Læsetid: 3 min.

Narko-zoo

18. november 1997

Sjældent har man set så æstetisk et stofmisbrug eller så veltrimmede og sunde narkomaner som i Cantabile 2's nye performance 'Pentothal'

PERFORMANCE
Vi er fanget i buret, og vi bliver begloet fra alle sider, mens de kravler hen over vores hoveder på stålristene.
Eller også er det omvendt: Det er dem, der er fanget - og os, der kigger på de udslukte vilddyr gennem ståltråden.
Det er ikke sådan lige til at vide, for Cantabile 2's forestilling Pentothal forsøger tydeligvis at inddrage sine tilskuere så direkte som muligt. Emnet er da også yderst hårdtslående:
Narkoverdenen, sådan som den (måske) ser ud fra både junkien og narkoluderen, pusheren og kuréren, bagmændene og fabrikanterne. Men altså også fra vores - tilskuernes - side.
Og fra teaterillusionisternes side, kunne man rigeligt tilføje. For sjældent har man vel set så æstetisk et stofmisbrug eller så veltrimmede og sunde narkomaner.
Hele narkoproblematikken præsenteres næsten rørende enkelt: Der er bare to udveje: Selvmordet eller den kolde tyrker. Men hvorfor det hele går så galt, det er forestillingen tilsyneladende ikke interesseret i. Her er bare lagt det ene fix oven på det andet, mens tvangsforestillinger veksler med onde hallucinationer og abstinensklicheer.

Tegneserie-råhed
Instruktøren Nullo Facchini har ladet sig inspirere til forestillingen af den italienske tegneseriekunstner Andrea Pazienza og hans liv som narkoman. Og sammen med scenografen Kristian Knudsen har han opbygget et råt univers af stillader, riste, bure og kraner, der fint rammer tegneserieuniversets groteske pågåenhed.
Men undervejs er Facchini tilsyneladende blevet så føl-som over for sin egen teatralske livsrefleksion, at han er faldet for fristelsen til at udtrykke medlidenhed. Og her er det gået galt. Pludselig er det så frygtelig synd for alle disse misbrugsvæsner, at Facchini endda må ud og spille med de moralske muskler; uden at personerne dog fremstår synderligt mere elskværdige af den grund. Her er der en grundlæggende taberfor-ståelse, som må kunne gøre enhver socialrådgiver misundelig - stærkest i scenen, hvor junkien bliver nødt til at overvinde sin jalousi, mens han overværer, hvordan hans kæreste trækker på gaden, for at hun kan få råd til at give ham hans næste dosis.

Jernmuskler
Samtidig er denne forestilling billedrig på grænsen til det fantastiske og skånselsløs på kanten til det selvudleverende. Den betager i adskillige sekvenser, og den viser Cantabile 2 i endnu bedre og mere koncentreret form end Hamlet-forestillingen i Hel-singør Værft sidste år.
Som performance ligger Pentothal i hælene ikke mindst på de tyske og engelske forestillinger fra det forgangne tiår. Og koreografisk rummer den Vesten-tilpassede elementer fra den grimhedsdyrkende, japanske butoh-dans, takket være
koreografen Minako Sekis vrængende og mareridtsagtige, akrobatiske påfund.
Selv er Minako Seki en lillebitte kvinde med jernmuskler og ståludstråling, og hun dominerer behændigt de andre i Cantabile 2-ensemblet - om hun så skal løfte dem op ved håret: Joost Alexander, som kanøfles i et bilvrag. Charlotte Bundgaard, som desperado i en afvænningscelle. Kristján Ingimarsson, som vrider ensomheden ud af huden på sig selv. Lars Knutsson, som slår rekord i åndsforsløvede ytringer. Og Line Svendsen, som behersker den skræmmende, virkelighedsnære ligegyldighed.

Røg for øjnene
Bjarne v. H. H. Solberg har denne gang været på banen som kostumedesigner - med fantasirige, symbolpræcise og samtidig temposmarte undergrundskostumer, der gør deres til at give personerne en ydre troværdighed.
Lydcollagen af Spallanzani og Brodersen er derimod mærkeligt flakkende i udtrykket - fra flot og støvet stilhed til metallisk industrilydsmix og harmonisk strygermusik. Desuden er der rigeligt med røg for øjnene - gyldne røgskyer og røgstorme i alverdens farver.
Kun ét går igen: De beroligende cigaretter, der gløder varmt i mørket. Og det gør de jo faktisk på begge sider af buret.

*"Pentothal", Instruktion: Nullo Facchini. Scenografi: Kristian Knudsen. Kostumer: Bjarne v. H. H. Solberg. Musik: Marco Spallanzani og Ian Brodersen. Koreografi: Minako Seki.
Teatret Cantabile 2 i Kanonhallen. Til 26. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her