Læsetid: 2 min.

Nordkorea får ingen dansk kødhjælp

13. november 1997

Det er imod de vedtagne principper at bruge kød som nødhjælp, siger udviklingsminister Poul Nilsson og støtter dermed kritikken af kødkonserves
til Nordkorea

Udviklingsminister Poul Nielson er enig med Folkekirkens Nødhjælp i, at det er i strid med principperne bag nødhjælp at bruge EU's overskudskød som fødevarebistand.
Han undrer sig over, at en erfaren nødhjælpsorganisation som Dansk Røde Kors taler varmt for at konservere EU-oksekødet og sende det ned til de sultende nordkoreanere.
"Nødhjælp bør tage udgangpunkt i de sultendes behov, og ikke i hvad vi har til overs. For nogle år siden blev det mere og mere et spørgsmål om en bekvem måde at komme af med vores overskud på, end det var sammensætningen af nødhjælpen, det handlede om," siger Poul Nielson.
Som Information skrev i går, har Folkekirkens Nødhjælp rettet en skarp kritik mod Dansk Røde Kors og Caritas Danmark for at bryde de etiske retningslinier på nødhjælpsområdet.
Udviklingsministeren støtter op bag de principper, som Folkekirkens Nødhjælp fremhæver. De bygger på resultatet af en grundig diskussion, som nødhjælpsfolk førte år tilbage.
"Kernen i det er, at man kommer langt længere med hensyn til at hjælpe mange mennesker ved at satse på andre typer af fødevarer. I Danmark er vi næsten helt holdt op med at købe ost og kødprodukter. Vi køber meget mere vegetabilske produkter," siger Poul Nielson.
Det skyldes blandt andet, at man i højere grad kan støtte lokalområdet ved at købe disse produkter dér. Og det skyldes, at man ernæringsmæssigt kommer længere for pengene, siger han.
"Alternativet for EU har jo ikke været, at man ikke har gjort noget. EU har i år brugt et ganske markant beløb på nødhjælp til Nordkorea."
- Det er svært at forstå, at kødet ikke kan bruges som nødhjælp, når en erfaren organisation som Røde Kors siger, at de godt kan bruge kødet.
"Jeg tror, at diskussionen er kørt lidt op i en spids. Der er ikke tvivl hos nødhjælpsfagfolk om, at det er mest rigtigt at give de sultende ris og disse andre typer produkter. Det er det, man skal gøre, hvis man kan komme til det. Og det kan man. Dermed er diskussionen afgjort allerede inden, i hvilket omfang det ernæringsmæssigt ville være et chok for dem at spise oksekød," siger Poul Nielson.
Så selv om at Dansk Røde Kors, Caritas og den europæiske kødindustri ønsker, at overskuds-kødet kommer på dåse og sendes til Nordkorea, vil det altså ikke ske.
"Det er en genoplivelse af en gammel diskussion, hvor visse brancheinteresser naturligvis har søgt at gøre sig gældende," siger udviklingsministeren.
Kød eller ikke kød. Situationen bliver ikke bedre i Nordkorea. FN's Verdensfødevareprogram, WFP, er i øjeblikket ved at færdiggøre en rapport, der sætter tal på årets høst, der netop er overstået. Leder af WFP's Nordkorea-afdeling i Rom, Rolf Huss siger til Information, at det allerede nu ligger fast, at Nordkorea i det kommende år vil få brug for endnu mere fødevarehjælp, end det har modtaget i år, hvor WFP har sendt 400.000 ton fødevarer afsted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her