Læsetid: 3 min.

Mysteriet om Iraks lyssky våben

20. november 1997

Da krisen brød ud, bankede FN's våbeninspektører på døren til Iraks dybeste hemmeligheder, siger flere eksperter

BOSTON
Iraks regering skjuler noget voerdifuldt, som under ingen omstændigheder må komme frem i lyset. Ellers ville Saddam Hussein ikke have udvist FN's amerikanske våbeninspektører i sidste uge og fremprovokeret en alvorlig krise mellem Irak og verdenssamfundet.
Det udtaler flere eksperter til Information.
"Der må være en særdeles god grund til at nægte sig selv en årlig indkomst fra oliesalg på 120 mia. dollar," siger Ewen Buchanan, talsmand for FN's særkommission UNSCOM, der siden 1991 har haft til opgave at føre tilsyn med Iraks masseødelæggelsesvåben.
Igennem de sidste seks år er UNSCOM kommet langt i sit arbejde med at identificere og destruere Iraks missiler og kapacitet til at udvikle atombomber, giftgasser og biologiske våben. Dét til trods for, at irakerne gang på gang har forsøgt at obstruere inspektørernes og udsendte eksperters arbejde.
Men UNSCOM's opgave er ikke ovre endnu.
"Jo tættere kommissionen kom på kernen i, hvad Irak skjuler, des mere desperat blev lederne. Irakerne blev ved med at flytte belastende materiale væk. Til sidst stod det klart, at UNSCOM ikke kunne komme videre, med mindre de fik adgang til tophemmelige steder i Irak. Men det ville Saddam Hussein ikke gå med til," siger Raymond Zilinkas, en tidligere amerikansk UNSCOM-ekspert i biologiske våben, som Information har talt med. Det står derfor nogenlunde klart, at det var et brev fra FN-våbeninspektørernes chef Richard Butler til viceministerpræsident Tariq Aziz den 27. oktober, som udløste krisen. I brevet krævede UNSCOM fri adgang til områder kontrolleret af den republikanske garde, de specielle sikkerhedsstyrker og efterretningstjenesten.
Ifølge UNSCOM's seneste halvårsrapport er våbeninspektører i en lang række tilfælde siden juni blevet nægtet adgang til militære installationer.

Optog videofilm
Disse handlinger udgør en klar overtrædelse af resolutioner vedtaget af Sikkerhedsrådet efter Golf-krigen i 1991, ifølge hvilken Irak skal give UNSCOM uhindret adgang til alle militære installationer og våbenfabrikker. Rapporten påpeger, at et af de største problemer, inspektørerne står overfor, er Iraks afvisning af at fastfryse enhver aktivitet inden for det område, som FN agter at inspicere på et givet tidspunkt.
Én gang i juni og senere i september lykkedes det inspektører at optage videofilm af irakiske embedsmænd "i færd med at fjerne arkiver, brænde dokumenter og smide affaldsbøtter fyldt med aske i en nærliggende flod."
Bekymringen voksede især, da UNSCOMs eksperter pure blev nægtet adgang til tre installationer den 27. og 29. september og 1. oktober. Regeringen i Bagdad hævdede, at der var tale om steder, som er under præsident Saddam kontrol samt hans boliger, hvilket angiveligt betyder én af diktatorens atten private paladser.
"Såvidt vi kan se, er det statssikkerhedsapparatet, som skjuler alt det vitale, alt det, vi ikke må vide noget om," udtaler UNCOM's talsmand Ewen Buchanan.
Hvad kan det være? Her løber de fleste mod en mur. Tidligere FN-ekspert Raymond Zilinskas, der underviser i bioteknologi på University of Maryland nær Washington, arbejdede i Irak indtil 1994. Zilinskas og en anden ekspert fra USA havde til opgave at verificere, om Irak havde opbygget et biologisk våbenprogram, hvilket regeringen benægtede, indtil de to eksperter fandt de uomstødelige beviser i slutningen af 1993.

Underjordiske bunkere
Zilinskas siger i et interview med Information, at ca. 90 pct. af Iraks kapacitet inden for udvikling af biologisk våben er blevet identificeret. Men han er ikke så overbevist om, at regeringen er ude på at skjule de resterende 10 pct. "Det giver ikke mening, for vi ved jo allerede, at de kan fabrikere et biologisk våben, fylde det i et sprænghoved og affyre raketten," siger han.
"En anden mulighed er, at Iraks sikkerhedsstyrker har bygget underjordiske bunkere med våbenlaboratorier, men det virker ikke sandsynligt. UNSCOM har gennemført alle mulige undersøgelser og ikke fundet noget," konstaterer Raymond Zilinskas.
"Den tredje mulighed er, at Iraks militær har gennemført uetiske eksperimenter med biologiske og kemiske våben, som de for alt i verden ønsker at holde skjult. Afsløring ville stille styret i et pinligt lys. Dette scenarie kan ikke udelukkes."
Men det mest sandsynlige er følgende:
"At UNSCOM var på nippet til at finde ud af, hvad Irak har i sinde at anvende disse våben til. Hvis vi ikke opnår indsigt i, hvem disse sprænghoveder med biologiske stoffer skulle rettes imod og hvorfor, så kan vi ikke forhindre, at de bliver affyret en gang i fremtiden," mener Raymond Zilinskas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu