Læsetid: 6 min.

Til oplysning eller fordummelse?

5. november 1997

Nøgtern og solid håndbog om den svære ophavsret

Ophavsretten er blevet et vigtigt kulturpolitisk reguleringsredskab i en internationaliseret verden, hvor selv det mindste kulturområde ikke kan undslippe den globaliserede markedsøkonomi og de nye digitale produktions- og distributionsvilkår.
Hvordan skal forfattere, komponister, musikere og andre rettighedshavere sikres vederlag for den digitale udnyttelse af derer værker på internet? Kan kan undgå at værkerne bruges på en måde, som er krænkende for ophavsmanden? Hvordan skal forlæggere, dagblade, tv, filmselskaber og andre producenter praktisk klarere rettighederne i en gennemkommercialiseret global medieverden? Hvad med de ansattes rettigheder i de nye medievirksomheder? Hvordan kan informationssamfundets borgere sikres fri adgang til information, oplysning og oplevelse. Hvordan kan man forhindre plat, svindel og desinformation på de nye elektroniske motorveje?
Spørgsmålene og ikke mindst svarene er blevet brændende kulturpolitiske spørgsmål i den nye elektroniske uoverskuelighed.
Under det moderne samfunds udvikling har ophavsret via de økonomiske rettigheder været et væsentligt redskab til at sikre forfattere og andre rettighedshavere et vederlag for deres arbejde, ligesom de ideelle rettigheder har været et værn mod misbrug af værket. For autorer og andre skabende rettighedshavere har ophavsrettens økonomiske beskyttelse været en nødvendig omend ikke tilstrækkelig forudsætning for indtægter og arbejdsro.
For forlag, filmproducenter, radio/tv, dagspresse og andre kultur- og medieproducenter har de nationale og ikke mindst internationale aftaler reduceret risikoen ved kulturinvesteringer betydeligt.
De fleste producenter - ikke mindst i et lille sprogområde som det danske - ville kun i begrænset omfang turde investere i kunst- og kulturproduktion, hvis der ikke nationalt og internationalt eksisterede moralkodex, aftaler og regler, som forhindrede eller besværliggjorde tyveri, reproduktion og kopiering uden økonomisk kompensation til producenter og ophavsmænd.

Grundlov og virkelighed
Ophavsretten er derfor ikke uden grund blevet kaldt kulturens grundlov under den moderne samfundsudvikling. Hvad grundloven har været for demokrati og beskyttelsen af de politiske frihedsrettigheder, har ophavsretten været for de kulturelle.
Men forholder det sig fortsat sådan i vikelighedens verden? Og hvordan skal man kunne indgå aftaler, klarére rettigheder, opkræve og fordele vederlag, sikre værkerne mod krænkelse etc.., dvs. praktisere ophavsretten i den nye digitale medieverden?
Det stiller store krav til oplysning og viden om de basale virkemidler og de forskellige implicerede interesser på så kompliceret et kulturpolitisk område som ophavsretten, hvis det ikke på forhånd skal være de mest økonomisk magtfulde aktører i det nationale og internationale spil om ophavsret og kulturpolitik, der skal løbe af med sejren.

Den moralske ret
Tove Hygum Jacobsens og Anne Louise Schelins bog Ophavsretten i medierne er et umiddelbart tilgængeligt, præcist og oplysende redskab i denne kulturkamp.
Bogen indleder med en kort historisk indledning, som på en enkel og overskuelig måde beskiver, hvad ophavsretten går ud på. Der redegøres for ophavrettens omdrejningspunkt, dvs. den individuelle eneret til den kunstneriske, intellektuelle eller andre kreative indsatser og den dermed følgende ret til at overdrage retten til at offentliggøre og fremføre det skabte værk til andre på visse økonomiske betingelser.
Men penge er ikke alt! I den økonomiske debat om ophavsret glemmer man ofte de moralske rettigheder (Droit moral), som skal beskytte imod at en film bliver opbrudt og offentlig fremført som reklamespots, en bog publiceret som løsrevne citater eller andet misbrug, som tilsidesætter rettighedshavernes integritet og respekt for det skabte (droit au respect) eller den nøgterne ret til at blive navngivet ved fremførelse af værket (droit à la paternité).
Hvordan kan man sikre de moralske rettigheder i multimedieværker, som indeholder mange beskyttede enkeltbidrag eller i de interaktive digitale medier som internet og cd-rom, hvor brugerne selv kan redigere, manipulere og omtransformere det fremførte værk på skærmen?

En uddøende disciplin?
I Danmark er beskyttelse af værker i digital form blevet indføjet i Ophavsretloven fra juni 1995, idet kopiering til privat brug ikke er tilladt fra et digitalt medium til et andet digitalt medium (fra harddisk til diskette, fra cd til harddisk etc.).
De nye udnyttelsesformer har udløst behov for supplerende bestemmelser. Men har de nødvendiggjort grundliggende ændringer i den retlige regulering af ophavsretten? Det er der delte meninger om, som vi har været vidne til i de seneste års danske ophavsretdebat. Hos nogle, som bogens forfattere påpeger, har den opfattelse bredt sig, at ophavsret er en uddøende disciplin, og at de, der skaber indholdet til de digitale medier, må lære sig nye måder at få betaling for den skabende indsats på.
Andre finder det af ideologiske eller kommercielle grunde uforeneligt med selve idegrundlaget for de digitale informationsstrukturer, hvis hele indholdet ikke er frit tilgængeligt. Her går unge net-entusiaster ofte hånd i hånd med benhårde kommercielle interesser i teleselskaber og elektronikindustrien, som argumenterer for, at de ophavsretlige forpligtelser bør fjernes i de digitale netværk
Det ville være en enkel løsning, hvis alle, der kommunikerer på internet ville gøre opmærksom på om deres materialer frit kunne kopieres eller om de ønsker ophavsretten respekteret. Men så let er det ikke. Det magtpolitiske problem ligger i, at nogle plæderer for frihed til at råde over andres værker.

Beskyttelse er mulig
Men er det overhovedet praktisk muligt at beskytte de klassiske ophavsrettigheder i de moderne kultur- og massemedier? Ifølge bogens forfattere er svaret et klart ja!
Gennem en række illustrerende eksempler på aftaler fra den danske medieverden i de seneste år og gennemgang af en lang række sager med principiel betydning, som er afgjort ved dom eller forlig, anskueliggør bogen, at det både principielt og praktisk muligt at opretholde og videreudvikle den ophavsretlige beskyttelse under den digitale udvikling. Det findes ingen tekniske begrundelser for at tilsidesætte hverken ophavsmændenes eneret, producenternes konkurrencemulighed eller borgerne frie adgang til de kultuelle goder - de tre søjler, som bærer en demokratisk kulturpolitik i markedsøkonomiske samfund.
Netop de mange konkrete eksempler er gør bogen til en velegnet håndbog for ophavsrettens aktører. Derfor det også en fremragende ide, at bogens informationer løbende vil blive opdateret og ajourført gennem en selvstændig hjemmeside på internettet (www.ce-publishers.dk/ophavsret), som ligeledes vil indeholde nyttige adresser samt links til danske som internationale web-sider. Tove Hygum Jacobsen og Anne Louise Schelin, har - naturligt nok på baggrund af deres mangeårige tilknytning til Dansk Journalistforbund - i første omgang skrevet bogen for "at bidrage til at sikre de redaktionelle medarbejderes ideelle og økonomiske rettigheder på alle tænkelige udgivelsesområder". Men bogen har kulturpolitisk interesse for såvel de professionelle aktører på det ophavsretpolitiske område som for den kultuelt interesserede almenhed.

Nøgtern og uundværlig
Ophavsretten i medierne viser med nøgterne eksempler, at det kan lade sig gøre at indgå aftaler og rettighedsbeskytte værker i den nye teknologiske uoverskuelighed, hvis der er vilje hertil. Nøgleordet er den nordiske 'aftaleret', der er ved at vinde europæisk og global annerkendelse, som et columbusæg i forhold til rettighedsbeskyttelse på de nye digitale motorveje.
Det drejer i al sin enkelthed om, at de forskellige aktører sætter sig til forhandlingsbordet, og ikke rejser sig før der er fundet en enkelt og overskuelig løsning, som som på en gang sikrer eneretten og de ideelle og økonomiske rettigheder, medievirksomhedernes handlemuligheder, og borgernes frie adgang til information og oplysning.
At det er praktisk og organisatorisk muligt demonstreres gennem bogens mange eksempler på indgåede aftaler fra de seneste år. Dermed er bogen et uundværligt redskab, for enhver, der ønsker at bringe debatten om ophavsret ud over den apokalytiske katastrofestemning, som i flere år har præget diskussionen i Danmark.
Dog kunne man godt havde ønsket sig en nærmere belysning af nogle af de kulturelle spørgsmål om ophavsrettens udvikling og anvendelsesområde, som bør afklares, hvis ikke ophavsretten langsomt skal miste sin kulturpolitiske betydning.
Hvis alt og alle skal beskyttes, risikerer man måske en devaluering af den side af ophavsretten, som kræver, at der skal være tale om et "værk", dvs. om en selvstændig kreativ indsats, som har sat sit præg på slutresultatet.
Det, som er de kunstneriske frembringelsers inderste nerve, risikerer i denne udvikling at overskygges og udvandes af en rettighedsbeskyttelse overfor industriprodukter. Hvad vil det indebære for kunst og kultur og for ophavsretten som kulturpolitisk instrument i fremtidens informationssamfund?

*Tove Hygum Jacobsen og Anne Louise Schelin: Ophavsretten i medierne. 211 s. Christian Ejlers' Forlag. Udkommer i dag

Peter Duelund er forskningslektor ved moderne kultur, Institut for Litteraturvidenskab, KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her