Analyse
Læsetid: 4 min.

Magtens kvinder er skrappe mandfolk

11. november 1997

I industrilandene er prisen for at nå til tops som kvindelig politiker et image som jernlady. I Sydasien gælder der tilsyneladende andre spilleregler

"Mine damer og herrer, jeg står her i aften i min røde chiffon-aftenkjole, med diskret make-up og bløde krøller i mit lyse hår - den vestlige verdens Jernlady."
Margaret Thatcher
i London, 1976

Margaret Thatcher, Golda Meir, Tansu Çiller, ja, selv Indira Gandhi - hvorfor er så mange af de kvinder, der kommer til magten i et land, så bemærkelsesværdigt hårde og kompromisløse? I dag kan man blive udelukket af det gode selskab, hvis man siger, at hunnen er mere dødbringende end hannen, men i politik er det den skinbarlige sandhed.
Tag bare Jenny Shipley, som nu snart bliver New Zealands første kvindelige premierminister. Det kup, hun foranstaltede for at styrte premierminister Jim Bolger som leder af det regerende National Party, var et klassisk eksempel på politisk forræderi: Hun samlede støtteunderskrifter, mens han var til Commonwealth-topmøde i Skotland, og da han kom hjem, fortalte hun ham uden omsvøb, at han var færdig. Hun så endda ud, som om hun nød det.
"Jenny kan med sin vidunderligt varme stemme beskrive, hvordan hun vil garrottere én og skære maven op på én og kaste ens involde over venstre skulder," sagde parlamentsmedlem Michael Laws fra New Zealand First Party, juniorpartneren i koalitionsregeringen.
"Helt ærligt, hvis jeg skulle finde en person, der kunne give den spanske inkvisition et menneskeligt ansigt, så ville jeg vælge Jenny."
Selv når man tager det nødvendige forbehold for misundelse og fordomme mod kvinder blandt hendes kolleger, er der noget benhårdt og dogmatisk ud over de gængse politiske normer over Jenny Shipley. Man kan have en mistanke om, at det er helt bevidst.
Da hun var socialminister i National Party-regeringen i 1990, skar hun ned i New Zealands engang så generøse velfærdssystem - op til 25 procent på nogle områder. Af den grund blev hendes billede brændt på gaden, men hun solede sig i sit dårlige ry. I 1993 blev hun undervisningsminister og gik straks i gang med leen på samme måde.
Senest har hun som transportminister endda forsøgt at tvinge landmændene til at betale for vedligeholdelsen af vejene gennem et afgiftssystem. Hun var ikke bare "det skrappeste mandfolk i regeringen" - de uforglemmelige ord, som en eller anden brugte om Margaret Thatcher. Ligesom Thatcher nød hun denne rolle i fulde drag og brugte den til at opbygge sit image udadtil.
Det fungerede glimrende. Så snart Jim Bolger har løst et par udestående opgaver, efterfølger Jenny Shipley ham som partileder og premierminister. Hun bliver den første kvindelige leder i et land, der for hundrede år siden var det første, der gav kvinder stemmeret. Og hun er så barsk, at hun spiser små børn til morgenmad.

Hvorfor finder mange kvinder det nødvendigt at spille "hård mand", når de kommer til magten? Der er så få af dem, at man ikke kan lave statistik på det, men noget tyder på, at politik på højt niveau tiltrækker kvinder, der er lige så charmerende og varmhjertede som en lejemorder.
Ikke alle kvindelige politikere på topplan udstråler dette image, men forbløffende mange gør. Og da de er intelligente mennesker og professionelle image-opbyggere, må man gå ud fra, at de ser en fordel i det.
Hermed vil jeg ikke antyde, at folk som Margaret Thatcher og Jenny Shipley under deres barske ydre i virkeligheden er søde og troskyldige kvinder. Jeg mener bare, at de er intelligente og dygtige nok til at skjule deres barskhed, hvis det kunne betale sig politisk. Det kan det tydeligvis ikke.
Men hvorfor er det en fordel for en politiker at blive opfattet som en barsk, ufølsom, hensynsløs blodhund?
Det er det heller ikke, hvis man er en mandlig politiker i et land i fred. Men hvis man er en fremtrædende kvindelig politiker med ambitioner om at klatre helt til tops, så kan barskhed være en afgørende del af ens troværdighed - et bevis på, at man ikke er en "typisk" kvinde, som lader sig lede af sit varme hjerte.

Der er naturligvis mange undtagelser fra denne regel. Over halvdelen af de kvinder, der er blevet ledere i demokratiske lande, er ikke nået så vidt alene ved egen kraft. De har enten været kompromis-kandidater, som midlertidigt fik overdraget embedet med henblik på tage ansvaret for en udbrændt regering - det gælder f.eks. Canadas tidligere premierminister Kim Campbell og Frankrigs Edith Cresson - eller også har de arvet magten.
Ved første blik virker det f.eks. sært, at fire lande i Sydasien har haft en eller flere kvindelige ledere, mens ingen af de fire største industrilande har. Er inderne, pakistanerne, bangladesherne og srilankanerne så meget mere sofistikerede end amerikanerne, russerne, japanerne og tyskerne?
Overhovedet ikke. Når det indiske subkontinent har rekord i antallet af valgte kvindelige ledere, skyldes det netop, at de (med forskelligt held) har brugt 50 år på at blive demokratiske uden et udviklet lands normale infrastruktur og indflydelsesrige massemedier.
Derfor har vælgerne søgt og fundet familier, politiske dynastier, som de kunne være loyale over for - og medlemmer af disse dynastier kan blive valgt uanset køn.
I de største industrialiserede demokratier er det derimod praktisk taget umuligt at blive valgt til præsident eller regeringsleder hvis man er kvinde. (Det lykkes måske for amerikanerne en skønne dag, men det bliver nok ikke foreløbig.)
Og i de små og mellemstore industrilande - hvoraf mange nu har haft kvindelige ledere - er prisen ofte, at kvinden må vise sig mere "maskulin" end sine mandlige rivaler. Folk som Tony Blair og Bill Clinton kan derimod godt tillade sig at være bløde og sårbare.

Gwynne Dyer er britisk freelance-journalist.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her