Læsetid: 7 min.

Mordet på møllen i Maglarp...

28. november 1997

Sverige satsede i mange år på store vindmøller. Symbolet over dem alle var møllen i Maglarp, men den blev revet ned. Måske fordi nogen ikke ønskede, at vindkraft skulle blive en succes i Sverige, der har årelang tradition for atomkraft

Artiklen på forsiden af den svenske lokalavis Trelleborgs Allehanda tirsdag den 29. juni 1993 har karakter af en nekrolog: "Tre ugers kamp - så faldt værket," lyder overskriften - der følges op med disse følelsesladede ord:
"Himlen over Maglarp er tom. I går aftes, klokken 19.10, gav vindmøllen endelig op". Artiklen handler om verdens dengang største vindmølle, placeret i den lille by Maglarp i Skåne på Sveriges sydkyst, få kilometer fra Danmark.
80 meter ragede Maglarp-møllen i vejret med sine to vinger, der spændte 78 meter.
Ingeniørerne fra det statslige elselskab Sydkraft, der havde fået møllen overdraget af den svenske stat, og fra det private firma BPA Bygg AB havde i tre uger forsøgt at få møllen ned at ligge. Først havde de i samarbejde med sprængstof-eksperter to gange fyldt møllehovedet med sprængstof - i håbet om, at de 14 tons tunge vinger kunne sprænges af, og tårnet efterfølgende demonteres bid for bid.
Men efter to hule drøn og endnu flere skyer af sort røg kunne ingeniørerne blot konstatere, at møllen stadig stod, hvor den havde stået siden 1982. Metallegeringerne i mølletårnet var simpelthen for stærke.

Det svenske træ er fældet
Denne tirsdag den 29. juni greb ingeniørerne til anderledes håndfaste metoder. Præcis klokken ti minutter i syv begyndte de at fælde møllen med en skærebrænder, akkurat som man fælder et træ med motorsav.
Få minutter efter var arbejdet overstået, og i løbet af fire til fem sekunder faldt den store "stamme" til jorden, og ingeniørerne kunne med håndtryk og hurraråb gratulere hinanden med, at nu var det endelig lykkedes at få møllen knækket.
"Smålands metall og skrothåndtering" kunne gøre klar til at omdanne møllen til skrot, mens den dyre generator havner på et lager.
Imens stod nogle af de lokale beboerer og rystede på hovedet. Ganske vist havde de brokket sig, dengang møllen blev opført. Hvorfor skulle den kolos stå op og ned af deres lille by?
Men nu havde mange beboerne vænnet sig til både tanken og synet.

Svisch, svisch
Én af dem er Sigurd Hansson. Gennem årene havde han passet de grønne arealer omkring møllen og været ansvarlig for, at græsset blev slået. Sigurd Hansson havde taget sit kamera med for at forevige fældningen.
Hans personlige forklaring på, hvorfor Maglarp-møllen skulle fældes, lyder således:
"Sommergæsterne har klaget over lyden," som han sagde til Trelleborgs Allehanda.
I en anden svensk avis - Ystads Allehanda - forklarede den 13-årige Christian Caroll, der er født samme år, som møllen blev opført, at det sagde "Svisch, svisch når det blæste".
Alligevel er han trist over, at møllen nu er væk. "Den var jo blevet et symbol her," som Christian Caroll sagde.
Og selv om det kan lyde besynderligt, at suset fra møllevingerne - der jo blot indikerer, at møllen lever op til sine forudsætninger og producerer - kan være forklaringen på, at møllen skulle ned og ligge, så er det trods alt det tætteste, man kan nå en officiel forklaring.
Danmarks Radio har spurgt udviklingschef hos Sydkraft, Lennart Fredensberg, hvorfor verdens største mølle skulle fældes, når den faktisk producerede energi.
"Den larmede for meget," siger Lennart Fredensberg, der tilføjer, at Sydkraft som ejer også frygtede, at Maglarp "med tiden", skulle få mekaniske problemer.

Fra fiasko til succes
Når man kigger på den mængde elektricitet, Maglarp-møllen i sine få leveår nåede at levere, fremgår det, at møllen udviklede sig til en stadig bedre forretning: Møllen, der er på 3.000 kW, producerede i 1989 præcis 2.564.000 kWtimer.
Dette tal er tre år senere mere end fordoblet, nemlig 5.517.000 kWtimer.
Samtidig er der stadig færre og færre tekniske problemer med møllen.
Hvor generatoren i 1989 kun arbejdede i 30 procent af tiden, så var den i 1992 aktiv i 45 procent af året. Og i 1993, hvor møllen blev fældet, var den oppe på at arbejde halvdelen af tiden.
Økonomien i møllen var faktisk blevet så god, at flere ønskede at købe møllen. Blandt andet et svensk møllelaug med Ola Jönsson i spidsen.
"Men Sydkraft ville ikke sælge møllen til os," forklarer Ola Jönsson til Danmarks Radio. Sydkraft udviklingschef Lennart Fredensberg indrømmer, at Sydkraft afviste at sælge møllen. Hans forklarer, at det var hensynet til god forretningsmoral, der fik Sydkraft til at sige nej til at tjene penge på møllen:
"Møllen var i dårlig stand. Derfor ville vi ikke sælge den," siger han.
Dermed blev det. Verdens største mølle blev taget ned og destrueret på trods af, at den angiveligt udviklede sig til en stadig større succes, og på trods af, at flere var interesserede i at købe den. Da skærebrænderen endelig fik has på møllen, havde den i alt produceret 38 GWh - verdensrekord for møller.
På sin vis er det paradoksalt, at Maglarp-møllen kunne opnå så gode tal.

