Læsetid: 2 min.

Og nonnerne skrællede løg

20. november 1997

Kærlighedsbesættelsen i 'Pélleas og Mélisande' bliver fuldkommen uafviselig. I hvert fald for den tilskuer, der lader porten til den indre længsel åbne sig - og giver sig hen

TEATER
Til alle jer, der skriger på det store drama: Her er det! På Kaleidoskop på den hverdagshærgede Nørrebrogade er både socialrealismen, hyperrealismen, voldsrealismen og sexrealismen forsvundet med et trylleslag. Til gengæld stortrives det svungne, poetiske drama med sagnagtig ophøjethed og med symbolismens uhæmmede skønhedsdyrkelse intakt.
Forestillingen er Maurice Maeterlincks mesterværk Pélleas og Mélisande fra 1892, vel at mærke skuespillet (og ikke Debussys opera), der således spilles for første gang herhjemme. Og opsætningen er en teatralsk-filmisk symbiose, hvor scenografi, skuespil og musik mødes i ét langt skønhedssuk - utvivlsomt årets smukkeste forestilling.

Lykkessøgen
Filminstruktøren Tine Gybel debuterer på teaterfronten med denne mysticisme-dyrkende fabeldigtning, hvor mennesker drives af deres indre sjæleskæbner. Uroen og rastløsheden tvinger dem fra det ene tilfældige punkt i tilværelsen til det næste - med en lykkessøgen, der bryder alle konventioner.
"Jeg er syg her. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ulykkelig her", siger Mélisande i Helene Egelunds gudindebetagende prinsesseskikkelse med det ankellange, gyldne hår og de sørgmodige øjne. Ægtemanden Golaud sitrer af jalousi i Lars Dittmann Mikkelsens senede kæmpeskikkelse, hvor besindigheden hele tiden må kæmpe mod den flammende vrede. Men over for broderen Pélleas kæmper han - selvfølgelig - forgæves. Og med Claes Bang i rollen, er Pélleas netop alt det, som Golaud ikke er: Ung og gnistrende smuk, mørk og drømmende - og fuldstændig overjordisk.

Tilskuerlængsel
Kærlighedsbesættelsen bliver med andre ord fuldkommen uafviselig med denne sjældne skuespillertrio, i hvert fald for den tilskuer, der lader porten til den indre længsel åbne sig og giver sig hen.
"Måske hører du til dem, der er ulykkelige uden selv at vide det. De er de mest ulykkelige!", lyder Baard Owes stemme som en fjern, svigerfaderlig advarsel. Og de tjenende nonner vimser omkring med deres lysende hovedbeklædninger - tjenerinder for den uafvendelighed, som uforløst kærlighed altid bringer med sig.
Scenen er både skov og grotte, slotssal og tårnværelse, og scenografen Peter de Neergaard har formået at forene eventyrets pyntede finurligheder med symbolismens rendyrkede enkelthed med mystikken i behold. Hvilken prinsessekjole! Hans scenografi spiller uhindret sammen med Vibeke Winding og Jesper Bæk Sørensens billedkonsekvente sort-hvide film på bagvæggen, og med imponerende selvfølgelighed fusionerer film og scene og bliver til én verden - ét brølende hav, én forvreden skov, én fugtkølig slotskælder. Og mens musikken (af 2 x Peter + Povl) akkompagnerer sjælesplittelserne, inciterende og nerveflænsende og dog eventyrligt blidt, styrer slottets nonner historiens gang.
Hvad Det Kongelige Teater og de andre klassikerscener således har svært ved at formå i øjeblikket, er altså lykkedes for fonds- og teaterrådspenge på det ydmyge Kaleidoskop; måtte dramaturger og chefer drage hid.
For sjældent er kærligheden smuldret så smukt som her - mens nonnerne skrællede løg.

*"Pélleas og Mélisande". Tekst: Maurice Maeterlinck. Instruktion: Tine Gybel. Scenografi: Peter de Neergaard. Musik: Peter Peter, Povl Kristian og Peter Kyed. Film: Vibeke Winding og Jesper Bæk Sørensen. Forskergruppen Solaris på Kaleidoskop på Nørrebrogade, t. 8. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu