Læsetid: 5 min.

På egne betingelser

25. november 1997

'Storbypuljen' er en sjælden succeshistorie i indsatsen for de svageste og mest udstødte grupper i samfundet, fordi pengene går til at hjælpe de udstødte på egne betingelser

RAPPORT
Der har altid været grupper af udstødte i samfundet. Engang var det spedalske, senere blev det prostituerede med syfilis, senere igen blev det alkoholikere. I perioder har det mest været ældre mænd. I andre perioder har det været yngre mennesker. I dag omfatter gruppen gadebørn, prostituerede, hjemløse, alkoholikere, narkomaner og sindslidende, og dem vil mange af dem, der regner sig for at være normale, helst undgå. Hvis de skal tåles, bør de i det mindste blive lige som os andre. Det vil sige, at alkoholikeren skal holde op med at drikke. Narkomanen skal stoppe med sit misbrug og den sindslidende skal holde op med at være sindssyg og se at blive rask.
Men disse krav om, at de afvigende skal være ligesom de normale før de kan accepteres, er i virkeligheden med til opretholde udstødningen. Det skriver sociologen Birthe Bech Jørgensen i den bog om Storbypuljen, der er udgivet af Aalborg Universitetscenter.

På hvis betingelser
Storbypuljen er navnet på den pulje penge som Folketinget bevilgede i slutningen af 1992, så der kunne drives opsøgende arbejde blandt de udstødte i vore storbyer, og meningen var også, at man for en gangs skyld skulle prøve at arbejde på de udstødtes egne betingelser. Siden er der opstået en række boformer, væresteder, aktivitetstilbud for de udstødte, og det er den indsats, der nu er blevet vurderet af en gruppe socialforskere med professor Tore Jacob Hegland i spidsen. Forskerne har spurgt om den slags statslige initiativer i det hele taget nytter noget.
De har forsøgt at belyse hvad der sker, når der pludselig kommer mange penge til udvikling og forsøg. De drøfter hvilke former for forbedring kan man tale om, når den skal ske på de udstødtes egne præmisser.

Dårlige kommuner
Storbypuljen var ikke et enkeltstående fænomen. Der var statslige puljer før, og der kom statslige puljer senere. Disse centrale puljemidler har givet mange lokale ild-sjæle og frivillige organisationer gode muligheder for at udvikle nye tiltag på det sociale område.
Puljerne kan imidlertid også ses som et udtryk for, at de danske kommuner ikke har magtet den nødvendige udvikling på det sociale område.
Kommunerne får i det hele taget dårlige karakterer. Der er givet mange kommunale afslag til projekter, som derefter alligevel er blevet gennemført, men kun fordi der var støtte at hente i Socialministeriet. Dette forhindrer dog ikke kommuner og amter i at rose sig selv for deres initiativrigdom, når det er gået godt. Så fortæller de nok så glade at 'Kommunen har iværksat' eller 'Amtet har gennemført', selv om pengene er kommet fra centrale puljer, som de i øvrigt er godt trætte af.

Mere centralisme
Kommunerne vil nemlig bestemme selv; men i forsvaret for de svageste er de ikke til at stole på. Der er mange eksempler på, at statslige bevillinger til de udstødte er havnet helt andre steder når de skulle rundt om kommunekontoret.
Det skyldes blandt andet, at lokalpolitikere ikke magter at sætte sig op imod vrede borgere, der protesterer mod at narkomaner, akoholikere og andre kommer for tæt på. Mange parcelhusejere frygter således at grundværdien på deres hus vil falde, hvis der kommer et værested for narkomaner eller sindssyge længere nede ad vejen, og så bøjer kommunalpolitikerne af.
Tore Jacob Hegland fore-slår derfor, at når det gælder støtte til de allersvageste, kan kommunerne kun få pengene udbetalt under forudsætning af, at pengene også går til dem, de er tiltænkt. Han foreslår kort sagt en centralistisk refusionsmodel, hvilket er som at bande i kirken, for i vore dage skal alt være decentralt. Men, skriver Tore Jacob Hegland:
"Gennem det seneste års tid eller to har jeg gentagne gange drøftet spørgsmålet informelt med centralt og lokalt placerede politikere og administratorer, ofte på to- eller tremandshånd. Og i åbenhjertige diskussioner kommer man gang på gang tilbage til det officielt næsten forbudte tema: En eller anden variant af statslige refusionsordninger ville måske være det bedste og mest logiske."

Normalitet og udstødning
Den fremherskende forestilling om normalitet er en del af udstødningens mekanik. Forholdet til arbejdet er samtidig en væsentlig bestanddel af 'det normale'.
Arbejdet er noget af det mest hellige i det moderne samfund. Det tillægges nærmest samme helbredende kraft som håndspålæggelser og helgenknogler havde i gamle dage. Kun gennem arbejdet kan vi blive frie og få vores identitet, tror vi.
Men sandheden er, at det moderne menneske, gennem sin afhængighed af arbejdet, i virkeligheden er et ufrit væ-sen, der er underlagt konstante krav om fleksibilitet og fornyelse. Derved opstår der et kronisk behov for kemisk dulmen, psykologisk nussen, social rådgivning, moderigtigt forbrug og livslang uddannelse. I virkeligheden er der tale om en samfundsmæssig kontrol, der griber dybt ind i den enkeltes personlighed. Den individualisme, der er idealet i vore dage, er i virkeligheden udtryk for et normkrav. Enhver skal konstant reflektere over sig selv. Man skal fungere i fællesskaber, hvor man hele tiden er i en benhård konkurrence med klassekammerater eller kollegerne.
Det er benhårde krav, som ikke alle magter at leve op til. Nogle dropper ud af uddannelsessystemerne, andre bliver syge, og nogle af dem finder man senere som tabere i samfundets udkanter, hvor de gemmer sig med deres hemmelige skam.
Storbypuljen har faktisk formået at hjælpe mange af dem. Dette er blandt andet sket gennem en særlig ordning med støtte- og kontaktpersoner, der har opsøgt de udstødte og sårbare, hvor de var, som har lyttet til dem, hjulpet dem i forholdet til det offentlige, forsøgt at sætte dem i kontakt med andre, og holdt dem i hånden, når angsten kom.

Fornyelse og succes
Det er på sådanne områder, Storbypuljen faktisk har været både en fornyelse og en succes. Det nye ligger i selve den grundlæggende tænkning, der handler om omsorg. Overalt tænker man ellers i mål og resultatkrav. Der opstilles handleplaner og fastsættes succeskriterier, fordi alt og alle hele tiden skal bevæge sig fremad og opad. Fra dårlig til god. Fra syg til rask. Sundhed år 2000 og den slags, men der findes lidelser, der aldrig vil forsvinde og der er sår, der aldrig kan heles.
Stillet overfor den slags, kommer man ikke langt med forestillinger om, at det nok snart går over og at alting derefter vil blive bedre. Det er den kendsgerning, Storbypuljen retter sig ind efter. Den gør det muligt at se lidelsen uden et afledende lag af falske forhåbninger. Det er det nye og løfterige ved den, og bogen om Storbypuljen bliver derved til en af årets positive oplevelser.

*Storbypuljen. Arbejdsrapport fra den tværgående evaluering. Af Birthe Bech Jørgensen, Tore Jacob Hegland, Lars Hulgaard, Janne Seemann. 76 s. 100 kr. Forlaget ALFUFF, Aalborg Universitet

*I torsdags uddelte Socialministeriet en portion på 76 mio. kr. fra Storbypuljen til i alt 82 nye og 30 allerede eksisterende projekter - med vægt på projekter, der kan forventes at blive varige tilbud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her