Læsetid: 6 min.

Et lille homogent land...

8. november 1997

Har rockere, selskabstømmere og Jehovas Vidner mere tilfælles end jeg har tilfælles med min tyrkiske grønthandler og pakistanske kioskejer?

QLUMMEN
Det er en anstrengende tid. Jeg går ikke længere bare ned og køber gulerødder og smøger. Næh, så almindelige hverdagslige gøremål er pludselig blevet indviklet i et multikulturelt projekt, hvor jeg i løbet af fjorten dage har fået ømme kindmuskler af at smile stort og ovalt til min tyrkiske grønthandler, italienske sandwichmand, pakistanske kioskejer, kinesiske tjener og taxachauffører af andre kulører end den fremherskende lokalkolorit.
Jeg vil nemlig så gerne have, at de føler sig velkomne.
En notits i Politiken forrige fredag satte ekstra blus på 'jeg kan godt lide dig' signalerne. Notitsen handlede om en bande unge førstegenerationsindvandrere, som aftenen før havde revet tre danskere af cyklerne på deres vej gennem Fælledparken, banket dem og taget deres penge. Senere på kunne Jyllands-Posten berette, at banden var drenge i 10-14 års alderen, der udelukkende gik efter hvide danskere.
Jeg bor lige ved siden af Fælledparken og går, løber og cykler tit gennem den. Også i aftenens og nattens mørke - midt ude på plænen er der så dejlig ukøbenhavnsk fri udsigt til himlen og skyerne og stjernerne. Men den fornøjelse blev pludselig blandet.

Vreden over, at natten på den måde bliver taget fra mig, driver mig ud på en vanskelig balancegang mellem at forsvare og forklare de unge voldsmænds motiver. Jeg kan selvfølgelig ikke forsvare overfaldene: For første gang i mange, mange år er jeg blevet bange for at bevæge mig rundt i byen. Bange for nogle unge drenge, jeg ikke kender.
Men mere bange er jeg for den oppiskede debat om indvandrere og flygtninge. Jeg tror nemlig, at en væsentlig del af forklaringen på, at de knægte pludselig begynder at slå hvide danskere ned i Fælledparken skal hentes dér.
De fleste kender agressionen over at blive stemplet på forhånd og ikke få en chance for at vise, at man indeholder noget andet end prototypen på en fordom. Mit eget ikke særligt krigeriske temperament er såmænd ind i mellem kogt over, når nogen har antaget mig for at være en dum blondine, en verdensfjern akademiker - jah, eller simpelthen bare har behandlet mig ud fra deres forestillinger om, hvad kvinder kan og vil og bør tænke på.
På tilsvarende måde må masser af indvandrere og flygtningene føle sig provokeret af at blive tiltalt og anskuet som potentielt kriminelle, voldelige socialbedrageriske, integrationsuvillige, arbejdssky analfabeter, der ikke vil lære dansk. Sådan er nogle af dem - der er for eksempel ingen grund til at tro, at farvede danskere har en gennemsnitligt højere moral end hvide danskere. Men den store udbredelse af sort håndværk og af spirituskørsel stempler ikke kollektivt hvide danskere som skattebedragere og spritbilister på samme måde som nogle ganske få, gentager ganske få, kriminelle har stemplet hele gruppen af udlændinge.

Det er som om debatten forstærker en usynlig, men svært gennembrydelig mur mellem dem, de fremmede og os, danskerne. En af mine bedste venner erklærede forleden, at han gerne ser familiesammenføringerne stoppet og antallet af opholdstilladelser til flygtninge begrænset mest muligt, fordi et multikulturelt samfund er en trussel mod demokratiet: Den demokratiske samtale i Danmark bygger på, at vi er en nation af et folk, der taler et sprog.
Nej, han er ikke racist. Han udtrykte blot i klare vendinger, hvad jeg har hørt mange andre, der heller ikke er racister, sige: De der muslimer er så anderledes end os, at vi ikke kan leve side om side med dem. Kun ulysten til at miste hinanden hindrede, at samtalen mellem min ven og mig udviklede sig til et skænderi. For jeg har så svært ved at se forskellen på forestillingen om os, et lille homogent folk og så apartheid. De hvide sydafrikanere har aldrig opfattet sig selv som racister. Multikulturelle samfund fungerer bare ikke, og derfor har racerne det bedst med at leve i adskilt-hed, som er den ordrette oversættelse af apart-heid, sagde de. Og jeg kan ikke se andet, end at den samme tankegang ligger under den etniske udrensning i eks-Jugoslavien: Serbere, kroatere og muslimer må leve hver for sig.

Dem og os. Hvem er inden i dette os? Danskerne er sgu ikke "et lille homogent land med cirka fem millioner indbyggere", som statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde på et debatmøde i Aalborg. Jeg har sjældent følt mig så fremmed, som da jeg lavede en radiomontage om projekt 'Jernurten' i Ballerup. Her mødte jeg gennemtatoverede, kernedanske kriminelle, der i en alder af et par og tyve allerede havde tilbragt flere år i spjældet for vold, røverier, indbrud og narkohandel. Deres øje for øje og tand for tand moral, deres omgang med knive og skydevåben, deres fremtidshåb og -udsigter lå uendelig langt fra min verden, selv om den fysiske afstand var mindre end tyve kilometer.
Og sjældent har nogen kigget så undrende på mig, som den første sommer, jeg boede i kolonihaveforeningen Strandlyst. Genboen inviterede på frokost og da jeg undervejs i samtalen fortalte, at jeg er uddannet på universitetet, sænkede tavsheden sig over et ellers muntert selskab, og 12 hoveder på efterlønnere, håndværkere og arbejdsløse drejede sig undrende mod mig. Universitetet! Jeg kunne lige så godt have sagt, jeg kom fra Mars.
Når min radio søndag formiddag fyldes af kristensnak, eller når jeg i min egenskab af økonomisk medarbejder på bladet bevæger mig rundt blandt bank- og erhvervsfolk, slår det mig ofte, hvor forskellige danskere er skruet sammen i hovedet. Og hvor forskellige deres livsbetingelser er. Der er en verden af udfoldelsesmuligheder til forskel på at leve på kontanthjælp og have en indkomst på mere end 280.000, som ti procent af den voksne befolkning har det.

Danskere er ikke enige om fundamentale politiske og moralske værdier. Et par eksempler:
I Folketinget er der både repræsentanter for borgere, der mener, at ejendsomretten til produktionsmidlerne skal kollektiviseres, og for borgere, der mener, at markedets kræfter skal have lov at regere frit.
Nogle danskere mener, at abort er at regne for mord. Der er faktisk opstået et parti på det grundlag. Andre mener, at kvinders ret til at bestemme over deres egen krop går forud for fostrets ret til at blive født.
En hel del kristne danske frimenigheder mener, at manden er kvindens hoved, og at hun derfor bør tie i forsamlinger, som den gode Paulus sagde. Andre mener, at den tankegang er svært forenelig med demokrati.
Og man kan blive ved med stort og småt: Er der en Gud? Skal genteknologi forbydes? Er økologisk landbrug nødvendigt for at redde grundvandet? Skal nazister have ytringsfrihed? Skal Tvindskolerne mases med en særlov, når loven ikke kan gøre det? Er det sundt at spise døde dyr, eller er det ulækkert og en forbrydelse mod verdensaltet?
Og så videre. Og så videre.
Det farlige ved forestillingen om, at danskerne er et lille homogent folk er, at den sætter de fremmede uden for os, og gør kravet om, at de skal integrere sig fuldstændigt diffust. For hvem af os skal de ligne? Og diffusiteten puster problemerne op til uoverskuelighed, og skygger for de problemer, man faktisk kan gøre meget mere ved: Danskundervisning, uddannelse, arbejde - for at nævne nogle oplagte.
Når samfundet hænger sammen - omend nogle af trådene er slidt meget tynde - på tværs af de enorme forskelle, skyldes det ene og alene, at der hersker nogenlunde enighed om, at demokrati i bund og grund handler om at lave spilleregler for, hvordan kultur-, interesse- og meningsforskelle brydes.
Så hvis bare de lærer dansk og respekterer Grundloven, må det være nok til, at vi giver dem adgangsbillet til os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu