skifter kurs! Lad os snarere sige, at der er meget få, der synes at være rede til at skifte rolle, at skifte leg.

Heraf paradokset: Befinder man sig altid i den samme leg, så leger man ikke mere. Ligegyldigt hvilken leg eller hvem der leger, så kommer man til at berøre legens grænser i form af åbninger, der forbinder den med andre lege, synlige eller skjulte.
Der er således potentielle lege overalt, alt kan tages som en leg, men det legende sind er sjældent. Det er som om de fleste ser sig selv om udspillede snarere end som spillere - først forbavsede over dette, dernæst hæmmede af det.
Og ikke mindst: Når alt er en leg for dig, er du allerede ude af legen. Et eller andet forkvakler adgangen til legen, eller dens udgang. Fraværet af risiko, af mødet med den Anden og med tilfældet. Så mærker man ikke selve spillet. Dette afgørende øjeblik, hvor legen begynder at hælde, bøje sig forover, og styrte hovedkulds overbord for i selve faldet at afsløre andre lege end vindens. Dér ligger en sand nydelse! I kommunikationen med selve Legen - livets leg - som overgår alle de andre lege, der dybest set ikke er andet end dens symboler eller referencer.
Er det ikke rart midt i vinterkulden at tænke på, at når to mennesker uden at vide det leger den samme leg, er det faktisk som om, de siger et kærlighedsord til hinanden?
God jul!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu