Læsetid: 7 min.

Murens fald, Uffes held

17. november 1997

Venstre-formandens vej mod en mulig statsministerpost belyst i ny biografi, med den prætentiøse titel Erobreren

NY BOG
Man skal i Jantelovens fædereland passe morderligt på at blive kaldt en ener. For slet ikke at sige enestående. Eller en personlighed. Eller temperamentsfuld, begavet, provokatorisk og arrogant.
Summen af alle disse etiketter kan med næsten matematisk sikkerhed koges ned til et: Drop statsministerposten! I hvert tilfælde i Danmark, som Poul Schlüter engang sagde.
Måske følte Uffe Ellemann-Jensen det også, dengang det blev sagt. Han besad formelt - og sikkert i egen forestilling alle de egenskaber, der skulle til for at lede en borgerlig regering i Danmark.
I Det Hvide Hus, Downing Street og i Bonn var de ikke i tvivl om, at han var velkvalificeret til posten som NATO's generalsekretær.
Det eneste, der rent faktisk forhindrede det, var, at statsminister Poul Nyrup iført en latterlig cykelhjelm havde fornærmet franskmændene så godt og grundigt, at de nedlagde veto imod Uffes kandidatur.

Drømmen om magt
Og det var måske ved den lejlighed at Uffe Ellemann besluttede, at når han ikke kunne blive en slags statsminister uden for Danmark, kunne han lige så godt målbevidst gå efter at blive det i Danmark. Om ikke andet så for at kunne sige til fru Alice ved morgenbordet derhjemme på Sundvænget i Hellerup med et ulvesmil, at Poul Schlüter ikke fik ret.
Om ikke andet for så at få det, som faderen Jens Peter Jensen aldrig rigtigt fik, nemlig magt og indflydelse - og for at bevise, at den højt elskede nu afdøde far havde uret, da han kærligt-kritisk sagde om Uffe, at der var "for meget Ellemann og for lidt Jensen".
Faderens problem var, at han aldrig fandt ud af, om han ville være politiker eller journalist. Og det vidste omgivelserne heller ikke. I dag er Uffe "rigtig" politiker. De skarpe sider af ham er blødgjorte, hans temperament er tøjlet en anelse. Han kalder ikke længere Pia Kjærsgård en "led kælling" i Folketingssalen. Han har fået nye briller og gråt hår og har lært stave til de svære ord "kompromis", "tålmodighed" og "forlig".

Uffe eller Nyrup
I dag udkommer journalist Thomas Larsens bog om Uffes vej til en mulig statsministerstol. Erobreren, lyder den prætentiøse titel.
389 siders gennemarbejdet, let læselig kronologisk gennemgang og analyse af Ellermandens 20 år i dansk politik. I modsætning til så megen anden dansk journalistik præget af navngivne kilder - mere end 30 af dem, fra Holger K. Nielsen til Pia Kjærsgård. Den eneste, der har nægtet at udtale sig er Bjørn Elmquist, der lod sin sekretær meddele forfatteren, at "livet er for kort til Ellemann".
Det har nok været én af de dage, hvor Uffe endnu engang fortjent havde vundet på sendeminutter i en af de nationale TV-nyhedsudsendelser over Elmquist.
Bogen starter med at fastslå, at et kommende valg i Danmark er et præsidentvalg: Uffe eller Nyrup.
Det var før denne weekends opinionsundersøgelser viste, at det borgerlige flertal endnu engang er veget.
Men Venstre er fortsat landets suverænt største borgerlige parti. Lige så stort som de konservative var det, da de to havde regeringsmagten. Og i modsætning til de konservative belyser bogen klart, at det ikke er noget tilfælde, at Venstre er stormet frem.

Idelogisk sejr
De konservative var dengang landets største borgerlige parti. Statsministeren sagde at "ideologi er noget bras" og denne bemærkning fik Venstre på mærkerne.
Det mener man nemlig ikke i Venstre. Og med en kombination af benhård ideologisk oprustning med Anders Fogh-Rasmussen som den hårdtarbejdende, professionelle indpisker og partisekretær Claus Hjorth Frederiksens opbygning af, hvad der fornemmes som Danmarks mest effektive (og største) partiorganisation begyndte Venstre ideologisk og organisatorisk at erobre det ideologiske ingenmandsland til højre for midten. Det territorium, som den af-ideologiserede konservative statsminister havde efterladt uden rorgænger.
Venstre-erobringen foregik med en frygtindgydende metodik. Over det hele regerede Uffe, der sagtens kunne lade som om han var ideolog (og på nogle grundlæggende områder var det) og hvis stil appellerede til en ung generation, der var træt af 68-ideologierne og tiltrukket af den nye tids liberalisme.
Det var en effektiv kombination. Holger K. Nielsen måtte erkende at "Venstre var allerførst til at se, at venstreorienteringen i samfundet var vigende." Venstre lyttede til signalerne fra vælgerne, ikke mindst de unge. De konservative og Schlüter overhørte dem. Venstre forstod bedre end de andre, at der var to verdener i politik: Logebrødrenes

Fortsættes på side 10...
Fortsat fra forsiden...

lukkede verden på Slotsholmen og vælgernes verden, hvor der skal tages stilling til rigtige problemer.
Denne rigtige verden forstod den fremstormende internationale personlighed Uffe Ellemann Jensen ikke rigtigt, da han engang kom frygteligt galt afsted med at gøre sig klog på kassedamernes virkelighed. Det har han siden brugt tid og kræfter på at rette op på.
Men Venstres organisation kendte denne virkelighed -og bag den aner man andre stærke kræfter end blot partisekretær Frederiksen og førsteideolog Fogh-Rasmussen.
Den tidligere TVA-chef og Nordisk Film-direktør Hans Morten Rubin træder for første gang ud af den politiske anonymitet ved til citat at aflevere en serie rammende, præcise karakteristikker og analyser.
Han var én af mændene bag Venstres succes - både folkeligt og ideologisk. Han så meget tidligt et behov for en benhård ideologisk modvægt til venstrefløjen: En eksistentiel debat om det velfærdssamfund, som efter hans og de øvrige liberales opfattelse havde frataget borgerne initiativet og virkelysten og som dybest set truede essensen af det hele: Den personlige frihed.

Røde Anders
De to mennesker, som stod i spidsen for dette ideologiske erobringstogt startede interessant nok deres karrierer i Venstre som midtsøgende pragmatikere. Den nyvalgte
Ellemann prædikede i 1977 samarbejde med Socialdemokratiet. Den unge VU-formand Anders Fogh-Rasmussen var kendt som "Røde Anders", der prædikede overskudsdeling og sammenslutning af Venstre og Det Radikale Venstre.
Bogens påpeger, at man netop ikke skal skue de højtgøende hunde hverken på håret eller på tonefaldet. Bag den ideologiske højprofilering ligger der en vilje - og en evne - til at skabe resultater.
"Han spiller den rolle, der er behov for - og det gør han godt" siger den konservative leder Per Stig Møller, der i modsætning til Schlüter (og Hans Engell?) ikke mener, at ideologi er noget bras.
Og i denne udtalelser ligger der mere end blot høflighed. Forholdet mellem Ellemann og Møller har nemlig ifølge Thomas Larsen udviklet sig til noget, der ligner et venskab - selv om Ellemann) advarer imod venskaber i politik.
Efter nogle års vrede, ikke mindst efter Hans Engells enegang med regeringen uden om Venstre ved finanslovsforhandlingerne i 1995, er samarbejdet mellem V & K genetableret. Uden dette ville al tale om en borgerlig regering og en statsminister Ellemann-Jensen være tom snak.
Der er to, der hader at holde sammen i dansk politik: V og K. Men de bliver nødt til det - og med Hans Engells afgang og Per Stig Møllers opgang er vejen fint kridtet af til et samarbejde. Med Uffe i førersædet.

Murens fald
I det hele taget må Uffe have et kærligt forhold til ødelagt beton. For det var mere end noget andet Murens fald og sovjetimperiets opløsning, der ifølge bogen skabte omtale - og respekt omkring hans person. Mens hans forhold til de hjemlige kassedamers virkelighed var mere end sporadisk, var hans virke som udenrigsminister i hine historiske tider effektivt og til tider elegant.
Nej'et ved Folkeafstemningen den 2. juni 1992 var et personligt nederlag for Ellemann - og det bidrog ikke til hans venlige følelser over for de konservative, at Poul Schlüter havde svært ved at skjule sin tilfredshed med, at Uffe kom ned med nakken. Dén Uffe, der nærmest personligt havde sendt korvetten Olfert Fischer afsted til Golfen, og som nærmest personligt havde befriet de baltiske lande.
For selv om han var dygtig havde han svært ved at indordne sig under Janteloven. Uffe troede han var noget.
Thomas Larsens bog giver et ganske omfattende og spændende billede af en mand, der konstant må kæmpe med og mod sig selv. Må tøjle sit naturlige temperament og sin naturlige frækhed, som alt for ofte har skabt ham politiske problemer.
Men den frække slagterhunds halsen gav også pote i form af en vælgertilslutning uden sidestykke. Man kan nemlig ikke gø og have uld i munden på samme tid. Og det kan vælgerne godt lide. Derfor føler nogle af Uffes yngre vælgere sig måske utrygge ved den "nye" lyttende og tænksomme Uffe. Også selv om det sket helt bevidst for at give Per Stig Møller plads i en trekantsdebat med Nyrup Rasmussen.
Men, lyder bogens budskab: Tag ikke fejl af Uffe. Den udstoppede ræv på hans kontorreol, fik han af sin far. Når han ikke har den bag øret har han den på nethinden for konstant at minde ham om, at man ikke kun nedlægger det store bytte ved frækhed, hurtighed og respektløshed. Byttet falder kun, hvis man tænker sig om og tilrettelægger jagten nøje. Det har taget Uffe mange år at nå dertil. Og risikoen for, at naturen går over den politiske optugtelse er stadig tilstede.
Thomas Larsens arbejde er solid, ordentlig og metodisk journalistik. Gudskelov næsten renset for de von-høren-sagen-anekdoter og privatlivsligegyldigheder, som i andre tilfælde har skæmmet danske forsøg på at skrive politiske biografier. Man kan alligevel ikke frigøre sig fra en fornemmelse af, at konklusionen var skrevet på forhånd: Nemlig at bevise, hvorfor Uffe Ellemann-Jensen nu i modsætning til tidligere kan anses for at være skikket til at blive statsminister. Men det er kun en grim fornemmelse..... bogen argumenterer for, hvordan og hvorfor Uffe tilsyneladende er ved at blive rigtigt voksen. Om man kan lide det perspektiv er til syvende og sidst et personligt anliggende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her