Læsetid: 5 min.

Mr. Dogface er i byen

3. november 1997

En beretning om ansvar og afmagt i det globale palaverdemokrati

BONN
Det er sent, men Mr. Dogface er her endnu. Han står i lobbyen ved et lille bord med blå plasticdug og taler alvorligt med en mørkhåret mand i mørk jakke med overskæg.
I morgen tidlig vil han være her igen. Som han var i morges. Som han altid er.
Nu taler han med en anden mørkhåret mand i mørk jakke med overskæg. Det siges om Dogface, alias den amerikanske advokat Don Pearlman, at han ved alting om FN's klimaforhandlinger.
Spørg ham om QUELRO's og Sinks, om Mandatory Policies and Measures, om det videnskabelige belæg for is-
afsmeltningen i Antarktis, om flexible targets, joint implementation, banking & borrowing, tradeable permits og Kuwaits position på det seneste møde i underkomiteen for videnskabelig og teknisk rådgivning, SBSTA-7.
Han ved det hele. Og ved hvordan man vender det hele til fordel for olie- og kulindustrien, siger hans lige så velinformerede modstandere i Greenpeace, Verdensnaturfonden og de andre miljøorganisationer, der er talrigt til stede.

Maskinen kører
Selv er jeg også blevet hængende i forhallen. Jeg er fascineret og lidt skræmt af FN-maskinen i funktion.
En del af de 900 diplomater og regeringseksperter, aktiviter og lobbyister er allerede gået tilbage til deres hoteller. Resten bevæger sig talende forbi mig, mens jeg indtager min tørre tyske moussaka mit Kölsch Bier.
De taler engelsk med hver sin accent. De bærer jakke og mappe. Hver nation skiller sig alligevel ud med små signaler. Et spraglet Yankee-slips, et par udstrådte skandinaviske Ecco-sko, en tysk meleret skjorte, et latino-overskæg...
Hele dagen har de arbejdet hårdt og professionelt i talrige grupper og undergrupper. De taler og de taler. Dokumenterne hober sig op. Store ord med meget lidt indhold. Små ord med stor betydning.
Hvordan kan de holde det ud? Den indre elastik, der forbinder deres ansvar og deres afmagt, må være spændt til bristepunktet.
Tilsammen ved de alt om, hvordan man kan begrænse risikoen for klimaforandring. Og hvordan man ikke kan. Men de kender også FN-maskinens grundlov: Enten enighed eller ingenting. Hvis de giver indrømmelser, får de hug. Hvis ikke de bliver enige, får de også hug.

Galleriet
Det udvikler sig uvægerligt til et spil lurepas, sorteper, poker. Ingen nøjes med at lytte til hinandens ord. Alle lytter mere efter meningen bag dem. Kan man ane en bevægelse i standpunkterne? En lillebitte åbning?
I Danmark kan man blive minister, hvis man kender fuglenes sprog. Det står der i vandrehallen på Christiansborg. I FN bliver man chairman, hvis man kan høre knivskarpe forskelle og bøje ord og meninger mod hinanden.
Formanden for forhandlingerne Bonn er ambassadør Raúl A. Estrada-Oyuela fra Argentina. En lille rund mand, der mobiliserer alt hvad han ejer af gemytlighed for at klare udfordringen. Han ankommer konsekvent et kvarter for sent til møderne og fortæller lattermildt, at alle hans otte børn ringede til ham samtidig.
Det er Estradas ansvar at der i det hele taget bliver et dokument at tage stilling til på topmødet i Kyoto. Han lyder som om han finder det ustyrlig morsomt hver gang han griber en af de utallige rådgivende undergrupper i et meningsløst udsagn i en skarp parantes i dokumentets fjerneste hjørner.
Den helt store latter slår han op over sin egen bemærkning om, at det ærlig talt ville gøre forhandlingerne i Kyoto, hvis man kunne finde ud af, hvor meget i-landene egentlig skal skære deres udslip ned.
Formanden for de 132 u-lande i G77 og Kina er Mark J. Mwandosya. Han synes ikke, det er spor morsomt.
Hans skal holde sammen på en skrøbelig enhed, der omfatter alt fra de rigeste olieproducerende OPEC-lande til de fattigste afrikanske og de østater i Stillehavet, der bliver oversvømmet hvis verdenshavene stiger. Heftigt angreber han i-landenes mangel på vilje. "De kræver, at vi skal forpligte os, så de kan fortsætte deres overforbrug."

Realiteter
Manden har jo ret. Men journalisten fra Los Angeles Times bliver utålmodig. Kunne vi ikke blive fri for al den patetiske snak, spørger han. Hvad siger G77 til de politiske realiteter, som jo er at USA's senat vil blokere enhver aftale, hvis ikke den forpligter u-landene. Han bliver belært af talsmanden for de små østater, ambassadør Tuiloma Slade fra Samoa: U-landenes delegerede skal også hjem til de politiske realiteter. USA har åbenbart glemt at de allerede har tiltrådt en klimatraktat, som de ikke overholder. USA har og lovet at tilstræbe en nedskæring til 1990-niveau i år 2000. U-landene har overholdt traktaten. USA har ikke.
Det er sandt. Alligevel lytter alle miljødiplomaterne her i Bonn efter en eller anden form for forpligtelse, der kan fungere som figenblad for USA's senatorer. Måske en form for dobbeltspil, der kan få tingene til at glide.
For den utålmodige journalist fra L.A. har jo også ret. De magtpolitiske realiteter er at enighed kræver indrømmelser til USA. Hvis USA ikke vil gøre noget har alt hvad andre kan gøre kun ringe betydning for klimaet.
Efter pressemødet stod der en kvinde fra sammenslutningen af amerikanske elselskaber uden for døren. Hun stak os en pressemeddelelse i hånden. Elselskaberne siger, det er u-landenes skyld, hvis der ikke bliver nogen klimaaftale.
Hvordan det? Jo, USA vil gerne lave en aftale, hvis man kan handle frit over grænserne med forureningstilladelser og hvis f. eks. elværkerne kan få godskrevet reduktioner i hjemlandet som de opnår ved at investere i mere effektive elværker i udlandet. Men det vil u-landene - og EU - ikke være med til.
Et massivt flertal af de 169 parter, der indtil nu har tiltrådt FN's klimakonvention, går ind for EU's forslag om at skære ned med 7,5 procent i år 2005 og 15 procent år 2010. Men FN-maskinens lov er konsensus.
I lobbyen står det fifty-fifty mellem de energiske eksperter og professionelle aktivister, der kæmper for miljøet og de størst mulige nedskæringer - og de lige så energiske eksperter og professionelle lobbyister, der kæmper for så små indgreb som muligt. De tunge drenge fra den tunge men kortsynede industri har fat i den lange ende.
Don Pearlman er gået. Så sker der ikke mere i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu