Læsetid: 6 min.

Nøgternt og heroisk

27. november 1997

Fjerde bind af Nordisk kvinde-litteraturhistorie giver et storslået portræt af den del af moderne nordisk litteratur, der lader kvindekøn være kvindekøn

NY BOG
Det er klart, at 70'erne må være et vigtigt omdrejningspunkt for dette fjerde bind af Nordisk kvindelitteraturhistorie. Tiårets begivenheder danner et indlysende grundlag for realiseringen af den gode idé, som det har vist sig at være at skrive en kvindelitteraturhistorie. Værkets hovedredaktør, Elisabeth Møller-Jensen, er inde på netop dette i sin indledning. Ideen om det litteraturhistoriske storværk blev grundlagt ved et møde i 1981, dvs. i starten af det årti, der fra først til sidst kastede sig ud i et omfattende opgør med 1970'erne. Opgøret kom i mere end en forstand til også at få litterære og litteraturpolitiske konsekvenser.
Betegnelser som bekendelseslitteratur, knækprosa og bræklyrik blev synonyme med utopisk-rørstrømsk jubel-naivitet eller politisk dogmatisering, og hele molevitten dannede retorisk grundlag for udråbelsen af 1970'erne som
idioternes årti. En række kritikere - hvem husker ikke den fremstormende 'postmoderne' ideologikritik - og forfattere kunne med en selvhøjtidelighed, der var 70'ernes mest degneagtige ideologer værdig, slå sig op på 70'er-foragt og omgærde sig med fransk symbolisme, storby-melankoli, en lind strøm af maskuline T. S. Eliot-travestier, hujende nihilisme og den slags. Kvindeteoretisk vandt den såkaldte post-feminisme frem. Fronterne blev skarpe.

'Bevæge verden'
Møller-Jensen beskriver opgøret med 1970'erne som en medvirkende årsag til, at kvindelitteraturhistorien blev beskyttet mod ideologisk for-
ældelse. Det har hun givetvis ret i. Omvendt ville der formodentlig ikke være nogen kvindelitteraturhistorie at læse i dag, hvis ikke en vis kamp-gejst havde båret værket; en kampgejst, der vel trods alt og på godt og ondt nærer sig ved de institutionskritiske stormløb, der prægede tiden fra ca. 1967-78.
Vi skal ikke her gøre os kloge på disse konflikters betydning for den langvarige og formentlig ganske komplekse redaktionsproces, der ligger bag kvindelitteraturhistorien. Det bemærkelsesværdige er, at skribenter med visse anstrøg af 80'er-bårne forskelsfeminismer, begærsteorier, dekonstruktioner og psykoanalytisk offertænkninger i den grad var på banen i tredje bind
af kvindelitteraturhistorien, mens de frister en noget mere skjult tilværelse i dette fjerde bind. Det behandler perioden fra 1960-90 med udblik til 90'erne.
I de to første velskrevne og velredigerede hovedafsnit, "Fornyelser" og "Forandre sproget", beskrives kvindelige forfatteres bidrag til modernisme og litterære opbruds-tendenser. I det store og altdominerende hovedkapitel, "Bevæge verden", føres læseren ind i den omfattende række af proklamatorisk debatlitteratur, tankevækkende formeksperimenter, episke, dramatiske og lyriske storværker og døgnflueagtige bekendelsesmanifester, der tog fart fra omkring 1970. Skulle man have glemt det, bliver man her på bedste vis erindret om, at der virkelig var gang i den.
I det efterfølgende kapitel, "Blive sig selv", trækkes linierne op og tendenserne frem mod årtusindskiftet aftegnes med stort overblik. Bindet afsluttes med korte, men oplysende markeringer af særtræk i grønlandsk og samisk litteratur. Tilsammen giver det et broget, sammensat og vidt facetteret billede af den del af moderne nordisk litteratur, der bæres af kvindelige forfattere.
Fremstillingerne er udog-matiske, ofte levende og vel-skrevne, sine steder opremsende og uoverskuelige, andre steder, især i de nordatlantiske bidrag, næsten burleske og båret af en djærv humor.

Bevægelse og litteratur
De forkætrede 70'ere beskrives nøgternt og dog heroisk. I afsnittet "Ud af naturhistorien, ind i litteraturhistorien", ender den korte fremstilling af kvindebevægelsens aktiviteter med at slå fast, at den med sit utopiske krav om "Umwertung aller Werte" stod som århundredets største begivenhed på alle offentlighedens scener: den private, den politiske og den kunstneriske. Det er store ord, lige lovlig store: mange venter endnu den dag i dag på effekten af denne århundredets største begivenhed på alle offentlighedens scener. I hvert fald hvis Jytte Hilden står til troende. Det ville ikke være vanskeligt at anskue kvindelitteraturen som et monument over en sådan selvforståelse. Der er passager, også i dette fjerde bind, der kunne understøtte en sådan opfattelse. Men der er så sandelig også passager, ganske mange, der modsiger en sådan proklamation.
Det sammensatte portræt af de sidste godt 30 års nordiske kvindelitteratur skyldes fremstillingens mange og vidt forskellige skribenter. Men det skyldes også, at kvindelige forfattere bliver en selvfølgelig del af den litterære scene. Kvindebevægelsens betydning herfor skal på ingen måde underkendes. Tværtimod.
En sådan underkendelse ville være urimeligt fortegnende. Men når det er sagt, bør det samtidig tilføjes, at en stor del af de nærmest uoverskueligt mange kvindelige forfattere, der præsenteres i dette bind, så langt fra kan identificeres med kvindebevægelsen. Det lægger flere af værkets skribenter da heller ikke skjul på.
Kvindelige forfatteres betydning for tressermodernismen, samt for en lang række episke og lyriske formeksperimenter og genrefornyelser, har længe været tydelig. Enhver tvivl herom burde i hvert fald være gjort til skamme med dette bind af kvindelitteraturhistorien, der lægger ud med gode analyser af tre markante skikkelser: Sara Lidman, Kirsten Thorup og Svava Jakobsdóttir.
Lyrikken står af gode grunde centralt i fremstillingen. Den behandles koncist og klart. Synsvinklerne er dog endnu en gang, som i de tre foregående bind, meget lidt kritiske. Og det kan virke en smule anstrengende, at nærmest alle lyrikere partout skal beskrives som om de har kønnet helt fremme i deres tekster. Selv en Pia Juul, der direkte har fraskrevet sig en sådan fiksering på forfatterens køn, bliver foreholdt sit køn.
Optagetheden af forfatterens køn og temaer såsom krop, seksualitet, mand-kvinde-relationer, familieliv og den slags præger mange af analyserne. Det er i sådanne fikseringer, man måske aner kvindebevægelsen mumle med.
Det havde skærpet fremstillingen med en lidt større skelnen mellem forfattere, der direkte skriver sig høje på kønnet, og forfattere, der snarere end at investere i kønnet kæmper kunstnerisk med det digteriske materiale: sproget, formerne og transitive lyriske og episke genretræk.
Dem er der mange af, men de har en tendens til at blive opsuget i en lidt for forkelsløs masse af kønnet skrift.

Kritikkens skepsis
Anne-Marie Mai analyserer køligt, hvorledes den litterære kritik har det med at se skævt til kvindelige forfatteres evner til at foretage formeksperimenter. Der spores, skriver Mai, en vis dybtstikkende skepsis over for kvinders arbejde med æstetisk form og tradition, når dette arbejde fører til, at man går til genrernes grænser eller direkte æn-drer dem.
Den analyse køber vi gerne. Dog med to forbehold. Ingen seriøs kritiker, bortset åbenbart fra den hurtigtløbende John Chr. Jørgensen, der er Mais velvalgte prügelknabe, er vel i dag i tvivl om kvindelige forfatteres afgørende bidrag til genreopbrud og formeksperimenter; bidrag, som helt sikkert er af blivende værdi. Men at bestemme disse som begrundet først og fremmest i forfatterens køn er vel, når det kommer til stykket, lige så problematisk som Jørgensens tankeløse eskapader? Idealet kunne være, at kritikere er kritikere og forfattere er forfattere uden tvivlsom skelen til deres kønsmæssige herkomster.
En højere grad af betoning af dette som et af kvindelitteraturhistoriens, kvindebevægelsens og kvindelitteraturens helt indlysende effekter ville have været en fin udgang på værket (enhver kritiks fornemste opgave er, ifølge Marx, som vi på dette punkt tilslutter os, at ophæve sig selv gennem sin egen realisering). Det antydes i Møller-Jensens indledning og Mais kritiker-analyse, men det forbliver ved det.

Nordiske forskelligheder
En af de helt store og spændende muligheder, kvindelitteraturhistorien har bragt for dagen, er mulighederne for at læse på tværs af de nordiske landes nationallitteraturer. Ikke mindst i dette bind, hvor litteraturen er så rig og mangefacetteret, giver det anledning til videre studier i de forbløffende store forskelle, der faktisk er mellem de nordiske landes litteraturer.
Måderne at skrive litteraturkritisk på er forskellige, og de litterære værker er forskellige. Nationale særegenheder slår ud i de litterære værkers temaer, stillejer, billedbrug og tonaliteter. Især dette bind en guldgrube for videre studier i dette, som det anbefales enhver at fordybe sig i.
Endnu engang bør layout og billedredaktion fremhæves som særdeles vellykkede. Det skyldes ikke mindst det fornemme udvalg af skarpt gengivne værker af de fremragende kvindelige billedkunstnere, der præger vor tid, og som præsenteres uden illustrativ tvang.
Et fåtal af billederne har dokumentarisk værdi. Således bringes et situationsbillede af afklædte Femø-feminister, herunder en guitarist og en tablaspillerske.
Et andet sted reproduceres et interiør fra noget, der må formodes at være et kvindekollektiv. Hold kæft, tænker man: sådan var det sgu også. Godt at selvhenførte tablaspillere og velskrivende forfattere befinder sig i vidt forskellige verdener.
Manifestationer er en ting. Litteratur en anden. Vi holder os til litteraturen. Som dette bind af kvindelitteraturhistorien i det store hele også gør det. Så det er bare med at få gang i læsehesten. Der er græsgange for enhver smag.

*Nordisk Kvindelitteratur, bd. 4, På Jorden 1960-1990, 600s., 698 kr,-. Munksgaard/-Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her