Vores historier bygger på ældgamle myter. Men de er moderne i den forstand, at de beskæftiger sig med psykologi, siger Henning Kure, en af hovedkræfterne bag serien, Valhalla
I 1970'erne havde fantasien et solidt greb i tiden. Unge mennesker drømte om en anden verden og læste derfor Marx og Tolkien, om Vestens sorte kapitalisme og de lyse elverfolk i Galadriels rige.
Revolutionsromantikken blomstrede i Norden, og nationalromantikken med, i skyggen af realiteterne og Det Europæiske Fællesskab. I Sverige lavede Hans Alfredson og Tage Danielson filmen, Æblekrigen, hvor patriotiske træer spændte ben for den internationale kapitalisme, og elverpiger lokkede den på gale veje.
Herhjemme kæmpede Olsenbanden for fædrelandets ære. Og hos Ebbe Kløvedal blev Holger Danske barn på ny og døbt på keltisk vis i den grønne skov, og der kom mange farvestrålende feer med gaver til hans vugge. I en anden bog af samme forfatter genopstod selveste Grundtvig som frigjort guru med maoistiske sympatier og Saturn stærkt placeret i sit stjernetegn. I Claus Deleurans tegneserie Thorfinn dukkede gamle Stærkodder op på krykker og huggede hovedet af tre jægersoldater, på én gang. Det var ellers nogle seje gutter, som kunne nøjes med en skrubtudse og en tår mosevand. Men ånden og kraften fra Danmarks oldtid kunne de ikke hamle op med.
Det var også i løbet af 70'erne, at tegneserien kom til ære og værdighed i Danmark efter mange år i skyggen.
Det begyndte, som så meget andet, i 1968, da en ny tegneserie blev præsenteret i magasinet Fart og Tempo. Det vil sige helt ny var den ikke. Tegneserien var Asterix, et stykke godt karikeret fransk nationalromantik, der havde set dagens lys ni år tidligere. Serien var længe om at komme her til landet. Til gengæld kom den til tiden: Den danske ungdom var lige i humør til en historie om et lille, tosset folk med kræfter og kampånd nok til at tæve enhver autoritet ud af sandalerne. Det var jo den generation, der var vokset op med Anders And. Og den var på ingen måde til sinds at forbedre sig.
I 1970 dannedes Asterix Fan-Club, som i begyndelsen bestod af to mand og en spritduplikator. Hermed opstod, for første gang, en kulturel offentlighed omkring tegneseriemediet i Danmark, med eget tidsskrift - Asterix Fan-avis, som det hed i begyndelsen. Publikationen var trykt på to ombukkede A4 sider, med en hefteklamme i ryggen. Men ambitionerne fejlede ingenting: "Meningen med denne club er at udbrede interessen for tegneserier og samtidig fortælle om de forskellige serier og deres tilbliven", stod der i det første nummer.
Det gik som planlagt: I fan-klubben samledes folk, der i de følgende år skulle få afgørende indflydelse på mediets udvikling i Danmark. En af dem, der straks meldte sig ind, var den syttenårige Henning Kure.
Fire år senere tog han springet ind i forlagsverdenen, som albumredaktør på Interpresse. Det var netop på denne tid, tegneserier som Lucky Luke og Splint & Co. fandt et publikum i Danmark.
I 1975 kom det store tegneserieboom. Da var Henning Kure den eneste af de ansatte, der kunne læse de franske serier, så ham blev der brug for. Igennem mange år var han og en jævnaldrende kollega på forlaget Carlsen stort set enerådende på det danske tegneseriemarked.
Der udkom et hav af udenlandske serier på begge forlag i de år. Mange af dem var kun for voksne, og det var noget nyt. Men Henning Kure havde også en anden kæphest: Danske tegneserier. Ikke fordi han var med på 70'ernes nationalromantiske bølge, men fordi han gerne ville have indflydelse på historierne.
