Læsetid: 5 min.

Når sind og identitet brister

8. november 1997

Den hidtil mest menneskelige bog i HjerneÅret - noget så overset som en hjerneskadet
patients beretning

NY BOG
"Jeg håber, jeg vågner en morgen og er død," lyder et citat, der vistnok tilskrives Storm P. Det forstår vi umiddelbart allesammen, og synes tilmed det er sjovt, hvilket det også er, for det betegner ønsket om en hurtig og smertefri død.
Men når man vågner op en dag eller nat, og hverken kan se eller tale eller bevæge sig, og man er overlevende, men blandt meget andet også har problemer med hukommelsen, så man ikke engang kan huske, hvad man selv husker, og ikke kan genkende sin familie og sine børn, så er det knapt så sjovt, og det sker for ikke så få mennesker.
10.000 mennesker i Danmark rammes hvert år af apopleksi, dvs. hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. To femtedele af dem dør, andre to femtedel overlever med svære handicaps. Til hvilket liv? Ofte som grønærter, andre med større eller mindre lemlæstelser, alt efter alder og sværhedsgrad, i form af f.eks. lammelser, problemer med motorikken, besvær med hukommelse, koncentration, tale, læsning, regning, tænkning, syn, skrivning etc.
50.000 mennesker i Danmark lever i dag med følger efter apopleksi, mange af dem i en tilværelse, der hverken er fugl eller fisk
Når jeg skriver denne anmeldelse er det fordi jeg selv har apopleksi, efter en stor og 5-6 mindre blodpropper i hjernen, og derfor har haft et lignende forløb, som det der beskrives i bogen På skyggesiden. Ethver sygdomsforløb er individuelt, men der er også mange fælles erfaringer, og derfor mener jeg, at denne bog er en ualmindelig god og bearbejdet beskrivelse af et apoplektisk tilfælde, en sygdom hvis kendetegn det er at den rammer nogle af kroppens og hovedets mest elementære funktioner og evner.
Og som, hvis man kommer igennem den, efterlader nogle af de såkaldte "ikke-synlige handicaps," som det er ekstra svært at finde et sprog til at beskrive. Også denne svære opgave løses exceptionelt godt i Anne Lützhöfts bog.

HjerneÅret
I år er der HjerneÅr i Danmark. I forlængelse (eller forkortelse) at det amerikanske og FNs' Hjerneårti er jeg (sikkert urimeligt) ved at være træt af hele dynen. Nok har det hjemlige HjerneÅr fået en rimelig dækning og dokumentation i tv og radio, og i nogle dagblade. At den almindelige, og endda meget opvakte seer og lytter og læser ikke rigtigt har opdaget det, er ikke nogens skyld. Sådan er det bare i vores medie-tidsalder.
I løbet af HerneÅret er der blevet udgivet en (lille) række rigtigt spændende og relevante bøger. De har også fået en bred omtale i nogle dagblade, men er her straks blevet katapulteret op i sensationer eller i metafysiske overvejelser. Det har selvfølgelig sin berettigelse.
Men som patient i det nuværende, har man kunnet føle sig lidt forsømt. For ikke at sige: pisset på.
Der er som sagt ingen, jeg vil beskylde, men det danske HjerneÅr har dels været præget af diverse nobiliteters lancering af nye forskningsresultater, med slet skjult ønske om nye bevillinger, der kan love visse muligheder, og så ellers i de talrige medlemsblade, jeg abonnerer på, med billeder af receptioner fra kongresser og konferencer. Det skal jeg fortsat ikke gøre de store ophævelser over.
Der findes på dansk flere patientberetninger af apoplektikere. De er udgivet af patientforeninger som fotopier. Nu er der kommet en skildring, der har fået adgang til et forlag som "rigtig" bogudgivelse, og er en skildring af en ung (31-årig) kvinde, der for fjorten år siden fik en hjerneblødning.
For at starte med en barsk, men meget typisk begyndelse:
"Jeg havde min hukommelse i behold, hvad angik min tidligste barndom, og jeg huskede glimt fra min voksne tid - men tiden ind i mellem lå i skygge. Vigtige brikker i mit livs puslespil var forsvundet, og de brudstykker af mit liv jeg kendte til, passede ikke ind i hinanden.Hvordan kunne jeg samle det, så det dannede det rigtige mønster og som resultat få et samlet billede af mig selv...?"

Hvor sidder sjælen?
Ikke alle mennesker er ramt så slemt af apopleksi, andre er ramt endnu værre. Og så kommer alle disse teoretikere og journalister i Hjerneåret og siger: Sjælen og bevidstheden og følelserne sidder ikke i hjernen.
Nej, selvfølgelig ikke. Men hjernen og hvad der sidder i den og dens biokemi er fandeme en afgørende bestanddel af det der kaldes sjæl og sind osv.
Eller som Anne Lützhöft skriver: "En persons identitet er bygget op af forskellige faktorer så som familiemæssig oprindelse, opvækst, erfaring, (...)erhverv og ikke mindst den forgangne tid. Bortfalder en eller flere af disse faktorer, undgår personen ikke at blive ramt af identitetsforvirring."
Det drejer sig med andre ord om at finde sig selv igen, at lære det igen man har glemt, eller at finde en ny identitet osv.
Når Anne Lützhöfts personlige beretning kan gøre et særligt indtryk er det, fordi halvdelen af teksten består at indskudte afsnit om sin tidligste barndom, op til ni-årsalderen - for det er nu engang den del af livet hun kan huske.
Det kan man så mene mange ting om, men det er litterært godt beskrevet og giver et spændende tidsbillede af 1950'erne, set gennem et lille barn på børnehjem. Lad os igen give Annne Lützhöft ordet:
"Jeg vidste med mig selv, at jeg nok aldrig ville kunne indhente hele min forglemte fortid. Men jeg håbede, at den del af fortiden, som jeg fik hentet op, kunne lære mig at leve i fred med mig selv og acceptere den livsform, som fremtiden havde at tilbyde mig."

At finde et nyt selv
Og sådan kæmper Anne videre:
"Min største følelse var, at jeg havde forandret mig, at jeg ikke var det samme menneske som før, og at jeg havde brug for at lære mig selv at kende (...)"
Hun føler manglende links mellem for-, nu- og fremtid. Og det er der jo mange mennesker der gør, men når grundlaget i form af hukommelse og erindring nu mangler? Bogen hedder På skyggesiden, og det henviser både til den tidlige barndom, og til sygdomm, der indtraf i en ung alder og da forfatteren havde tre små børn.
På trods af titlen er bogen ikke misantropisk eller mistrøstisk. Den er positiv, men ikke med store fanfarer.
Den handler om en kvinde, der klarer mange af skærene, især med hjælp fra sin familie,hun får efter flere tilløb taget sin lærereksamen, men kan ikke bruge den.
For 14 år siden fandtes herhjemme endnu ikke de genoptræningsmuligheder, der stadigt kun kommer de færreste til gode. Og dem der kommer nogenlunde op at stå løber ind i mye mure.
For nok vifter Folketinget og socialministeren med loven om skånejobs. Den bliver bare kun brugt minimalt, både i det offentlige og endnu mindre i det private erhvervsliv.

*Anne Lützhöft: På skyggesiden - Beretningen om en hjerneblødning. 152 s. 198 kr. Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her