Læsetid: 3 min.

Moderne skæbne-symfonier

28. november 1997

Der var langt mellem tonerne og lyd til lang tids fordybelse, da Portishead leverede en blændende koncert i London

KONCERT
LONDON - En aften i selskab med Portishead er en musikalsk oplevelse af de sjældne. Ikke nok med at gruppen med deres stem-ningstætte hybrid mellem jazz, blues, hip hop og 60'er-soundtracks står bag noget af det mest stilskabende musik, der har vist sig i 90'erne, men de formår samtidig både at forløse og uddybe deres lille, men betydningsfulde sangkatalog live.
At gruppen - der først og fremmest er baseret i komponisterne: dj'en Geoff Barrow, sangeren Beth Gibbons og
guitaristen Adrian Utley - ikke har mistet grebet om koncert-situationen siden de sidst turnerede med debutalbummet Dummy for to år siden dokumenterede onsdagens koncert i Sydlondons Brixton Academy, hvor tre-kløveret med sig havde tre ekstra musikere - hovedsageligt betjenende trommer, tangenter og bas.
I det nyligt overståede ef-terår udkom det længe ventede andet album Portishead, hvor en mørkere, mere skarpskåren og anløben patina har lagt sig over Bristol-gruppens udtryk, og det er 'Humming' netop herfra, der åbner koncerten i Brixton Academy. Med sine klagende melodier og smertende omkvæd anslås tonen fra starten i den skrånende sal med en absurd middelalderborg-kullisse indrammende scenen. Her spilles indfølt, her gås ikke på kompromis og den særligt Portisheadske manende, men også skrøbelige stemning breder sig.
Klassikere og nær-klassikere følger, mens billederne på det store filmlærred bag bandet understreger musikkens filmiske anstrøg: psykedeliske oliefarver, lysstjerner på blåt bagtæppe, et grønt oscilloskop-bånd registrerende den magre Gibbons' stemme.
Bedst står 'Cowboys' kæntrende tremologuitar og skingre ekkocollager, 'Mourning Air' med smagfulde blæ-serriffs, 'Only You' med en uendeligt swingende, opbrudt rytme af jazz-tilsnit, 'Glory Box' med Isaac Hayes-harmonierne, den nyfortolkede 'Sour Times', 'Strangers', 'Over'.

Nostalgisk toning
Portishead er lyden af fortiden, af fascinationen af den tabte tids aura, årenes slid, der giver sig udslag i både ridsede vinylpladeoops, bedaget transistorradiolyd og skarpsleben, tyndslidt vokal. Resultatet er i Portisheads regi stemninger af forladthed, der tilføjes nostalgisk toning med inspiration fra James Bond-overkomponist John Barry - big band-orkestreringer, et par blæserriffs og Ut-leys suspense-fyldte guitar-spil - fra jazz og blues.
Men Portishead er også lyden af nutiden. Af nogle af tidens absolut mest prægnante konstruktioner sammensmeltende dj-kunst, computerteknologi og mere motorisk anlagte og traditionelle musikere. Lyden af moderne skæbnesymfonier med bluesnerve og en synkoperet hip hop-rytmik, der trækker en groovy kropsfornemmelse gennem de sjælesørgende strukturer. Smerten har sin egen rytmik.
Sidst bandet spillede i Danmark var det i Christianias Den grå Hal, og dengang som denne onsdag aften i Brixton Academy, møder Portisheads ofte spinkle udtryk en mur af mumlen fra et yderst snakkesaligt publikum. Men netop denne pludren forstørrer og tydeliggør sangenes rummelige, manende strukturer, understreger i hvor høj grad pauserne mellem taktslagene og tonerne fylder og spiller med i musikken.

En stor sanger
Der er langt mellem tonerne, men hovedet digter selv videre i de stramme kompositioner, hvor man kan fortabe sig eller - i et anfald af objektivitet - lede forgæves efter for eksempel flere klaverakkorder end den ene, som man bestemt troede var strøet med gavmild hånd. Men det var den ikke. Det ene anslag udøver blot sin trolddoms-kraft, og Portishead demonstrerer, hvordan man lader de enkelte elementer med maksimal betydning og magt i den store, store helhed. Der tøves mellem taktslagene, og de seks musikere leverer stramt formulerende figurer og sparsomme understregninger af numrenes less is more-strategier i et ellers sammensat og til tider storladent, luksuriøst orkestreret univers.
I det hele taget er koncertbandet Portishead en imponerende, swingende enhed, der i sit sammenspil og fornemmelse for stramt eksekverede grooves minder om et jazz-outfit. Men aftenens stjerner er uomtvisteligt Geoff Barrow og Beth Gibbons. Barrow, der bag pladespillerne klipper stumper og stykker ind, lægger vinylpladelån under bandet, scratcher, skaber breaks i det instrumentale flow. Og Gibbons, der både ekspressivt og teknisk er vokset som sanger. Altid svanger med patos, altid syngende fra et sjælesørgende og -udkrængende nulpunkt, hvor skrøbelighed flyder sammen med styrke. Med Billie Holidaysk elegance og melankoli i fraseringerne, men også med højtstræbende sopransvæv og flænsende følelsesudbrud hinsides skønsangen - mest markant i den brillante, marcherende omfortolkning af hittet 'Sour Times', hvor Gibbons nærmer sig det Janis Joplinske.
Ekstranumrene er begge fra Dummy: 'Roads' og 'Strangers', der når et storladent og støjende klimaks.
Helt deroppe ender koncerten.
En scratch-sjæl har skåret i plader, et blues-hjerte har vendt vrangen ud på sig selv, en guitarist fortabt sig i gyldne forsiringer og hvid støj og et jazz-band i baggrunden har holdt rytmen på eksemplarisk vis.

*Portishead, onsdag, Brixton Academy, London.

*Portishead spiller d. 23.1. i Store Vega, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu