Læsetid: 2 min.

Mellem tradition og fornyelse

11. november 1997

Efterårsudstillingen 1997 forsøger fornyelsen

KUNST
Traditionelt set er efterårsudstillingen på Charlottenborg kendt som konventionens højborg - en bevidst tilbagetrukket og tilbageskuende oase i tidens genreoverskridende kunst og flimrende mediebillede.
Relevansen af et sådant projekt kan - og bør - man naturligvis sætte spørgs-målstegn ved, hvilket bestyrelsen da også har taget til efterretning, og i stedet søgt en vis fornyelse i udstillingens udformning.

Blandingsformer
Således har man i år valgt at se bort fra de traditionelle opdelinger i genrene maleri, skulptur, grafik, kunsthåndværk, foto/mediekunst og arkitektur. I stedet har man valgt at lade tingene blande sig med hinanden, og frem-stå som såvel ligestillede som lighedsmæssige. Dermed har bestyrelsen for ef-
terårsudstillingen altså også valgt at tage konsekvensen af tidens generelle tendens til nedbrydning af faste kunstneriske former fremfor netop sammenblandninger og sammenstød i et egentligt 'heterogent' kulturelt felt.
Trods forandringen og fornyelsen skal det dog på ingen måde hedde sig at udstillingen ligefrem er et frisk pust, tværtimod synes den stadigt præget af en vis træghed - det er ikke fordi vi ligefrem præsenteres for nye spæn-dende bud på f.eks. forholdet mellem kunst og design på denne udstilling, dertil er de fleste bidrag stadigt for entydigt det ene eller det andet - det synes stadigt vanskeligt at integrere det lettere anti-kverede kunsthåndværk på en udstillingsmæssigt meningsfuld måde. Værkerne fungerer netop som værker, og på denne måde repræsenterer udstillingen måske mere et forsøg på et kompromis mellem efterårsudstillingens traditionelle status og tidens krav om mangfoldighed og kontekstuel bevidsthed.

90'er bevidsthed
Netop tidens forkætrede og forkælede kontekstbegreb markerer faktisk - noget overraskende - sin tilstedeværelse på udstillingen, ikke mindst ved Finn Naur Petersens centralt placerede installation Institution, der består af en skillevæg i glas ved indgangene til salene, som en opdeling af rummet og en kommentar til, at vi træder ind i en institutionel sammenhæng, hvilket vel må siges at udtrykke en udpræget 90'er bevidsthed.
Den samme 90'er bevidsthed er også på spil i Marianne Jørgensen, Jette Gejl Kristensen og Jacob Tue Larsens 'interaktive' installationer, der alle er præget af det lette og legende, der ved siden af det kontekstuelle i så høj grad har været med til at tegne kunsten i 90'erne. Kan man ikke få beskueren til andet, kan man jo altid få dem til at more sig.

Ny skulptur
Ellers er det mest ny skulptur som gør sig bemærket på udstillingen. Tydeligvis med afsæt i 80'ernes store skulptør-generation arbejder Ellen Hyllemose, Tina Maria Nielsen, Charlotte Jakobsen Szöts og Rikke Ravn Jakobsen videre med det komplekse og uudtømmelige forhold mellem form, rum og betydning i skulpturen. Således peger udstillingen både frem og tilbage. Og på trods af blandingen mellem genrene, synes de fleste mest optaget af deres egen forms betydning, hvilket der principielt ikke er noget galt i, men når nu lejligheden byder sig kunne man godt ønske sig en mere samlet syntese omkring disse forskellige formers rum- og betydningsdannelser som et samlet kulturelt felt, der - helt overordnet - har bevidst formgivning som sit område. Men måske ligger et sådant ambitiøst projekt (stadig) udenfor efter-årsudstillingens rammer?

*Efterårsudstillingen 1997, Charlottenborg, Nyhavn 2, København, Dagl. 10-17, til 23. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her