Analyse
Læsetid: 6 min.

Lenin - Stalin - Lukasjenko

28. november 1997

Et diktatur er ved at genopstå i Østeuropa. Hvideruslands præsident Lukasjenko lukker kritiske aviser, fængsler oppositions-politikere og udsteder dekreter om, hvor meget fabrikkerne skal producere

Da omkring 7.000 hviderussere gik gennem hovedstaden Minsks gader den 7. november i en hyldest-demonstration på 80 årsdagen for oktober-revolutionen, skete det under kæmpeportrætter af Vladimir Iljitj Lenin, Josef Stalin - og Aleksandr Lukasjenko.Mens de to første formentlig vil være kendt for læserne, er sidstnævnte fortsat ikke blandt de hyppigst optrædende i vestlige avisoverskrifter eller tv-indslag.
Faktisk blev Aleksandr Lukasjenko betragtet som lidt af en dårlig spøg, da han som 40-årig og formand for en sovkhos, et stats-landbrug, i 1994 stillede op til Hvideruslands præsidentvalg.
Manden, der udtalte sig positivt om Hitlers og Stalins organisationstalent og understregede behovet for "en stærk leder", stillede op på et populistisk program, der kritiserede de alvorlige sociale følgevirkninger af de begyndende reformer og lovede at bekæmpe kriminalitet og korruption samtidig med, at han talte for genetablering af den gamle Sovjetunion - denne gang dog som en union mellem suveræne, ligeværdige republikker.
Dette mix af social indignation og sovjet-nostalgi gik rent hjem hos vælgerne, og den indbyrdes kævlende politiske elite i Minsk blev fejet af banen. Med 82 pct. af stemmerne var der ikke tvivl om Lukasjenkos folkelige mandat.

Hviderusland behøver en stærk mand, sagde Lukasjenko, og tilbød sig selv. Det førte i efteråret 1996 til landets hidtil alvorligste politiske krise, da Lukasjenko ønskede at ændre forfatningen fra 1994, så han kunne få flere magtbeføjelser på bekostning af parlamentet.
Lukasjenko udskrev folkeafstemning - og vandt den med overvældende stemmetal efter undervejs i kampagnen at have fyret chefen for valgkommissionen, nægtet oppositionen adgang til tv- og radiomedierne og set stort på en afgørelse fra forfatningskommissionen, der havde kendt folkeafstemningen ugyldig.
I det år, der er gået, har Lukasjenko befæstet sin stilling som Hvideruslands absolutte magthaver. Lukasjenko har opløst parlamentet og erstattet det med en nationalforsamling med to kamre - et underhus, bestående af pro-Lukasjenko medlemmer af det gamle parlament, og et overhus med lederne af provinsregeringerne, alle udpeget af...gæt hvem.

Siden er stramningerne kommet slag i slag. Lukasjenko udstedte arrestordrer mod de to ledere af den nationalistiske Hvideruslands Folkefront, Sjanon Pasnjak og Sjarhei Naumtjuk, som begge gik under jorden, flygtede ud af landet og fik politisk asyl i USA.
Oppositionen har flere gange forsøgt at kalde til "civil ulydighed", men demonstrationer er ofte endt i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne og arrestationer af fremtrædende oppositionsskikkelser. Ifølge menneskeretsorganisationen Helsinki Watch har omkring 100 oppositionspolitikere været fængslet i kortere eller længere tid siden Lukasjenkos befæstede sin magt i november sidste år.
"Den autoritære praksis er eskaleret og respekten for et samfund baseret på lov og orden er udhulet. I alle væsentlige spørgsmål regerer regeringen ved at udstede dekreter," som den amerikanske repræsentant ved OSCE, Bruce Neuling, forleden sammenfattede situationen på en OSCE-konference i Warszawa.

Det samme gælder den økonomiske politik. I løbet af det seneste år har Lukasjenko indført flere "økonomiske reformer", der peger tilbage mod Sovjet-tiden: De statsejede fabrikker producerer nu igen ud fra på forhånd dekreterede produktionsmål. Resultatet er, at den officielle økonomiske vækst nok er imponerende - et skøn siger 11 pct. for 1997 - men usælgelige produkter hober sig op i lagerbygningerne.
Den hviderussiske rubel er som følge af kommando-økonomiens genindførelse styrtdykket og har mistet en tredjedel af sin værdi siden nytår. For at styrke valutaen har regeringen indført strenge restriktioner på borgernes adgang til at veksle til udenlandsk valuta - og det sorte valutamarked boomer som i Sovjet-tiden.

Præsident Lukasjenkos seneste anslag gælder de rester af fri presse, der har overlevet de gældende hårde vilkår - bl.a. har oppositionspressen måttet lade sig trykke i nabolandet Litauen, da de statsejede trykkerier i Hviderusland angiveligt ikke har haft trykkekapacitet.
Lukasjenko forsøgte i oktober at gennemføre en ny medielov, der forbød "distribution af informationer, der bringer Hvideruslands præsident og regeringsembedsmænd i miskredit."
Loven blev godkendt i Underhuset med stort flertal, men i et sjældent anfald af obsternasighed blokerede Overhuset for stramningerne med den begrundelse, at "selve vedtagelsen af loven ville bringe præsidenten og Hviderusland i miskredit i udlandet".
Det har dog ikke hindret Lukasjenko i slå ned på pressen. Mandag lukkede de hviderussiske myndigheder landets største oppositionsavis, Svaboda ("Frihed"), med den begrundelse, at den tre gange havde fået advarsler og alligevel fortsatte "grove overtrædelser af landets love". Svaboda, der blev grundlagt i 1990 som landets første avis med hviderussisk som sprog, udkom tre gange om ugen i et oplag på 50.000. Bladets redaktør, Igor Germantjuk, er indstillet på enten at udgive en ny avis eller fortsætte en undergrunds-udgivelse af Svaboda.

De udenlandske reaktioner på Lukasjenkos eskalerende diktatur har været præget af, at man i virkeligheden har meget ringe muligheder for at påvirke udviklingen.
EU og kreditinstitutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og IBRD ("Østbanken") har alle afbrudt samarbejdet med Hviderusland - og det europæiske og amerikanske erhvervsliv har af helt andre årsager, primært de manglende reformer, været meget tilbageholdende med overhovedet at etablere sig.
OSCE fører - under dansk formandskab - fortsat drøftelser med den hviderussiske regering for at få tilladelse til at etablere et permanent kontor i landet med det formål at "rådgive om udvikling af demokratiet". Præsident Lukasjenko har tidligere givet grønt lys for et sådant kontor, men beslutningen blev tilbagekaldt, da OSCE udsendte en kritisk rapport om de manglende politiske rettigheder i landet.
Vestlige analytikere mener, at der i virkeligheden kun er ét land, der reelt kan påvirke situationen i Hviderusland - den store slaviske nabo, Rusland, hvor de demokratiske traditioner ikke er velfunderede - for at sige det mildt - men som sammenlignet med Hviderusland er en mønsterstat.
Hvideruslands økonomi er dybt afhængig af Ruslands - således importeres praktisk taget al energi fra Rusland - og manglen på reformer og deraf følgende internationale isolation har kun uddybet dette afhængighedsforhold.
I maj i år indgik Lukasjenko og den russiske præsident Jeltsin da også en aftale om, at de to slaviske stater med tiden skal udvikle en union med bl.a. fælles mønt og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Iværksættelsen af aftalen lader dog vente på sig. I sommer var den ved at blive lagt helt på is på grund af den krise, der opstod mellem Kreml og Minsk, da de hviderussiske myndigheder tilbageholdt et hold russiske tv-journalister ved den hviderussisk-litauiske grænse og arresterede lederen af det russiske halv-statslige tv-selskab ORT's kontor i Minsk. Kreml reagerede med voldsomme protester, og Lukasjenko blev i en periode nægtet indrejsetilladelse til Rusland.
Krisen er løst og forbindelserne genoptaget, men i reformfløjen i den russiske administration er modstanden mod tætte forbindelser med Hviderusland ikke blevet mindre - og flere kæder en udbygning af unionen sammen med et krav om reformer i Hviderusland.
Spørgsmålet er, hvem der kan påvirke hvem. Som Christopher Walker, analytiker ved Radio Free Europe/Radio Liberty påpeger, gør Lukasjenko, hvad han kan for at sprede sit "forføreriske og eksplosivt populistiske budskab til de store masser i Rusland, der ikke har nydt godt af reformerne - tilsat en dosis sovjet-nostalgi og pan-slavisk nationalisme".
Lukasjenko blander sig i sine taler åbenlyst i russisk politik - bl.a. med hård kritik af reformpolitikere som Anatolij Tjubajs og Boris Nemtsov - og der er mange forlydender om, at Lukasjenkos ultimative ambition er at blive leder af en russisk-hviderussisk union.
Foreløbig er han manden, der har punkteret den fejlopfattelse, som bredte sig i Vesten efter Murens fald: At demokratiseringen af Øst- og Centraleuropa var en proces, der ikke kunne standses.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her