Læsetid: 7 min.

Luk offentligheden

15. november 1997

Forklædt som svinehunde og dukse har en flok aliens bemægtiget sig offentlighedens indre organer, hvor de slynger om sig med drivende slim

QLUMMEN
Engang sad jeg midt om natten i flytterod og så sidste del af filmtrilogien Alien. Direkte oversat betyder det "fremmed", men i filmen står det for et uhyggeligt rumvæsen. I starten af filmen lander heltinden, officer Ripley, ufrivilligt på en afsides rum-koloni for mandlige straffefanger. Hun har en blind passager med i form af et æg fra et alien-moderdyr. Moderdyret var selv kommet ombord som æg i en af Ripleys mandlige kollegers mave, hvorfra det var sprunget ud for at sprede død og ødelæggelse. Som eneste overlevende bekæmpede Ripley dyret og stødte det ud i rummet, for blot at opdage dets efterkommer kort efter sin ankomst til straffekolonien.
Ægget udklækkes og snart drager uhyret hærgende gennem straffekoloniens gange, hvor det dræber alt i sin kamp for selv at holde sig i live. På den måde gentager historien sig, men denne gang med den tilføjelse, at ikke blot et ydre men også et indre uhyre er på spil: Et alien-æg har slået sig ned i selveste Ripleys indre.
I sidste scene, da jordens mandlige kommandant ankommer for at hente Ripley, finder hun ud af, at man i rumcentret på jorden hele tiden har været klar over de huserende uhyrers eksistens, og at man snarere prioriterer uhyrets end Ripleys overlevelse. Hendes valg bliver, sammen med såvel det indre som det ydre uhyre, at kaste sig ud i tilintetgørelsen i en smelteovn.

Jeg kom i tanker om filmen for nogle dage siden, da jeg så mig om i mit hjem og opdagede, at væggene var besat med ord. Mit fjernsyn, min radio og min avis havde slynget dem fra sig, og nu stod der "de fremmede", "for mange", "misbrug af systemet", "stilles krav til", "stramninger", "sendes hjem" over alt. Andre steder stod der "befolkningens bekymringer", "tage hensyn til", "vi har været for blødsødne". Og i hjørnet skreg det "meningsmåling", "fremmedhad" og "småracister".
Mens jeg så noget slim løbe ned fra ordene, gik det pludselig op for mig. Det var en regulær invasion, der var på færde. Ripleys aliens havde meldt sig under fanerne. Forklædt som tøjlesløst glammende svinehunde havde de bemægtiget sig en stor del af de indre offentlighedens indre organer. De sad inde i højttalerne. I antennestikket. I brevsprækken. Men der var også en anden type aliens end svinehundene. Det var en type med en vis renskurethed over sig, langt fra den ukontrollable savlen, alien-svinehunden udviste. Denne organisme, lad os kalde den duksen, løftede pegefingeren, smagte på ordene og sagde FY! til svinehunden, jeg skammer mig over dig, gå hen og læg dig. Vi skal være vældig søde over for andre mennesker, svinehund, og overholde deres menneskerettigheder. Ellers bliver du trukket for den internationale domstol, eller du kan få en sprøjte, næste gang dyrlægen kommer forbi.
Det mærkelige var bare, at når pegefingeren havde rystet færdig og de vandkæmmede lokker var på plads igen, ja, så glammede svinehunden endnu mere desperat. Jo mere desperat den blev, des mere forargede blev de vandkæmmede lokker. Der var ingen ende på det.
Og sådan fortsatte invasionen dag efter dag, indtil en mand, jeg ikke kan huske navnet på, skrev et betagende læserindlæg i Jyllands-Posten. Han måtte indrømme, skrev han: Han havde, som så mange andre mennesker, ja måske de fleste af os, en svinehund i sig. Og han ville gerne diskutere, hvad man stiller op med dette kræ, hvis glammen havde taget bolig i ham - som en alien.
Mens offentligheden var delt i meningsghettoer - svinehunde og dukse, der begge råbte om "de fremmede" og "befolkningen" uden at disse størrelser kom til orde - trådte denne mand modigt frem og gav sig til kende. Han blev et menneske midt i larmen.

Nogle uger forinden havde jeg set et politiprogram i fjernsynet. En journalist havde stillet et kamera op i et vindue ved Strøget i Odense, og filmet natligt druk-vanvid og vold. Nu sad journalisten foran en video med sin voldsfilm og så den igennem sammen med en af de unge gerningsmænd, den såkaldte "andengenerations-indvandrer" Karim. Journalisten holdt mikrofonen og spurgte, lavmælt, hvad tænker du nu? Karim sagde øh, bøh og undskyld på sit syngende fynske. Programmet sluttede.
Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg læste indlægget i Jyllands-Posten.
Til enhver tid kunne tv-journalisten forklare sit lavmælte mikrofonholderi ved at dække sig ind under objektivitetens faner. Men han havde et problem. I virkeligheden havde han via sit kamera været voyeur til volden. Han måtte føle sig medskyldig. Derfor kunne han ikke give sig til kende som medmenneske og sige til drengen - hvad fanden bilder du dig ind, knægt, hold dog op med sådan noget hjernedødt fis. I stedet for en komplet tåbelig medborger til journalisten blev Karim en elefantmand, journalisten som omrejsende i cases kunne vise frem. Se her, venner, et psykopatiens monument, på en gang udhængt voldsmand og offer for tyst terapisprog (hvad tænker du nu). I en sørgelig pendulering mellem den store strenge råbe-svinehund og den omklamrende empatiske behandler-duks blev Karim i de følgende dage et medium, hvor offentlighedens aliens kunne gnave sig fast.
Jeg tænkte på min svenske fotograf-veninde. Efter sommerens meget omtalte begivenheder med politiet og nogle unge på Nørrebro blev hun af en avis bedt om at gå i dybden med "det, der skete omkring Blågårds Plads". Hver dag tog hun sin cykel og trampede rundt i kvarteret, besøgte skoler, bokseklubber, blev inviteret til bryllupper, kastede sig ud i samtaler. Og når en flok brunøjede knægte truede ad hende eller råbte "jeg kommer og knepper dig", smilede hun skævt og svarede, (næsten) i overensstemmelse med sandheden: "Jeg kunne være din mor!". I løbet af kort tid fik hun opbygget et stort kildenet og en bred viden, men samtidig respekterede hun hver eneste anmodning om at pakke kameraet væk. Kort efter ophørte hendes engagement med avisen. Der var masser af liv og gode historier, men ingen, der ville udsætte sig for yderligere eksponering.
Hun var stadig i området, mens den danske regering forsøgte at sende et antal flygtninge tilbage til Somalia. En svinehund glammede "Smid dem dog ud i faldskærm over Afrika", og nogenlunde samtidig havde TV-Avisen som top-nyhed, at en af deres fotografer var blevet smidt væk fra Griffenfeldtsgade på Nørrebro af en række somaliere, hvis tilholdssted han havde opsøgt for at få lidt stemningsbilleder af deres reaktioner. "Danskjävlar!" rasede svenskeren: "Drop nu alt det selvhøjtidelige pis om 'offentlig tilgængelig vej og i lommen har jeg min trosbekendelse fra Journalistforbundet, og pressefriheden er hellig'. Brug dog lidt omtanke eller almindelig sund medmenneskelig fornuft. Det område har simpelthen haft en projektør på sig i månedsvis, og enhver ved, at det er utrolig stressende at blive overvåget."

En aften diskuterede jeg med en bekendt. "Jeg hader den danske småtskårenhed," sagde han. "Jeg er flov over mine landsmænd, og jeg vil ikke nedværdige mig til at tale med alle de småracister. Jeg kan meget bedre komme overens med dem, som de andre kalder fremmede."
Længe funderede jeg over det, han sagde. Jeg huskede de gange, hvor jeg har diskuteret "fremmede" eller "danskhed" med folk, jeg har mødt - professionelt, privat og tit tilfældigt. Ofte var jeg blevet imponeret, endog rørt, over den åbenhed og bevægelighed, folk viste, uanset om de havde jysk, fynsk eller iransk baggrund.
Jeg huskede en oldemor fra Hvidovre, der først var stærkt imod "de fremmede" og deres "kriminalitet og snyderi", men som, da vi skiltes, endte med at tale om sig selv og sin egen utryghed midt i al den materielle velfærd, som hun mente havde bortødet medmenneskeligheden. Jeg huskede en gammel ven, der til en start ville sende alle de "nassere hjem til seksdageskrigen", men som til slut sad og græd over, at han ikke kunne få arbejde. en beslutningstager, der begyndte at tale om "bekvemmelighedsflygtningenes udnyttelse af det godtroende danske system" men som rundede af med en erkendelse af, at det i virkeligheden var systemet, ikke flygtningene, hun var vred på.
Men jeg huskede også en flygtning fra Odense, der var holdt op med at gå på gaden og var begyndt at spise nervepiller igen "fordi de alle sammen ser mig som en nasser, der vil stjæle deres land.".

Så fik jeg ideen: Luk Offentligheden i mindst tre måneder. På den måde ville både svinehunds-alien og dukse-alien blive underforsynet med ilt. De ville sygne hen. Alle offentligheds-medarbejdere - politikere, analyseinstitutter, journalister, forskere og meningsmagere - skulle idømmes samfundstjeneste og for første gang i deres liv sendes ud i gaderne uden kasketter for at give sig til kende, diskutere og råbe i mødet med deres medborgere.
Det ville blive et vidunderligt eksperiment, der en gang for alle ville udrydde ord om "fremmede" som nogle, der enten nasser eller skal beskyttes, "befolkningen" som nogle, der enten er dumme, småtskårne småracister eller trofaste slidere, der har båret i flok, og "staten" som enten nogle dumme fascistsvin eller omklamrende pladderhumanister.
Som John Lennon skrev nogle år før han blev skudt:
"... you may say I'm a dreamer, but I'm not the only one. I hope some day you'll join us. And the world will be as one".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu