Læsetid: 4 min.

Lettelsens suk i Odense

3. november 1997

Erik Bo Andersen og lykkens pamfilius sikrede OB sæsonens første sejr

FODBOLD
Man kunne næsten høre lettelsens suk i Odense, da OB i går vandt 2-0 over FC København. Både hos OB's spillere, træner Roald Poulsen, administrerende dirketør Jørgen Bækkelund og bestyrelsen i Odense Boldklub A/S. Men i lige så høj grad hos klubbens supportere og måske også hos byens arbejdsgivere og skolelærere, ja endda måske helt op på borgmesterkontoret. For dansk fodbold i dag er alvor. Der står penge, mange penge, og job på spil.
Med den voksende interesse for Faxe Kondi Ligaen er der opstået en supporterkultur, som man tidligere kun har kendt til i specielt Spanien, Italien, Tyskland og England.
Supporterklubberne i Danmark har oplevet en medlemsfremgang fra 6.264 i september 1995 til 25.013 i juni 1997, viser en sociologisk undersøgelse, som tre studerende på Aalborg Universitet netop har lavet.
Omend det endnu er i mindre målestok i Danmark end i de førnævnte lande, så viser undersøgelsen, at holdets præstationer ofte har indflydelse på mange supporters hverdagshumør. Det oplevelse således nemmere at tage på arbejde eller i skole mandag morgen, hvis favoritholdet har vundet søndag eftermiddag.
Omvendt synes dagen knapt så nem at komme igennem, hvis holdet har tabt, viser undersøgelse, og refererer til et citat fra en ung AGF-supporter: "Det er sateme svært at komme op, hvis de har tabt. Man kan godt drikke det væk om søndagen, men mandag morgen skal man altså op og i skole eller på arbejde"
Et studie af italienske arbejdere på Fiat-fabrikken i Torino kan give et fingerpeg om i hvilken retningen udviklingen går.
Studiet viste, at produktiviteten steg eller faldt i dagene efter Juventus' kampe alt afhængig af om holdet vandt eller tabte. Ejeren af holdet og Fiat-fabrikken investerer af samme grund store summer i nye spiller for at forbedre holdets præstationer og dermed arbejdernes produktivitet.
Man kan derfor godt forstå, hvis de odensianske arbejdsgivere i går åndede lettet op, og måske OB's sejr over FC København også er kærkommen for byens borgmester Anker Boye, der nu ikke længere skal føre kommunal valgkamp som borgmester for en by med et "taberhold".

Ikke nogen bridgeklub
Men OB første sejr i denne sæson må alligevel varme mest hos holdets spillere og træner Roald Poulsen, som med kun fire point i 14 kampe har hængt med det yderste af fingrene på det trænersæde i OB, han en gang tidligere er blevet fyret fra - i 1991.
For som Politikens Rasmus Beck skrev tidligere på ugen, så er OB "ikke nogen tilfældig bridgeklub, hvor postmesterenken og andet godtfolk hygger sig med småkager og billedkort på det lokale jernbanehotel - nej, OB er en virksomhed med arbejdspladser på spil".
Og virksomhedens aktionærer ville ikke ret meget længere stiltiende se til, at aktieafkasten forduftende lige så hurtigt som pointene.
Derfor var OB's sejr i går så vigtig. Og derfor har det varet så længe, inden det lykkedes OB at bryde den onde cirkel. For set ud fra kampen i går er OB's hold alt for godt til at ligge i den nederste del af Faxe Kondi Ligaen.

Et godt køb
At det netop var i går mod topholdet FC København, at OB fik vendt skuden, var ikke en tilfældighed, men skyldes i høj grad den nyindkøbte Erik Bo Andersen.
Uanset om indkøbet af den hurtige angriber var et udslag af panik eller en velovervejet disposition, må man konstatere, at OB har gjort det helt rigtige, for allerede fra kampens start var den hurtige og uortodokse Erik Bo Andersen en evig trussel for FC Københavns midterforsvarer Martin Nielsen og Michael Mio Nielsen. Godt støttet af Morten Bisgaard, Michael Hansen, zambianeren Andrew Tempo og Steen Nedergaard havde Erik Bo Andersen fire-fem gode chancer i første halvleg.
Efter 18. minutter kom OB fortjent foran, da Morten Bisgaard fra højrekanten sender bolden til bagerste stolpe, hvor Erik Bo Andersen når først frem og sparker fladt forbi Karim Zaza til 0-1.
Mens OB var direkte i spillet på midtbanen og skarpe i angrebet, var hjemmeholdets angribere David Nielsen og Peter Nielsen ineffektive i afslutningerne og det var helt retfærdigt, at OB førte 1-0 ved pausen.
I anden halvleg rykkede FC København spillet længere frem på banen og tilspillede da også til flere store chancer. Men dels var hjemmeholdets angribere fortsat for ineffektive og dels havde OB endelig det held, som de har manglet tidligere i sæsonen.
I de forrige kampen ville det kanonlangskud, som hjemmeholdets Carsten Hemmingsen sendte på stolpen fra 50 meters afstand, været gået ind. Og i det 61. minut var OB igen hjemsøgt den lykkens pamfilius, som har været så sjælden gæst hos OB i år, da Michael Mio Nielsen sparkede et ufarligt indlæg foran hjemmeholdets mål over målmand Karim Zaza og ind i eget mål til slutresultatet 2-0 til OB.
Og OB-supporterne kan nu endelig opleve en mandag, hvor de kan møde på arbejde eller i skole i den blå-hvide trøje med oprejst panden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu