Læsetid: 5 min.

Lemvig-Struer-København

4. november 1997

Via Århus - en natlig hverdagsrejse med indlagte DSB-overraskelser på og omkring Århus Banegård

Herhjemme
Dette skal ikke være en vemodig beretning om dengang DSB's passagerer kunne bruge Storebælt til at strække benene, eller til at få et måltid rimelig mad i stedet for de intetsigende og dyre klemmer som IC-togets menukort nu præsenterer som Gourmet-sandwich.
Derimod vil jeg gerne videregive historien om, hvordan DSB selv på de sorteste tidspunkter søger at holde folk i gang og at hindre at de sidder og falder hen. I stedet for vandringen op til Storebæltsfærgens cafeteria er der indført andre vandringer.
Dette er den korte historie om en togrejse fra Lemvig til København en aften og nat i oktober. Den startede med en taxa fra Lemvig til Struer ved 22-tiden, for på det tidspunkt er offentlig transport lukket og slukket i Lemvig.
Struer. Jeg havde gjort mit hjemmearbejde, og jeg vidste naturligvis, at DSB efter introduktionen af den faste forbindelse over Storebælt har droppet ligge- og sovevognene til stor fortrydelse for mange af os, der ofte slutter dagen i den ene ende af landet og helst skal være i den anden til morgenkaffe og lidt arbejde.
Vi ligger ikke mere, men jeg havde regnet ud, at jeg ved at tage bumleren fra Struer til Århus kunne få videreforbindelse til København og være der et kvarter i seks om morgenen. Det lød anstrengende, men pyt. Måske ville jeg kunne ligge på tværs af nogle sæder i et halvtomt tog.
22.41 fra Struer. 00.51 på Århus H. En lidt søvnig, men ikke ubehagelig tur. Først i Århus opdagede jeg så, at IC-toget fra Frederikshavn først gik kl 02.00, og at det først ville ankomme til stationen nogle få minutter før.

Banegården lukker
Jeg tog en vandretur i det oplyste mørke i nærkvarteret til Århus Banegaard, for at se om man kunne få en øl, en pølse eller andet tidsfordriv. Alt var lukket. Jeg kom til General Rye, da de satte stolene op.
Jeg gik tilbage til banegården og satte mig ind i venteværelset. Jeg var langt fra alene. Der hang og sad vi mange sammen, søvnigt med lidt bøger og småsnak. Det skulle nok gå altsammen.
01.28 meddelte banegårdshøjtaleren, at Århus Banegård lukker klokken 01.30 og at alle skulle forlade banegården. Jeg så forvirret ud, men det var unødvendigt. Ved siden af mig kunne jeg se, hvordan rejsevante folk lydigt og uden protest rejste sig og begyndte at vandre ud. Jeg spurgte, hvad ideen var, og en venlig rejsefælle gav mig to muligheder. Enten gik jeg ud af selve banegården og vandrede omkring endnu en tid i Århus-natten, inden jeg så via en bro kunne komme bagom stationen og ned på perronen. Det ville være en stor omvej, sagde han. Eller også gik jeg lige ned på perronen og ventede der den sidste halve time. Det var det letteste, og det var også hvad en hel skoleklasse med klasselærer på vej til København og mange enkeltrejsende til både Skanderborg og hovedstaden gjorde. Og siden har jeg glædet mig over, at dette skete nogle få dage inden frosten satte ind. Måske tager jeg ikke til Lemvig i februar.

Godt sovehjerte
Så sad vi der og småfrøs alligevel en halv time, og så kom toget sandelig, og så bumlede det videre mod København. Ligesom man har afskaffet sovevognene har man også afskaffet såvel personlig som automatisk servering af kaffe og andet sådan en nat mellem tirsdag og onsdag. Men vi skulle jo også sove. Og selv om man ikke kan ligge på tværs af de moderne formgivne sæder, så gik det da også. Jeg har et godt sovehjerte
Det her er jo ingen stor sag. Alligevel sidder man tilbage med egne tanker om, hvilke tanker, der måske farer rundt i hovedet på DSBs eller Århus Banegårds planlæggere. Jeg er ofte med tog til Århus. Alligevel er det stort set første gang jeg har brugt venteværelset. For på de fleste tidspunkter er der jo alle mulige andre mere interessante steder, man kan være. Det er der ikke mellem klokken 01 og 02 om natten, når man skal videre med toget. Og netop på det tidspunkt lukker og låser man så. Det har garanteret med budgetter og med kampen mod hærværk og andet godt at gøre. Men alligevel. Og tænk, hvis de fleste rejsende ikke var fredelige som får, men bare en lille smule hidsige og agressive. Så kunne man da godt forestille sig, at hærværket kom lige der midt om natten ved 01.28-tiden, når man starter med at jage rundt med folk, der har gyldig rejsehjemmel.

Hjælpsomhed
Jeg holder jo - mærkeligt nok - af DSB. Jeg ønsker ikke at 42% af aktierne skal opkøbes af en amerikansk gigant, eller at man ved at ringe på et særligt nummer, kan få 20% rabat ved at rejse med et svensk eller tysk tog på de samme skinner.
Jeg har også oplevet smukke eksempler på hjælpsomhed og konduite, som da vi forleden kom nogle stykker med tog til Hovedbanegården hjem fra Odense. Vores lille selskab var blevet forøget af to krykker, fordi en af os dagen før havde fået en knæ/meniskenskade, der midlertidigt gjorde det ene ben helt ubrugeligt. Hun havde selv klaret 150 meter på et ben og krykker til sidste vogn på Odense Station, men turen gennem Hovedbanegården ville blive kompliceret.
Vi spurgte efter en kørestol og fik (venligt) at vide, at den helst skulle bestilles to dage før. Men da vi forklarede at uheldet var sket ca 15 timer før, gik der kun et øjeblik inden der kom både kørestol og hjælper. Han gik hele vejen med ud til taxaerne foran. Han skændtes med, og afviste den første chauffør, der ikke umiddelbart var parat til at hjælpe sin handicappede passager op på 1. sal med tasker og krykker. Og han forhandlede med og valgte den næste, som var ordentlig.
Det var en helt fin oplevelse, og jeg er slet ikke sikker på, at vi ville have fået så god service, hvis ISS havde overtaget driften af Hovedbanegården for ikke at sige af hele DSB.
Skal jeg vælge mellem monopoler så foretrækker jeg stadig DSBs offentlige på skinner, frem for de fremstormende private monopler, som eksempelvis Mejeriselskabet Danmark. Men skal man se Århus by night synes jeg det kan tilrettelægges bedre end DSB gør på alle hverdagsnætter mellem 0.51 og 02.00.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her