Mølle i modvind
Fra første færd var den bogstaveligt talt i modvind. Hvor danske vindmølle-pionerer - uden den store indblanding fra politikernes side - stille og roligt har udviklet først små møller, og siden større og større anlæg, besluttede svenske politikere i 1979, at Sverige fra starten skulle satse på store anlæg.
Beslutningen om, at Sverige ikke skulle nøjes med små møller, skyldtes ikke mindst, at Sverige allerede var stort set selvforsynende med elektricitet fra vand- og ikke mindst fra a-kraftanlæg. Hvis Sverige derfor skulle have vindkraft, skulle den kunne konkurrere med de eksisterende energikilder - der skulle tænkes stort, mente et flertal af de svenske politikere.
Derfor skulle de svenske ingeniører udvikle blandt andet Maglarp-møllen næsten fra grunden af. Det betød, at Maglarp-møllen, sammen med et søster-anlæg i Nässunden, op gennem 1980'erne spiste over 60 procent af de statslige bevillinger til vindkraft. Og det har også betydet, at Sverige aldrig har fået gang i den samme serieproduktion af lavteknologiske mindre møller som for eksempel nabolandet Danmark.
Med andre ord - vindkraften i Sverige var fra starten afhængig af, at de store møller blev en succes.
Derfor var det katastrofalt for udviklingen af svensk vindkraft, at svenskerne indledningsvist havde store problemer med at gennemføre det teknologi-spring, der skulle gøre Maglarp-møllen til en succes. I årene fra 1982 til 1990 krævede møllen megen vedligeholdelse, og alt tegnede til en fiasko.
Men i 1990 vendte billedet - pludselig begyndte Maglarp-møllen at ligne en god forretning. Samme år overdrog staten møllen til elselskabet Sydkraft. Og to år senere, i 1992, hvor Sydkraft besluttede sig for at rive møllen ned, gav den en overskud på 1 million svenske kroner.

Glæde hos Sydkraft
Det store spørgsmål er, hvorfor Maglarp-møllen skulle ned og ligge. Argumentet om vindstøjen er måske ikke hele forklaringen.
Steffan Engstrøm, der i dag arbejder som privat og selvstændig konsulent inden for vindenergi, var statens ansvarlige for møllen, indtil den i 1990 blev overdraget til Sydkraft. I dag vurderer Steffan Engstrøm, at Sydkraft - der som elselskab har store interesser i a-kraften - frygtede, at vindmøller skulle blive en alvorlig konkurrent til de eksisterende energikilder.
"Der findes folk på Sydkraft, som er glade for, at den lukkede", siger Steffan Engstrøm om Maglarp-møllen til Danmarks Radio. Og en anden ekspert, Svend Erik Thor, der er chef for vindkraftafdelingen i den svenske stats flytekniske forsøgsafdeling, vurderer, at "Sydkraft ville ikke, at Maglarp-projektet skulle stå!".
De to udsagn kræver en lille forklaring. A-kraft er centralt styret. Med vindenergi er det anderledes. Mange vindmøller er privatejede, og mange vindmølleparker er udstykket på andele. Ydermere kan kraftværkerne risikere, at vindmøllerne ligefrem bliver en konkurrent til kraftværkernes traditionelle energi.
Med andre ord - da Maglarp-møllen begyndte at give overskud, kan det i sig selv have været et argument for, at Sydkraft ikke ønskede, at møllen skulle fortsætte.

Svag svensk industri
Hvad end forklaringen er, så står svensk vindmølle-industri i dag ret svagt. En af Sveriges mest vidende vindeksperter, Gunnar Grusell, gav på EUs Vindenergikonference i Göteborg i maj 1996 en vurdering af, hvor slemt det ser ud.
På den ene side konkluderer Gunnar Grusell, at vindressourcerne i Sverige er så gode, at de "udgør ingen hindring for, hvor megen vindkraft vi inden for nær fremtid kan udnytte til energiproduktion".
Men på den anden side fastslår Grusell også, at Sverige i 1995 kun producerede én promille af den mulige vindenergi.
Og som Grusell skriver: "Endnu har ingen svensk industri vovet at satse på serieproduktion af vindmøller, fordi hjemmemarkedet bedømmes at være alt for svagt og usikkert".
Sverige har dog stadig en produktion af vindmøller. Den største fabrik ligger på vestkysten i Falkenberg og hedder Zephyr. Her produceres op mod 50 møller om året. I landskabet rundt om fabrikken står en række møller og snurrer lystigt - men langt de fleste er danske. 90 procent af vindenergien i Sverige kommer fra - dansk-producerede møller.

*Artiklen er downloaded fra Danmarks Radios hjemmeside om klimakonferencen i Kyoto. Adressen er: www.dr.dk/klima

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu