Læsetid: 6 min.

Lykketofts valgmanifest

26. november 1997

Finansredegørelse '97 leverer skyts og sta-tistiske skøn til den næste socialdemokratiske valgkamp. Men virkeligheden er mindre skøn

Information og mange andre aviser slugte i går Ritzaus nyhedshistorie om det Orwellske Danmark, hvor "alle er lige, men nogle er mere lige end andre" - eller mere præcist: historien om finansminister Mogens Lykketofts fantastisk flotte analyse af, hvordan dansk økonomi er i fremgang, velstanden er blevet bedre fordelt og ulighederne blevet mindre.
Skønt forskellen i private indkomster voksede med 18 procent (fra 1983 til 1995, red.) ...så steg ligheden, fordi de fattigste danskere får størst glæde af overførsler."
Danmark går imod tendensen i de fleste andre vestlige lande, hvor ulighederne og fattigdommen er blevet større i firserne og første halvdel af halvfemserne, lød det glade budskab fra Slotsholmen med Ritzaus Bureau og dernæst aviserne som budbringere.
Allerede på første side af den 295 sider lange Finansredegørelse 97' slåes tonen an:
"I 1997 er der - for første gang i 35 år - fald i arbejdsløsheden, lav rente, små prisstigninger, overskud overfor udlandet og overskud på de offentlige finanser - på samme tid!
Den socialdemokratiske finansminister har grund til begejstring - for passer tallene er det det bedst tænkelige grundlag for at føre valgkamp i 1998. Finansredegørelsen rummer samtidig flotte skøn for fremtiden:
*Regeringen vil skabe 225.000 jobs på otte år.
*Antallet af danskere på overførselsindkomst skal reduceres fra 905.000 i dag til 742.000 i år 2005.
*Gruppen af marginaliserede danskere, som har været ledige i mere end 70 procent af tiden indenfor de sidste 3 år, er siden 1994 faldet fra 140.000 til cirka 100.000 skønner finansministeriet, og da der i takt med stigende beskæftigelse skulle blive færre langtidsledige, tror finansministeriet, at marginalgruppen om to år vil være skrumpet ind til godt 60.000 personer (inklusiv den gruppe kontanthjælpsmodtagere som ikke er registeret som ledige).

Inden man bliver alt for opstemt over disse lyse udsigter, er der grund til at minde om, at der er stor uenighed om, hvem de marginaliserede egentlig er:
I 1994 anslog regeringens Velfærdskommission, at der ikke var 140.000 marginaliserede, men snarere 240.000. Og Socialforskningsinstituttet offentliggjorde for et år siden en opsigtsvækkende rapport om netop marginaliseringen som påpeger, at der i 1994 var 255.000 danskere, som stort set ikke havde haft arbejde i de foregående tre år.
Den nye finansredegørelse bekræfter, at omkring trefjerdedele af de udstødte fortsat hænger fast i arbejdsløshed, selvom de pæne Ritzau-telegrammer til aviserne snarere har hæftet sig ved, at "opsvinget giver jobs" til de langtidsledige.
Men hvad er virkeligheden bag statistikkerne og de politiske skøn? Foreløbig ved vi kun, at antallet af langtidsledige er faldet med cirka 30.000 siden 1994, men der er ingen der ved, om marginalgruppen følger den knækkede kurve nedad.
Det er Finansministeriets skøn, for det er først i november 1998, at Danmarks Statistisk kanoniserer de endelige tal for situationen i november 1996.
Den mangel på faktisk dokumentation skal nok give anledning til politiske stridskampe, når valg-kampen spidser til næste år.
Den borgerlige opposition i Folketinget har forudsigeligt nok allerede affyret det tunge skyts mod Lykketofts "skønmaleri". "Finansredegørelsen dokumenterer sort på hvidt, at det kraftige fald i ledigheden og specielt langtidsledigheden i høj grad skyldes, at mange ledige er flyttet over på anden overførselsindkomst. At flytte mennesker fra en kasse til en anden ændrer ikke problemet," siger Venstres finansordfører Thor Pedersen - med en vis ret.
Selvom Lykketoft kan bryste sig af, at den registrerede ledighed siden toppunktet i foråret 1994 er faldet med cirka 150.000 personer, så har man i samme periode flyttet en stor gruppe danskere over på permanent offentlig forsøgelse.
Antallet af danskere på overgangsydelse, efterløn og førtidspension - de såkaldte tilbage-trækningsordninger - er således steget med 60.000 personer siden 1994 til ialt 452.000, men den gruppe indgår ikke i Finansministeriets kønne tal over de marginaliserede. De nu 274.00 danskere på førtidspension eller de 43.000 danskere på overgangsydelse, har ikke længere nogen tilknytning til arbejdsmarkedet. De er blevet permanent marginaliseret.

Det skønmaleri får lektor Karsten Albæk fra Københavns Universitet til at sige til Dagbladet Børsen, at i en analyse "der ikke omfatter alle de personer, som permanent er væk fra arbejdsmarkedet, så som førtidspensionisterne, efterlønnerne og folk på overgangsydelse, får man selvfølgelig ikke undersøgt, hvordan alle de mange mennesker (...) kommer ind på arbejdsmarkedet igen."
Og det gør de stort set ikke, lige som gruppen af marginaliserede på arbejdsmarkedet. Af den gruppe som Finansministeriet anså som marginaliserede i 1994 (og den var meget mindre end Vel-færdskommissionens og Socialforskningsinstituttets skøn) er det kun en fjerdedel, der i slutningen af 1996 var kommet i beskæftigelse.

Det optimistiske er, at lidt flere end tidligere igen får arbejde - men den nøgterne forklaring kan findes i Finansredegørelsen på side 107: "relativt flere fra marginalgruppen (står til) at falde ud af dagpengesystemet, hvilket normalt antages at stimulere søgeaktiviteten."
En tung gruppe hænger fast i fattigdomsfælden og "tilhører man først gruppen af permanent offentligt forsørgede, er der næsten ingen vej tilbage til arbejdsmarkedet," som Lisbeth Pedersen fra Socialforskningsinstituttet har sagt. En anden undersøgelse fra instituttet foretaget af Mogens Ny-
gaard Christoffersen har samtidig påpeget, at der er en uhyggelig sammenhæng mellem langvarig arbejdsløshed og en stribe sociale problemer, der ofte går i arv til børnene.
Børn af langtidsledige har 40 procents større risiko for at selv at blive arbejdsløse og 20-30 procents større risiko for at ende i kriminalitet, skrev han i rapporten "Opvækst med arbejdsløshed".
Lykketofts finansredegørelse bekræfter - trods en knækket kurve for de langtidsledige - at det danske velstandssamfund (trods gode konjukturer med en økonomisk realvækst på 2,8 procent om året siden 1994) har kolosalt svært ved at stoppe den permanente udstødning.
"Vi får efterhånden en gruppe, der reelt udgør en underklasse. Den består af narkomaner, alkoholikere, psykisk syge og indvandrere. Og der er også mange enlige mødre i den gruppe. Det er deres børn, der oftest anbringes udenfor hjemmet," sagde næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Pernille Djurhuus til avisen Aktuelt i går.
Og indkomstulighederne er voksende viser Finansredegørelse 97. Selvom der er kommet flere fuldtidsbeskæftigede familier, har det ingen særlig effekt på indkomstfordelingen:
"Forskellen mellem gennemsnitsindkomsterne for fuldt beskæftigede og ledighedsberørte (er) blevet større, hvilket har bidraget til at øge den samlede indkomstulighed."
Det hænger blandt andet sammen med, at de udsatte grupper er ledige i længere tid, og at familiestrukturerne er ændret (flere lever alene).
Men alligevel er Finansredegørelsen optimistisk: Den danske fordelingspolitik virker. De voksende bruttoskatter skærer toppen af de rigeste rentefradrag og samtidig har væksten i sociale over-
førsler i bunden fået uligheden i de disponible indkomster til at falde med ikke mindre end seks procent - under Schlüter-regeringerne i 1986 til 1993.

Da der gennemsnitligt bliver flere højtuddannede danskere, par uden børn, pensionister og relativt færre ufaglærte, så viser Finansministeriets regnemaskine (med brug af den såkaldte Gini-koefficient), at indkomstuligheden således er faldet - også efter den seneste skattereform i 1994.
Men nærlæser man Finansredegørelsens appendiks, så forstår man, at ikke engang den koefficient- beregning behøver at være udtryk for virkeligheden. "Den observerede reduktion i Gini-koefficienten, der fortolkes som et generelt fald i indkomstuligheden, kunne i princippet godt være fremkommet ved (...) øget absolut spredning af indkomsterne i toppen og/eller i bunden af fordelingen."
Eller sagt på almindeligt dansk: man ved i virkeligheden ikke, om uligheden er vokset. Det er i bedste fald et kvalificeret skøn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu