Læsetid: 3 min.

Oprøreren Anja

18. november 1997

Anja, håndboldstjerne, født på Fyn ligesom forfatteren til 'Den grimme ælling', har skrevet om sig selv

NY BOG
AA (ikke at forveksle med Anders And) er kendt af millioner, for sine skudspecialiteter, sit gå-på-mod og sin vildt strittende langemand, når hun synes, det er det situationen kræver. Nævnte finger figurerer da også på bagsiden af hendes bog, Mit håb om frihed, med syrlig hilsen til en stribe navne fra sportens verden.
Anja var blot ti måneder gammel, da hun første gang løb på banen, mest for at hjælpe mor, som stod i mål for landsholdet. Også far var landsholdsspiller, og som fem-årig gik Anja i gang med sin egen oplæring, som hun straks satte sig et mål for: hun ville være pengespiller, i udlandet. På vejen gik hun så grueligt meget ondt igennem, men målet nåede hun, i Bækkelaget, Norge, og Tus Walle Bremen, Tyskland. Endnu en drøm er dog uopfyldt: at blive dansk landstræner. Måske i opposition til Ulrik Wilbek, som endnu sidder på pladsen. I hvert fald må Anja, når hun engang afløser, nok spare lidt på sit fingersprog. Spillere skal behandles ordentligt. Det er hvad Anja selv ønsker.
"Jeg kan godt li' din måde at være på". Replikken er sentimental fuldemandssnak fra enhver bodega. Det modsatte, at blive fordømt ustandseligt, snigende bag ryggen og tilsidst åbenlyst, endda i brev-form, for sit væsen, det er hvad det unge håndboldstalent havde at slås med, i de første år.

Anja får chancen
Efter en god sæson i Aalborg KFUM 1986-87 ville Anja have mere træningstid, og det tilbød man hende i Ikast, hvor en lokal træner og forretningsdrivende havde ambitioner for sit tredje-divisions-hold. Men tøjlerne blev for stramme for Anja, der trods sin usikkerhed alligevel var meget selvstændig. Men klubben havde tilbudt Anjas forældre jobbet som inspektørpar, og det var med til at binde Anja, imod hendes lyst. "Jeg har en mening med tilværelsen, jeg ønsker at lære noget, men jeg ønsker ikke blive ejet af nogen. Jeg skal ikke lukkes ind i et bur". Forholdet kører helt af sporet og klubben prøver at ekskludere sit medlem, for uacceptabel opførsel.
Det er Anjas plads på det jyske unionshold som bringer hende i kontakt med den unge københavnske træner, som viser sig at være god til at sætte et ungdomshold sammen (nr. 2 ved U-VM 87). Det er Ulrik Wilbek, som giver Anja landsholdschancerne, og hjælper hende fra Ikast til Viborg. Men Anja føler, at han vil tæmme hende, konflikten påvirker Anjas selvværdsfølelse alvorligt: "Det var ikke mit spil de bedømte mig på, det var min opførsel".

Drømmen
Mit håb om frihed er først og fremmest hendes dokumentation af, hvordan hun stemples "egomanisk", og hvor uretfærdigt det var. Hendes eneste medicin imod fremmedgørelsen er den lille runde bold, hendes refugium er håndboldbanen (og familien), men den medicin gør kun problemet værre, fordi hun er et talent i kingsize, der må konstatere, at de tre professionelle år i Tus Walle Bremen var langt de bedste i hendes håndboldkarriere, omgivet af lutter internationale stjerner. Anja var glad for selskabet, men den måde hun udtrykker sig på lægger bolden til rette for hendes kritikere: "...mine bedste år. Ikke blot fordi min drøm om at blive professionel håndboldspiller i udlandet gik i opfyldelse, men også fordi en anden og mere betydningsfuld drøm blev realiseret. Jeg kom til at spille på hold med
12xAnja." Det står der virkelig. Anja som kloning? Var det drømmen?
Anja påpeger mændenes forrang i håndboldverdenen: når Ulrik skaber sig vildt kommer han på forsiden, når Anja protesterer mod et rødt kort, møder hun fem sure læserbreve, der ønsker både mål og ro i gaden, samt hele den gamle flinkeskole.
Beretningen om pengespillernes tvivl og uro under klubskifteforhandlinger i Norge, og kigget ind i den tyske topklub er ubetinget spændende. Anjas redegørelse for hvad der rørte sig i hende, efter det famøse straffekast mod Korea i Atlanta er interessant stof for os seere, som bare så en såret løve vandre hvileløst rundt.

*Anja Andersen Mit håb om frihed. 251 s. 198,-. Centrum. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her