I 80'erne udkom der danske tegneserier som aldrig før. Mange af dem gik gennem Henning Kures hænder. Men der var én af dem, der stod hans hjerte særligt nær - og gør det den dag i dag. Det var Valhalla.
Nordens gamle guder
Det var Arne Stenby, ejeren af Interpresse, der i 1977 fik idéen til et dansk produceret album, der også skulle kunne sælges i udlandet.
"Vi havde jo set, hvor fint Asterix var slået igennem internationalt, på national baggrund. Vi ville gerne have fat i noget, der på tilsvarende måde kunne ramme den nordiske identitet. Vi blev hurtigt enige om, at det skulle være noget med vikinger - ikke fordi nogen af os brændte specielt for det emne, men fordi vi vidste, der var et marked for det, også i Norge og Sverige," siger Henning Kure.
Det blev, som vi ved, til en tegneserie om de gamle guder - ikke en let opgave at løfte i Grundtvigs fædreland.
Men Henning Kure kendte ikke meget til den tunge arv. Lige så lykkeligt uvidende var det team af unge kunstnere, han samlede til opgaven: Peter Madsen, der var 18 år gammel og gik i 3. G, da han blev udpeget som Valhallas tegner og iscenesætter. Den 20-årige Hans Rancke-Madsen, der blev valgt som forfatter, fordi han var en habil Dungeons and Dragons spiller med sans for gode historier. Og Per Vadmand, der kom med på holdet i 1980, som forfatter og idémand, 36 år gammel, med rygsækken fuld af Anders And-generationens humor og holdninger.
Det var på høje tid, der skete noget nyt for de gamle guder, som, i hvert fald her i Danmark, i mange år havde levet deres liv bag lukkede døre, i højskolernes klasseværelser, i forsamlingshusenes foredragssale.
Der var engang, da Grundtvigs mytologiske lære gik som et Herrens velsignet vejr over landet. Men det var længe siden, og guderne havde været gennem lidt af hvert. Under 2. Verdenskrig blev de brugt i nazismens ideologi - og i kampen imod den. I begge tilfælde blev de brugt til fælt nationalistiske og autoritære formål. De trængte til luftforandring.
Kulturens veje
Valhalla-holdet tog udgangspunkt i traditioner, som var alt andet end germanske og grundtvigianske.
De første serier fra Peter Madsens hånd vidnede om et medfødt tegnetalent - og om udenlandsk påvirkning. Der var ikke en gnist af dansk eller nordisk tradition i hans streg, da han som 15-årig debuterede med en historie i Seriemagasinet. Hans store forbillede var André Franquin, manden bag Spirillen og Vakse Viggo.
Det var Henning Kure, der satte Peter Madsen på sporet af Walt Disney:
"Jeg ville have den direkte appel, som kommer til udtryk i Lady og Vagabonden - noget af det mest perfekte, man overhovedet kan finde i sympatisk karikatur."
Henning Kure sørgede også for, at tegneren fik Ragnarok i hænderne - et værk af Louis Moe, den norske kunstner, der i tiden omkring århundredeskiftet havde været børnenes ven, som Disney blev det senere - med illustrationer til danske og norske eventyr, 1001 Nat, børnerim og julesalmer, Oldemors Fortælling om Nordens Guder ...
Ragnarok fra 1929 var Moes hovedværk, og det var for voksne: Et billedepos uden mange ord, så fjernt fra dansk bondesind og bragesnak, som tænkes kan: Her er det ikke kulturen, der er i fokus. Louis Moes guderomantik var af en anden slags end Grundtvigs - og Oehlenschlägers for den sags skyld. Han vidste, hvordan den frie natur så ud.
"Fantasi af den Art fostres ikke i et Sletteland som Danmark. Der skal Klipper, Bjærgskov med Flænger af Vinterens Rasen og Fossernes Styrten sig i Dybet for at give Baggrund for den navnløse Angst hos de stakkels forjagede Menneskemyrer," skrev en dansk billedkunstner i et brev til Louis Moe.
To andre nordiske billedkunstnere fik stor betydning for Peter Madsen: Nordmanden Theodor Kittelsen, der ligesom Louis Moe var født i 1857, og den lidt yngre svenske eventyrillustrator, John Bauer. Det var kunstnere, der stod på fortrolig fod med troldtøjet i det høje nord, hvor man end møder det - på fjeldet, blandt rødder og blomster i skovbunden, på hovedgaden i en oplyst hovedstad...
I øvrigt myldrer det både hos Moe og Kittelsen med det, der senere, på godt dansk, er kommet til at hedde "funny animals": Græshopper med høj hat, tudser på indkøb - o.s.v.
Og så går der oven i købet en lige linie fra John Bauer til Walt Disney: En elev af den svenske kunstner Gustaf Tenggren emigrerede til USA. Han blev ansat hos Disney i 30'erne og fik stor indflydelse på tegnefilmene om Snehvide og Pinocchio.
I dette århundrede er en overvældende kulturstrøm kommet til os fra USA til bekymring for folk, der gerne vil værne om vores egen kultur. Men måske er det fremmede ikke så fremmed endda? Og måske er der stadig liv og kraft i den nordiske ånd? Det er i hvert fald sådan, at bag hver en sten og gren i Peter Madsens univers lurer ægte skandinaviske nisser og trolde. Og selv den mest disneyficerede kongeørn har fine små jugend-krøller i fjerdragten.
Det første album med Valhalla udkom i 1979, og den havde især i de første år dybe rødder i 70'ernes romantiske strømninger.
Ulven er løs
"I begyndelsen var vi meget optaget af at formidle diverse moderne ideologier," siger Henning Kure.
Det første album var en beretning om Fenrisulven, et monster, hvis naturlige nederdrægtighed der næppe før har været rejst tvivl om.
Men i denne historie er der ikke ondt skabt i udyret. Det er bare en stor, nuttet vovse. Det er guderne, der reagerer, som om den er en voldsom trussel - hver af dem med baggrund i sin egen personlige frygt: Frugtbarhedsguden Frej er bange for, at den skal æde hans køer på marken. Krigsguden Tyr vil sætte hæren ind. Men den vise Frigg ved, hvad det handler om: "Vi er de farlige for Fenris... - Og FOR OS SELV!" (f.u.)
Det viser sig, naturligvis, at ulven skal tages med det gode!
Det næste album tog udgangspunkt i myten om Thors brudefærd. En rigtig rødstrømpehistorie, hvor macho-guden i dametøj gennemlider alle kvindekønnets kvaler.
"De første fortællinger bærer præg af, at vi var nogle unge fløse, uden megen livserfaring," siger Henning Kure. "Alt, hvad vi vidste om den nordiske mytologi, var hvad vi havde læst i Anders Bæksteds Nordiske Guder og Helte. Resten fandt vi selv på."
I de første mange år forholdt Valhalla-holdet sig frit til de nordiske myter, der i deres oprindelige form er lineære episke forløb uden dramatik. Hverken i den ældre eller den yngre Edda gøres der rede for, hvorfor guderne handler, som de gør. Hvad er det f.eks., der får Thor og Loke til at drage afsted på den lange rejse til Udgårdsloke? Det er der ingen, der ved. De tager bare afsted, og da de når frem, følger den ene væddekamp den anden, som efter en snor: Loke æder, Tjalfe løber, Thor drikker, løfter, slås...
For at motivere figurernes handlinger og skabe dramatisk spænding i den historie fandt Valhalla-holdet på Quark, den lede unge som guder og jætter konkurrerer ivrigt om at blive fri for.
Efter tegnefilmen i 1986 og de to album, der byggede på den, blev den lille, berømte trold afsat til en anden tegner. Mere er der ikke at sige om ham.
Men Valhalla-serien blev ved med at udvikle sig:
I 1990 udkom De Gyldne Æbler, en historie, der nåede Asterix-agtige højder i spænding og komik: Guderne er lige så afhængige af et æble om året, som gallerne af deres trylledrik. Hvis gudinden Iduns æbler forsvinder - og det gør de - forvandles De Ærværdigt Høje til en samling runkne, senile vrøvlehoveder, med skaldepander og hørerør.
I den historie er der ingen nyopfundne figurer til at sætte gang i handlingen. Det er Loke, der står for intrigerne - ligesom i den oprindelige myte hos Snorre Sturlasson.
Men Valhallas Loke er i grunden ikke så slem. Han er bare en charmerende psykopat. Han kan godt være flink - hvis det tjener hans interesser.
"Vi går ikke så højt op i Lokes dæmoniske sider," siger Henning Kure. "At han skulle være far til Midgårdsormen og Fenrisulven - det kan lige så godt være noget, de kristne fortolkere har tillagt ham for at gøre ham ondere, end han er."
"Vores historier bygger på ældgamle myter. Men de er moderne i den forstand, at de beskæftiger sig med psykologi."
"I de sidste år har vi gjort meget ud af at lave nuancerede personbeskrivelser. Dem bygger vi ikke alene på de oplysninger, vi finder i myterne, men også - og især - på de karakteregenskaber og ydre kendetegn, som vi selv forsynede figurerne med i begyndelsen."
Moderne fortællinger
"Da vi for eksempel tegnede jætten Hymer første gang i album nummer to, gav vi ham et ar i panden - fordi det i et kvad fra den ældre Edda fortælles, at Thor har slynget et krus i hovedet på ham."
Dette krus, og arret, kom til at spille en stor rolle i album syv, Ormen i Dybet, der handler om Thors kamp med Midgårdsormen. Men hovedfiguren er Tyr, den modigste af alle guderne - måske. Det viser sig dog, at han er bange for krus. Og han har et ar i panden ligesom sin far. Den stolte asagud får voldsomme identitetsproblemer, da det ikke længere kan skjules, at han er af jætteslægt. Men forbandelsen hæves, da kruset, som i generationer har været brugt til at banke små børn i hovedet med, bliver knust. Tyr bliver sig selv igen - for selv om man er født i en jætterede, kan man godt vælge at være asagud.
Det er længe siden, Vahalla-holdet har hentet deres idéer hos Anders Bæksted. I de sidste fem album bygger handlingen direkte på kilder fra middelalderen, især på Snorre Sturlassons Edda fra 1200-tallet. Henning Kure, der med tiden er blevet velbevandret i de gamle skrifter, er nu den, der skriver de fleste af historierne.
Det tiende bind af Valhalla-serien, Gudernes Gaver udkom i foråret. Det handler om, hvordan Thor fik sin hammer og Sif sit guldhår. Det næste album, som er under forberedelse, bliver en detektivhistorie i noir stil, med Odin i hovedrollen. Den bygger på myten om digternes mjød.
Valhalla nummer 12 skal tager fat på et af de tungeste emner i den nordiske mytologi, grundigt behandlet af danske digtere, fra Johannes Ewald til Villy Sørensen: Balders død.
"Men vi lader ikke Balder dø", afslører Henning Kure. "Det er noget, han drømmer. Historien handler om, at man kan finde kærligheden, hvis bare man åbner øjnene. Balder har jo længe gået og ventet på, at 'Den Rigtige' skal dukke op. Men han kan ikke tro, at hun hedder Nanna og befinder sig lige for næsen af ham."
Den fortolkning leder man forgæves efter i de ældste kilder, hvor historien om Balder findes i tre versioner: I Den ældre Edda, hvor guden drømmer, at han skal dø. Hos Snorre, hvor vi finder den kendte version med Loke og misteltenen. Og hos Saxo, hvor den lyse Balder er en slem skurk, der render efter Nanna, selv om hun ikke vil have ham.
Kunstnerne vil forholde sig tro mod alle tre versioner og på det grundlag fortælle en splinterny historie. Det er planen, at Valhalla-serien skal slutte efter atten bind med Vølvens spådom om Ragnarok. Hermed vil alle de store historier i den nordiske mytologi være fortalt - endnu engang.
