Læsetid: 4 min.

Mor er søster, morfar far og så alligevel ikke...

11. november 1997

Forvirret? Lotte Tarps familiehistorie er en medrivende opdagelsesrejse i løgne og fortielser

NY BOG
Lotte Tarp opdager på sin 50-års fødselsdag, at hun i princippet er forældreløs. På det tidspunkt har hun haft flere fædre og mødre end de fleste. Hun har haft i hvert fald tre efternavne - Petersen, Ri-sing, Tarp - og ingen af dem er nogen, hun har giftet sig til. Hendes fornavn viser sig nogenlunde permanent og officielt at være Ann-Charlotte. Hendes mor er hendes søster, og hendes far synes at være død, med mindre hendes morfar er hendes far, og hendes adoptivfar har midt i det hele at glemt at underskrive adoptionspapirerene, og da hendes biologiske moder har givet hende fra sig allerede ved fødslen...
Forvirret?
Tør man minde om, at det var skuespilleren Lotte Tarp, der uge efter uge lagde stemme til de rablende resumeer i den danske udgave af den sa-tiriske familieserie Skum.
Lotte Tarp har det forbandede problem, at hun ikke
alene er en flot men også en lynende begavet blondine. Ikke nogen kombination, der giver dyngevis af arbejde i den showbusiness, der har det bedst med en noget mere forenklet persontegning. Hun har aldrig fået de roller, hun kunne have båret igennem, men hun var brillant som radiostjerne i P3s søndags-satirer og gjorde indtryk i tv-serien Strømer. I de moderne historiebøger står hun med sine 15 sekunders berømmelse - ikke som artist, men som damen, der først i 60'erne lancerede den topløse badedragt.

Dramatiker
Heldigvis har hun mange talenter, og når instruktørerne ikke vil bruge hende som skuespiller har de i de senere år kunnet få lov til at bruge hende som dramatiker. Hun har skrevet scene- og tv-tekster og skrev for et par år siden tv-spillet "Længe leve friheden", som man nu forstår til en vis grad var baseret på selvoplevet materiale.
I hvert fald arbejdede hendes morfar, i hvis hjem hun tilbragte dele af barndommen, i Tivoli Friheden i Århus, hvor tv-filmen foregik. Hendes morfar er i perioder hendes far. Hvilket logisk nok gør hendes mor til hendes søster.
Det sku' nødigt hedde sig er Lotte Tarps fremstilling af hendes egen opdagelsesrejse i de nærmeste grene i stamtræet. Omvejene - skulle man skrive: omkørslerne - er voldsomt store. Det samme er omkostningerne. Men i sidste ende når vi da frem til løsningen på gåden: Lotte Tarps biologiske far er en tysk soldat, som en periode var stationeret i Århus.
Lotte Tarps mor har gjort, hvad hun kunne for at skjule graviditeten og fødslen og barnet. Ind imellem er løgnene blevet næsten uoverstigelige, og ind imellem er moderen måske også selv kommet til at tro på nogen af dem.
Lotte Tarp bliver altså placeret hos sine morforældre, mens moderen tager til København, hvor ingen kender hende, for at finde et nyt fodfæste. Hun er uddannet da-mefrisør. I København bliver hun sminkøse.

Alle andre ved det
Barnet får at vide, at moderen er hendes storesøster, mens alle andre - også naboerne i Århus - udmærket er klar over, hvordan det hele hænger sammen. Selv fatter hun ikke de mange hentydninger, der hænger i luften, og er på den, når legekammeraterne kalder hende tyskerunge.
Hun er ni, da den biologiske mor føler sig stærk nok til at erklære sig som mor. Moderen er nu gift med 'Papa', som bliver den stedfar, hvis efternavn hun får, uden at der altså nogensinde kommer papir på adoptionen.
Lotte spørger med mellemrum sin mor om, hvem hendes biologiske far er. Svaret: "Han var frihedskæmper og kom i en tysk koncentrationslejr, som blev bombet af englænderne. Han er død." Stedfaderen giver samme forklaring. Og først langt senere - da Lotte er midt i 20'erne - får hun sandheden og navnet Wolfgang lokket ud af sin morfar.
Igen går der nogle år - i mellemtiden opdager hun at morfar slet ikke er hendes mors far samt at hendes ikke-morfar havde en hemmelig søster - før hun får fat i navnet på den landsby i Østtyskland, hendes far stammer fra.

Det gamle DDR
Bogen komiske højdepunkt er Lotte Tarps beskrivelser af rejser i det gamle DDR, et rædselssamfund, hvor alle tilsyneladende både løj og kendte sandheden om, hvordan denne verden ikke hang sammen.
Lotte Tarp løber ind i bureaukrati og spionanklager, men i sidste ende og efter adskillige fortumlede besøg får hun efterhånden så meget at vide, at hun synes, hun har et indtryk af Wolfgang og føler sig overbevist om, at han er død. Selv om hun fortsat drømmer om at han en dag skal banke på døren og sige Hej.
Mens undersøgelsen pågår lukkes flere og flere kilder. Værst er det, da den biologiske mor rammes af Alzheimers og ikke længere kan huske noget - også selv om hun gerne ville.
"Tænk, at du skulle blive til glæde," siger en juleaften den lille Ann-Charlottes farfar (som altså må være en stedoldefar eller hvordan er det nu?). Og det er sådan set, hvad hele bogen handler om. Nok har hun ikke været noget ønskebarn, men hun har været stærk nok til at skabe sig både ståsted og identitet.
Dvs. en identitet har hun altid haft - en stærk og varm person har hun altid været, uafhængig af skiftende efternavne og indplaceringer i biologiske og andre familier.
Og befriende jordnær. Det er ikke drømme og fantasterier, der har båret igennem, men - fremgår det af bogen - en praktisk snusfornuft.
I bogen undgår hun de fælder, der ellers måtte lure - sentimentaliteten til den ene side, overfortolkning til den anden. Hun fortæller sin historie i et enkelt, klart og
medrivende sprog - lige ud ad landevejen.
Nu hvor hun har fået proppen af flasken som fortæller, må det kunne blive til hvad som helst.

*Lotte Tarp: Det sku' nødig hedde sig. 212 s., kr. 248. Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu