Læsetid: 6 min.

Oprørets stærke enker

12. november 1997

De menneskelige omkostninger ved at følge moralens bud

NY BOG
I mange år efter krigen blev der ikke talt meget om modstanden mod Hitler under det nazistiske regime. Hverken flertallet af tyskere eller de allierede sejrsmagter havde nogen interesse i at fremhæve den indre modstand - tyskerne, fordi de havde været medløbere eller passive, de allierede, fordi de ville stå som enesejrherrer. En differentiering ville blot forstyrre billedet, for i 1945 ansås alle tyskere uden undtagelse for skyldige, og Tyskland skulle for altid holdes nede.
Først nogle år senere gik det op for offentligheden, at der faktisk havde været en politisk opposition til Hitler, ikke kun en kommunistisk, men også en mere tværpolitisk med deltagelse af såvel borgerlige som socialdemokrater. Den var bare ikke særlig stor og ret tåget i sine ytringer, og først og fremmest var dens afgørende slag mislykkedes: attentatet mod Hitler d. 20. juli 1944. Bomben, der var stillet i en taske under en militær rådslagning i "Wolfschanze" ved østfronten, sårede kun Hitler let, og allerede om aftenen kunne han over radioen meddele den tyske befolkning, at forsynet havde holdt sin hånd over ham endnu engang (flere tidligere attentater og attentatforsøg var også mislykkedes).
Officeren, der anbragte bomben, hed Claus Schenk von Stauffenberg, men en større gruppe af især militærfolk og administratorer stod bag, heraf flere, der havde været med til at opbygge regimet fra 1933, men som veg tilbage, da de så, hvordan det udartede. I manges tilfælde først op mod krigen, altså lovlig sent.
Siden 1960'erne er der skrevet meget om den tyske opposition, og senest ved 50 års jubilæet for 2. verdenskrigs afslutning i 1995 udkom flere vigtige værker. von Stauffenberg og hans medsammensvorne har fået den plads i historien de fortjener, som nogle af de ganske få tyskere, der vovede at sætte sig op imod Hitler og betalte prisen for det - de blev næsten alle henrettet i dagene eller månederne efter, mange efter at være pint og plaget af Gestapo.
Dorothee von Meedings bog handler kun indirekte om modstandens mænd. Det er kvinderne - og børnene - i deres familier, der er emnet for hendes bog, men her igennem belyses deres mænds og fædres indsats også. Hun er optaget af, hvordan kvinderne tænkte og handlede dengang, og hvordan det siden er gået dem og børnene, og det er der kommet et vigtigt og bevægende stykke oral history ud af.

Mod og viljestyrke
Ialt elleve kvinder er blevet interviewet i 1989-90, her iblandt Emmi Bonhoeffer, Freya von Moltke, Rosemarie Reichwein, Clarita von Trott zu Solz, Charlotte von der Schulenburg og Nina Schenk von Stauffenberg. Det er fremragende interviews, der går tæt på, men alligevel respekterer den enkelte kvinde og lader hendes særpræg stå frem.
Kvinderne virker alle imponerende både i deres rank-hed og deres personlige beskedenhed, men stærkest indtryk gør bogens første interview med Emmi Bonhoeffer og et senere med grevinde Charlotte von der Schulenburg. Her får man ikke kun indtryk af et næsten ufatteligt mod og viljekraft under krigen og deres mænds fængsling og henrettelse, men også af en vilje til at komme videre og forsøge at bruge fortiden i nutidens tjeneste i stedet for at fiksere den i et stivnet billede med dem selv og deres mænd som heltemartyrer og heltinder.
På spørgsmålet til Emmi Bonhoeffer, om hun i dag føler, at ofrene, som modstanden krævede, var forgæves, svarer hun således, at selvom eksistensen af en, omend nok så svag, modstand sikkert kom til at gavne Tyskland udenrigspolitisk, er dette aspekt blevet overdrevet. "Måske betød det i begyndelsen en hjælp for Adenauer. Men jeg tror, at Tyskland igen er anset, fordi det politisk indgår i den vestlige verden, og fordi det er økonomisk stærkt, ikke af moralske grunde, og fordi vi på en overbevisende måde bestræber os på at virkeliggøre en retsstat, et demokrati. Altså, som helhed gik udviklingen hen over den 20. juli 1944, og i dag har vi at gøre med fuldstændig nye problemer. Prisen for vores levestandard er ødelæggelsen af miljøet. Det bliver efter min opfattelse stadig ikke set klart nok." (s. 30 f.).
Alle de interviewede kvinder kommer fra højborgerlige eller adelige milieu'er. Mange er opvokset med de preussiske dyder om loyalitet og ret-skaffenhed, og de fleste er troende kristne. Der spores også en aristokratisk selvsikkerhed, som må have været et værn for dem. Men næsten alle måtte begynde et nyt liv efter 1944, og flere var turen om ad fængsler og lejre, før de ad mærkelige veje kom fri og nåede over i vestzonen. Deres godser og formuer var væk, og de måtte begynde at opbygge en ny tilværelse, de fleste af dem med 3-5 børn.

Ingen fortrydelse
For flertallet af tyskere var deres og deres mænds handlinger stadig 'landsforræderi', hvilket f. eks. af og til bragte børnene i forlegenhed. Men også på dette punkt viser kvinderne en nøgternhed, ja forståelse over for de uvidende, som kun kan fremkalde beundring. Meget få afslører bitterhed over udviklingen, og ingen fortryder deres betingelsesløse støtte til attentatmændene, selvom flere af disse som dybt kristne selv havde store kvaler ved at skulle ihjelslå.
Om Hitlers død havde hjulpet ret meget, ved vi jo heller ikke, men selvom regimet nok ville været fortsat og attentatfolkene derfor alligevel ville være blevet dræbt, kunne krigen formentlig have været forkortet og mange menneskeliv være sparet.
Med den viden vi har i dag - og med det myrderi, der er blevet almindeligt i politik, som en af kvinderne siger - er der næppe mange, heller ikke bekendende kristne, der vil benægte, at et mord på denne eksempelløse tyran ville have været retfærdigt. Men samtidig var det måske alligevel bedst, at det ikke lykkedes, som flere af dem også mener, fordi faren for en ny dolke-stødslegende ville være akut, hvis 'vor kære Fører' var blevet dræbt indefra, før han havde tabt krigen.
Hvordan moderne feminister vil bedømme bogen og dens kvinder, tør jeg ikke sige. De har alle spillet en svunden tids kønsrolle som støtter og hjælpere for deres mænd. De var indviede i konspirationen til et vist punkt, men mændene vidste bedst, siger de alle, vores opgave var, at støtte dem så godt som muligt og søge at lindre deres smerte i fangenskabet. Og efter mændenes død var det børnene det gjaldt, de skulle ikke undgælde for den foregående generations politiske kampe eller have påført et helgenbillede af deres far, som de aldrig ville kunne leve op til.

Styrkende læsning
Kvinderne ofrer sig i bevidstheden om, at det er det bedste for alle, også dem selv. Efter at have læst bogen må i hvert fald jeg konkludere, at det er et offer af den art, der gør stærkere, ikke svagere. Det er i alle henseender styrkende læsning.
Oprørets enker er forbilledeligt oversat fra tysk af Ul-rich Horst Petersen, der også har annoteret bogen. Det eneste man savner er en kort oversigt over den tyske modstandsbevægelse og dens vigtigste navne, man løber ind imellem sur i de mange navne, der dukker op.
I en tid, hvor det politiske prioriteres lavt, samtidig med at bevægelser, der minder om de brune fra 1930'rne, vokser med faretruende hast, er denne bog med dens stærke politiske og moralske budskab vigtig.

*Dorothee von Meeding: Oprørets enker. Samtaler med kvinderne bag attentatet mod Hitler den 20. juli 1944, tilrettelagt og oversat af Ulrich Horst Petersen fra "Mit dem Mut des Herzens. Die Frauen des 20. Juli", 1992. Gylden-dal, 280 sider, ill., 350 kr.

Claus Bryld er professor i moderne historie ved Roskilde Universitetscenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu