Tankevækkende musical af Paul Simon og digteren Derek Walcott om en indvandrer, der endte som dobbeltmorder i en alder af seksten år
NY CD
Den amerikanske sangskriver Paul Simon er et fænomen inden for populærmusikken - ikke alene ældes han med stil, men bliver kunstnerisk set bare bedre og bedre, hvilket slås fast med hans seneste udgivelse, Songs From The Capeman, én af årets allermest tankevækkende og musikalsk stilfulde udgivelser.
Det kan man af og til glemme, eftersom der nu om stunder snildt går en 6-7 år mellem udgivelserne, men når de så ligger der, må blikket uvægerligt rettes bagud mod resten af hans mesterlige
oeuvre. Thi Simon er en af de få nulevende musikere, der formår at benytte elementer af musik fra andre verdensdele uden at sætte sit særpræg overstyr.
Det demonstrerede han allerede på sit debutalbum fra 1972, hvor han gik på strandhugst i både calypso- og reggae-rytmer med uimodståelige resultater. Nu debuterer Simon som musical-komponist og -forfatter med den mesterlige Songs From The Capeman, en af nyere tids mere udfordrende og tankevækkende musicals. I samarbejde med den Nobelpris-belønnede digter Derek Walcott har han digtet en række tekster, der tager afsæt i nogle begivenheder, der udspillede sig i New York City i 1959, da Simon var 17 år gammel og netop færdig med gymnasiet.
Selvom de voldelige begivenheder, der udspillede sig en skæbnesvanger augustaften dét år for længst er blevet fortrængt til USA's kollektive underbevidsthed af mere opsigtsvækkende og blodige begivenheder, gjorde de et uudsletteligt indtryk på den unge Simon, som har tumlet med projektet siden '89 - og flere gange været ved at opgive det.
Omstændighederne var som følger: En latinamerikansk teenagebande fra øvre West Side, der kaldte sig the Vampires søgte sent om aftenen den 30. august efter en
irsk bande, the Norsemen, fra Hell's Kitchen, som de havde et opgør med. Men the Norsemen udeblev, og de adrenalinpumpede Vampires kastede sig i stedet over en flok uskyldige teenagere, hvis eneste forbrydelse var at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Da tumulten var ovre, lå to døde teenagere døde på jorden, stukket ned af den 16-årige puerto ricanske indvandrer, Salvador Agron, der blev kendt som The Capeman på grund af den sort-røde kappe han bar under udåden. Efter den op til da mest extensive menneske-jagt i New Yorks historie blev Agron og hans medskyldige, Tony Hernandez fanget, og Agron dømt til døden i 1960 som den yngste nogensinde i statens historie.
Hvad der især ophidsede den tids medier, var Agrons tilsyneladende mangel på anger over sin forbrydelse, og han var så godt som dømt på forhånd, hvilket ganske præcist indkredses i åbningssangen, "Adios Hermanos", en fabelagtig doo-wop pastiche. Trods forbrydelsens grumhed, er det der primært har interesseret Simon og Walcott ved historien været for- og efterspil. Den kummerlige opvækst, først på Puerto Rico, siden som uønsket indvandrer i New York, foragtet af såvel de hvide som sorte bander, der i bedste West Side Story-stil satte dagsordenen.
Sjælden indlevelsesevne
Og modforanstaltningerne i form af brutale bander af latinamerikanske indvandrer-knægte. Om fattigdommen, analfabetismen, overtroen og den moralske afstumpethed i de såkaldte barrios, de latin-amerikanske ghettoer. Alt dette skildres med sjælden indlevelsesevne i sangene "Born In Puerto Rico", den gåsehudsfremkaldende "Satin Summer Nights" og den enkeltstående kærlighedssang, "Bernadette", før selve forbrydelsens psykologi gennemgås i mamboen "The Vampires", der kontrapunktisk følges af "Quality", om et hvidt teenage idols ansvars- og sorgløshed.
Derefter tages der fat på efterspillet, som tydeligvis har fascineret forfatterne: Agron benådes af statens guvernør efter pres fra bl.a. Elenore
Roosevelt, og lever de næste tyve år indespærret i forskellige fængsler som mønsterfange. Han lærer at læse og skrive, tager et par universitetsgrader, skriver digte samt selvbiografi og bliver i løbet af 70'erne endvidere politisk vakt i en sådan grad at han til sidst frygter at fængselsvagterne efterstræber ham på livet. Med det resultat at han stikker af fra et åbent fængsel, seks måneder før sin løsladelse.
Skyld og soning
Her begynder Simon og Walcott at udforske temaer som skyld og soning, forbrydelse og straf, stærkest i dialogen mellem Agrons moder og mødrene til de to myrdede hvide teenagere, "Can I Forgive Him". Svaret er - selvfølgelig - nej, det kan de ikke. Aldrig.
Den efterfølges af moderens elegi, "Sunday Afternoon", en bomba afsunget så gribende af Ednita Nazario, at man svitses på indersiden af sin arme sjæl.
Derefter følger forskellige meditationer fra det lange fængselsophold, stærkest nok de to udgaver af den sardoniske "Killer Wants To Go To College", afsunget som J.J. Cale-inspireret swamp-rock, mens den lange og ambitiøse "Time s An Ocean" er en effektfuld duet mellem Ruben Blades og Marc Anthony som hhv. den voksne og den unge Agron.
Der afsluttes med én af Simons allersmukkeste ballader, "Trailways Bus", om en mand der ikke kan "leave his fears behind/ He recalls each fatal thrust/The screams carried by the wind/ Phantom figures in the dust..."
Salvador Agron døde i '86 som 43-årig af naturlige årsager, syv år efter sin løsladelse. I disse 'øje-for-øje'-tider er hans historie en passende påmindelse om årsag og virkning, om forbrydelse og straf, om skyld og soning. Eat shit, Andrew Lloyd Webber!
Og Songs From The Capeman et uafrysteligt og fuldbyrdet kunstværk fra en kunstner på toppen af sin skaberevne.
*Paul Simon: Songs From The Capeman (Warner Bros. 9362-46814-2).
