Læsetid: 4 min.

Natten er utryghedens tid

25. november 1997

Gamle mennesker sover mindre, og onde tanker opstår let klokken fire om morgenen.
Derfor så plejehjemsbeboerne gerne flere nattevagter, siger sygehjælper

DE GAMLE LIV
"Synes du, jeg ligger godt?", spørger den gamle kvinde, da sygehjælperen stiller hos hende midt om natten. Den gamle har trukket i snoren for lige at forvisse sig om, at der er hjælp at hente. Om nødvendigt.
Sygehjælper Anne Marie Svendsen har været ansat på plejehjemmet Hammershøj i Helsingør i seks år. Ifølge hende beklager de 11 beboere på afdeling E, 2. sal sig ofte over, at der ikke er nogen fast nattevagt på etagen.
"De sover dårligt og tænker meget om natten. De er utrygge og bange - for at falde eller for, om deres penge slår til. Jeg ved, de er kede af ikke at vide, at der hele tiden er nogen tæt på, også om natten," siger Anne Marie Svendsen.
Ifølge hende opstår de fleste gamles problemer om natten, hvilket kommer til udtryk ved, at de ofte kritiserer det personale, der har været på vagt. Når de ligger søvnløse, rykker i snoren, og der kommer en plejer, som de ikke kender, kan det være svært for vedkommende at forholde sig til deres problem.
"Mange gamle vågner klokken fire-fem om morgenen. Så siger de, de skal tisse, for et eller andet skal der ske."

Mange toiletbesøg
Bortset fra det, mener Anne Marie Svendsen, at omsorgen er i orden på afdeling E, 2. sal.
"Alle her behandler beboerne, som de gerne selv ville behandles i samme situation."
Som dagvagt møder hun klokken syv. Første opgave er at hjælpe de gamle på toilettet. En til to gange om ugen bliver de badet, med mindre de er inkontinente og har afføring, urin eller begge dele smurt rundt på sig.
"De fleste, især mændene, har det med at småtisse. Det meste af formiddagen går med at bade beboerne og hjælpe dem på wc." For den uindviede kan det lyde grænseoverskridende at bade andre, ikke mindst under de omstændigheder.
"Hvis de på nogen mulig måde kan selv, vasker vi dem ikke, som var de en baby. Selv om det ikke altid er lige populært, gør vi meget ud af at få dem til at gøre mest mulig selv, også selv om det er besværligt for dem."

Fortrolige i badet
Til gengæld er badningen den situation, hvor de gamle taler mest, og hvor man kan komme meget tæt på.
"En ny beboer kan være fremmed for dig, ind til du har badet vedkommende. De fleste nyder badet og vil gerne være rene og pæne," siger Anne Marie Svendsen.
Sygehjælperne lægger vægt på, at de gamle får skiftet tøj ofte:
"Man har det bedre med nogen og behandler dem bedre, når de dufter godt, end når de ser ulækre ud, og de nyder at få smurt creme på. Også mændene. De bliver helt salige, når de får barbersprit på."
For Anne Marie Svendsen gør det ingen forskel, om det er en mand eller end kvinde, hun bader.

Grænser for tolerancen
Men man sender ikke en mandlig sygehjælper ind for at bade en gammel kvinde, som ikke er vant til at blive badet af mænd, uden først at tale med kvinden og sikre sig hendes accept.
Sygehjælperens køn har ikke så meget at sige, det har til gengæld hudfarven. Et eksempel:
"Vi har på plejehjemmet en asiatisk fysioterapeut og en ergoterapeut, der er mulat. De er begge opvokset i Danmark og taler dansk. De to forsøgte at få en gammel dame til at rejse sig op, men hun ville ikke. Jeg har set det flere gange, beboerne lader bare som om, de ikke hører beskeden, ignorerer den. På det punkt er de ikke særlig tolerante."
Når morgentoilettet er overstået, bliver morgenmaden rigget til. Nogle skal have medicin, og efter afrydningen skal nogle hjælpes til fysioterapeuten, damefrisøren, tandlægen, fodterapeuten eller lægen.
Der skal fyldes rent tøj i skabene, vaskes tandkrus og nylonstrømper... og midt på formiddagen får beboerne noget at drikke.
Halvdelen skal hjælpes på toilettet igen flere gange inden middag, det går meget af sygehjælpernes tid med. Beboerne bliver ladt alene, mens de besørger, og trækker i snoren, når de er færdige, skal tørres og have tøjet på igen.
Efter middagsmaden, bliver de gamle lagt hen at sove eller sidder og hviler sig på værelset.
Nu har sygehjælperne pause til ved 14-tiden, hvor kaffevognen køres frem. Beboere, der skal til gymnastik, gudstjeneste eller andet, venter til senere med mokka og kage.
Klokken 14.30 har Anne Marie Svendsen fri.

Hvis det var mig selv
Stemningen er rar på afdeling E, 2. sal.
Personalet taler respektfuldt med de gamle, lægger en hånd på deres arm og bestræber sig på at sige ja.
For eksempel elsker Hr. Rønne at blive kørt en tur på biblioteket, men han ville aldrig bede en medarbejder, han ikke kendte, om at køre sig derhen.
Når først tilliden er vakt, er den til gengæld uindskrænket. Sker det ikke, at man som sygehjælper render ind i en beboer, som bare er én sådan imod?
"Så er det jo, vi bruger hinanden", siger Anne Marie Svendsen.
Kollegerne har sjældent modvilje mod samme person, derfor kan de bare fordele kortene, så kabalen går op.
Anne Marie Svendsen har kun én gang haft stærk antipati mod en beboer. Han sked i sengen og smurte afføringen ud på væggen for at straffe den sygehjælper, der ikke var hurtigt nok på pletten, når han trak i snoren.
"Men de fleste beboere er bare helt almindelige mennesker, der er blevet gamle," siger sygehjælperen.

*Dette er den anden artikel i en serie om at blive gammel i Danmark. Den første blev bragt den 22. november. Følg med på indenrigssiderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her