Læsetid: 6 min.

Netanyahu i modvind hos USA's jødelobby

17. november 1997

For syv år siden var det utænkeligt, at de store jødiske organisationer i USA åbent kritiserede Israels politik. Sådan er det ikke længere

Diplomatisk protokol brydes sjældent mellem nationer. Det bliver traditioner imidlertid, og når det sker, så er der grund til at tolke begivenheden som et umiskendeligt signal om politisk vejrskifte.
Det ved Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu. I Det hvide Hus har hans version af fredsaftalerne fra Oslo aldrig været populær. "Under valgkampen i 1996 i Israel var Clinton så skræmt, at han pudsede et par kampagnerådgivere på Shimon Peres, men Peres ville ikke følge amerikanernes politiske råd. Nu er Clinton bare dødskuffet," fortæller Jerome Segal, leder af Jewish Peace Lobby.
Så skuffet, at præsidenten ikke har en time at rive ud af sin travle kalender i dag mandag, når hans og Netanyahus veje krydser i Los Angeles. Israeleren vil tilbringe det meste af næste uge i USA. Først holder han en tale i Indianapolis på paraplygruppen American Jewish Federations' årlige generalforsamling. Dernæst rejser ministerpræsidenten til Californien på goodwill-tur.
Såvidt vides er det helt uden sidestykke, at en israelsk regeringschefs forespørgsel om at se en amerikansk præsident bliver slået hen med svaret: "Der er ikke tid." Den slags begmænd tildeles naturligvis ofte statsministre fra andre små lande, men skæbnen er aldrig overgået Israel, hvis politiske og strategiske betydning for USA er ulig større end f.eks. Danmarks.
"Clinton sender selvfølgelig et signal," siger Philip Baum, ordførende direktør for American Jewish Congress i New York, til Information. "Det er et symptom på en krise i det amerikansk- israelske forhold. Men jeg fornemmer ikke nogen åben fjendtlighed, snarere en diplomatisk menuet."
Måske en menuet, men affæren kan med tiden udvikle sig til noget ret ubehageligt for Benjamin Netanyahu. "Man kan håbe, at historien gentager sig. Da Yitshak Shamirs Likud-regering faldt i sin tid, var det ikke mindst på grund af en konflikt med præsident George Bush om USA's stop for lånegarantier til finansiering af nye bosættelser i de besatte palæstinensiske områder," udtaler Jerome Segal til Information.
Segal, en amerikansk jødisk fredsaktivist, er overbevist om, at præsident Clintons afvisning af Netanyahu udelukkende er beregnet til fordøjelse i Israel. Fra nu af ved israelerne, at der er en grænse for USA's tålmodighed med Likud-regeringens ubøjelige linie i Palæstina-spørgsmålet. Washington føler, at USA's strategiske interesser i Mellemøsten - f.eks. i Irak og Iran - og relationerne til den arabiske verden generet er blevet skadet af Netanyahus obsternasige opførsel.

Denne diplomatiske bølgegang mellem Washington og Tel Aviv kommer desuden på et ubelejligt tidspunkt for Israel. I USA's jødiske samfund vokser utilfredsheden med Netanyahus politik i andre spørgsmål. Med støtte fra Netanyahus Likud-parti pressede to små ortodokse regeringspartier fornylig et lovforslag gennem det israelske parlament Knesset, ifølge hvilken Israel i fremtiden kun vil anerkende omvendelser til jødedommen, foretaget af rabbinere fra den ortodokse trosretning.
Omvendelser forestået af rabbinere fra de konservative og reform-orienterede synagoger i Israel mister herefter legimitet. Helt konkret vil det ikke få den store betydning for israelere, idet færre end fem pct. af den jødiske befolkning i landet tilhører liberale synagoger. Situationen er dog ganske anderledes i USA, hvor kun 5 pct. af jøderne kalder sig ortodokse og resten tilhører den konservative og reform-orienteret trosretning.
"Israel vil stadig anerkende omvendelser gennemført i USA, men de fleste amerikanske jøder føler det er en ukorrekt fremgangsmåde at anvende," siger Philip Baum fra American Jewish Congress i New York. "Israel er selvfølgelig en suveræn stat og parlamentet har ret til at gøre, hvad det vil, men vi håber inderligt, at den lov bliver annulleret af domstolene."

Omvendelsesloven kan få uanede negative følger for Netanyahus stilling i USA. Ifølge Jerome Segal er pengebidrag til de store konventionelle jødiske organisationer faldet, mens progressive og fredsvenlige foreninger som New Israel Fund i Washington indsamler flere penge end nogensinde tidligere. "Nogle organisationer har fået kolde fødder og kritiserer nu åbent omvendelsesloven," siger Segal.
Det er desuden lykkedes hans egen relativ lille gruppe, Jewish Peace Lobby, at overtale 300 amerikanske rabbinere til at sende et brev til Bill Clinton, hvori de lover ham støtte, hvis USA på et tidspunkt beslutter at true Netanyahu-regeringen med at beskære den årlige amerikanske finanshjælp på to mia. dollar til Israel i protest med dens ekspansive bosættelsespolitik.
"For 6-7 år siden var det utænkeligt, at de store jødiske organisationer åbent kritiserede Israels politik. Sådan er det ikke længere. American Jewish Congress ligger f.eks. tæt op ad det israelske arbejderpartis syn på konflikten med palæstinenserne, og har flere gange kritiseret Netanyahus bosættelsespolitik. Billedet er altså mere nuanceret, mindre sort-hvidt," fortæller Jerome Segal.
Det betyder dog langt fra, at alle jødiske grupper sådan uden videre ville tie, hvis Clinton-regeringen blot begyndte at tænke på en reduktion i USA's civile bistand til Israel. "Der er ikke tvivl om, at du ville høre et ramaskrig, hvis regeringen truede med en nedskæring på 10 pct. Reaktionen ville være endnu mere voldsom, hvis det gjaldt militær bistand. Så ringer klokkerne i synagogerne landet over og kongresmedlemmerne bliver kontaktet," vurderer Segal.
Det foranlediger spørgsmålet, om USA's jødiske samfund under nogen omstændigheder overhovedet ville kunne finde på at sige fra overfor en israelsk regering. "Ja, hvis styret en dag mindede om Idi Amins Uganda, Hitlers Tyskland eller Stalins Sovjetunionen. Så ville vi fordømme det," bemærker Phil Baum. Den israelske stats brutale behandling af det palæstinensiske mindretal i de besatte områder siden 1948 kvalificerer efter Baums mening ikke Israel til medlemskab i denne klub nationer.

Modsat gængs opfattelse i udlandet repræsenterer den jødiske lobby i USA ikke en massiv og ensartet bevægelse. Tværtimod findes der et væld af organisationer, hvis syn på fredsprocessen i Israel varierer betydeligt. Alle anser Israels sikkerhed og fortsatte beståen som selvstændig stat for et bærende princip i deres virke, men de er langt fra enige om den politik, som skal føres for at føre disse mål ud i livet.
American Zionist Organizations var f.eks. bitre modstandere af Yitzak Rabins og Shimon Peres underskrivelse af Oslo-aftalen, mens det overvældende flertal af USA's andre jødiske grupper støttede fredsaftalen. Den nye Likud-regering nyder til en vis grad støtte i mainstream organisationer, skønt tålmodigheden med Netanyahu er ved at slippe op. Ude på venstrefløjen finder man Americans for Peace Now og Jewish Peace Lobby, som direkte modarbejder Likud.
Indtil 1989 eksisterede der ikke en registreret lobbygruppe i Washington. Det var først med dannelsen af American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) samme år, at det jødiske samfund fik sin egen lobby, der samler næsten alle organisationer i sin bestyrelse undtagen Jewish Peace Lobby, der som navnet antyder er registreret som en selvstændig lobbygruppe i Washington.
"Jeg formoder, man kan kalde AIPAC en jødisk lobby, selv om navnet bliver brugt nedladende af vores kritikere," siger Philip Baum fra American Jewish Congress. "Men AIPAC er ikke en lobby forstået som en hemmelig gruppe, der planlægger sammensværgelser, bestikker politikere, o.s.v. Alt foregår i det åbne. Uenighed imellem AIPAC's medlemsgrupper kommer offentligt til udtryk. En gang imellem repræsenterer AIPAC ikke vores synspunkt."

Føler nogle amerikanske jøder sig loyale overfor både den amerikanske og israelske regering?
"Nej, vores loyalitet ligger helt og holdent i Washington. Vi nærer stor sympati for Israel, men forbeholder os ret til at både prise og kritisere den israelske stat. Jeg forstår ikke, hvorfor vi bliver beskyldt for dobbelt loyalitet. Det samme kunne man jo sige om irsk-amerikanere, der støtter IRA," svarer Philip Baum.
Fredsaktivisten Jerome Segal, som flere gange i tidens løb har været i pendulfart mellem Rabin og Yasser Arafat, og var én af de første amerikanske jøder til at møde PLO-lederen i 1987, medgiver at AIPAC er en rummelige lobbyorganisation.
"Mange ser den jødiske lobby som et spøgelse, der fuldstændigt dominerer amerikansk mellemøsten-politik. Så enkelt er det ikke," pointerer Segal.
"AIPAC er så stærk, fordi organisationen virker i et tomrum. Javel, AIPAC arbejder effektivt, taler med én stemme og bidrager masser af penge til politikeres valgkampe. Men det afgørende er, at der ikke findes noget stærkt modspil fra arabisk side. Hvis de tre mio. amerikanere af arabisk afstamning (der er seks mio. jøder i USA, red.) blot blev enige og organiserede sig i en lobbygruppe, ville situationen blive sværere for Israel i Washington."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu