Læsetid: 2 min.

Nordkoreas sultkatastrofe accelererer mod nye højder

15. november 1997

Tørke kan have reduceret årets høst til en tredjedel af det normale, advarer USA's landbrugsministerium - FN på vej med appel om mere fødevarehjælp

Alt tyder på, at Nordkorea får brug for endnu mere fødevarehjælp i det kommende år. Resultatet af årets høst er endnu ikke opgjort, men det amerikanske landbrugsministerium anslår, at udbyttet vil blive langt mindre end normalt.
For en afgrøde som majs, der er en vigtig bestanddel af nordkoreanernes kost, vil udbyttet ifølge ministeriets beregninger være nede på en tredjedel af det normale, når man sammenligner med det sidste 'normale' høstår 1994.
Siden da har to års oversvømmelser og dette års tørke i juni-juli delvist ødelagt høsten.
Også FN's Verdensfødevareprogram, WFP, regner med et magert høstudbytte i Nordkorea. WFP har sammen med FN's landbrugsorganisation FAO netop haft et eksperthold i Nordkorea for at samle data om høsten, og de to organisationer er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en rapport om fødevaresituationen.
"Rapporten vil bekræfte, at der stadig er et stort fødevareunderskud i Nordkorea, og at landet får brug for endnu mere hjælp i det kommende år," siger Rolf Huss, der er leder af WFP's Nordkorea-afdeling i Rom til Information.

Appel om hjælp
I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten senere på måneden, vil WFP derfor komme med en appel om mere international fødevarehjælp til Nordkorea.
Flere af organisationens medarbejdere har ellers sagt, at fødevaresituationen på det seneste var blevet "stabiliseret" som følge af den internationale bistand til Nordkorea.
Det samme indtryk fik Rolf Huss under sit seneste besøg i september, men samtidig siger han, at Nordkorea stadig befinder sig i en "svær situation". Den bliver ikke bedre af udsigten til endnu en fejlslagen høst, samtidig med at vinteren er på vej med temperaturer, der kan nå ned på 20 minusgrader.
"Mennesker har behov for mere mad, når det er koldt," siger han og tilføjer, at kombinationen kulde og mangel på mad især går hårdt ud over børnene.
"Det er ikke som i Afrika, hvor man kan se sultende mennesker på gaderne, men hvis du kommer ind i børnehaver i Nordkorea, ser du underernærede børn. De klarer krisen dårligere end voksne, og derfor er vores hjælp specielt rettet mod de nordkoreanske børn," siger Rolf Huss.
WFP har nu i to år arbejdet med at koordinere den internationale bistand til Nordkorea. Siden november 1995 har WFP fordelt ialt 638.000 ton fødevarer i Nordkorea, mens yderligere 376.000 ton er leveret uden om organisationen på bilateral basis.
1997 har været året, hvor WFP har leveret mest - 400.000 ton fødevarer indtil nu. Det er dette tal, som Rolf Huss nu siger, det bliver nødvendigt at overgå til næste år. Det internationale samfund må sende endnu flere fødevarer til Nordkorea, samtidig med at landet selv bliver nødt til at importere fødevarer for at holde hungersnøden fra døren.
Tidligere rapporter om, at én million nordkoreanerne skulle være døde af sult er vildt overdrevne, men sandheden er at ingen i realiteten ved, hvor hårdt sultkatastrofen indtil videre har ramt Nordkorea.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu