Analyse
Læsetid: 6 min.

Ikke-papiret - en tekstanalyse

18. november 1997

Mange forbehold viser, at EU ikke skal blande sig synderligt i skabelsen af nye arbejdspladser. EU-indsatsen bliver ideudveksling og penge

BRUXELLES - Det er aldrig ligegyldigt, hvad der står på papiret, når en international organisation nedskriver en politik på papir. I nogle internationale organisationer er ordene på papiret meget forpligtende - andre steder har ordene mindre betydning. EU hører absolut til en af de internationale organisationer, hvor ord har stor betydning.
EU-samarbejdet er stærkt forpligtende og adskiller sig derved fra mange andre former for internationalt samarbejde. Når ordene på papiret forpligter, er der også grund til at være ekstra opmærksom på ordenes betydning. Dette fænomen kendes blandt andet fra den danske debat op til folkeafstemningerne om de forskellige europæiske traktater. Fænomenet er også interessant i den nuværende diskussion om, hvordan EU-landene i fællesskab kan gøre en indsats for at få skabt nye arbejdspladser i Europa.
Torsdag aften mødes EU's stats- og regeringschefer til topmøde i Luxembourg og når de rejser fra det lille hertugdømme fredag eftermiddag skulle toppolitikerne fra de 15 medlemslande gerne have vedtaget en fælles strategi for, hvordan EU-samarbejdet kan bidrage til skabelsen af nye jobs.
I sidste uge fremlagde det luxembourgske EU-formandskab et papir, som indeholder en række bud på, hvad EU-topmødet kunne vedtage på fredag. Dette luxembourgske dokument bærer den klassiske titel - et non-paper. Det betyder, at der er tale om et sæt tanker som ikke er forpligtende i forhold til de forhandlinger som skal finde sted i Luxembourg senere på ugen.
Et studie af ordene i det luxembourgske ikke-papir viser tydeligt EU-landenes dilemma i diskussionen om EU's rolle i bekæmpelsen af arbejdsløsheden. EU's rolle skal være et supplement til det som foregår nationalt i hvert medlemsland. Bruxelles skal ikke overtage beskæftigelses-politikken i de enkelte EU-lande.
Der står eksempelvis i det luxembourgske papir, at "medlemsstaterne kan .... tage hensyn til til f. eks. de administrative og finansielle midler, der kan tilvejebringes." Med andre ord vil EU-landene i fællesskab opstille nogle mål for, hvordan arbejdsløsheden kan bekæmpes, men hvis et eller flere medlemslande af økonomiske årsager ikke kan finde pengene på det nationale budget til at gennemføre disse mål, er det også i orden.
De målsætninger som det luxembourgske EU-formandskab lægger op til at EU-landene skal opstille handler blandt andet om, hvordan man kan bekæmpe langtidsledigheden og mængden af unge arbejdsløse. Der er ambitioner om, at alle EU-landene politisk skal forpligte sig til at tilbyde alle unge en eller anden form for aktivitets-tilbud, når de har været ledige i seks måneder. Det kan være omskoling, uddannelse, jobtræning osv. Voksne langtidsledige, hvilket defineres som dem, der ikke har haft arbejde i et år, skal også tilbydes lignende aktivitets-tilbud.
Et andet forbehold i det luxembourgske papir som understreger, at der er skarpe grænser for, hvor meget EU-samarbejdet kan kræve af de enkelte EU-landes indsats på området jobskabelse handler om kompetence:
"De (retningslinierne) skal respektere subsidiaritetsprincippet og medlemsstaternes kompetence på beskæftigelsesområdet og må ikke anfægte den nødvendige budgetdisciplin." Med andre ord må de ikke ikke blande sig i beslutninger som bedst træffes lokalt eller nationalt og der må ikke tages beslutninger, som kan få betydning for EU-landenes nationale budgetter.
Der lægges op til, at hvert EU-land skal lave en handlingsplan for, hvordan landet vil bekæmpe arbejdsløsheden. Men hvert land skal udarbejde disse planer efter "egne procedurer."
Hvert EU-land skal altså lave en plan for, hvordan blandt andet langtidsledige og unge arbejdsløse kan aktiveres forholdsvis hurtigt. På dette område vil EU-initiativet om beskæftigelse formentlig heller ikke gøre den store forskel. Alle EU-landene har planer for, hvordan arbejdsløsheden skal bekæmpes og ledige igen komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Arbejdsløsheden i Europa har længe været øverst på den politiske dagsorden og intet politisk parti kan gå til valg uden konkrete bud på, hvordan partiet har tænkt sig at gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er ikke alle EU-lande som har udarbejdet deres nationale beskæftigelses-planer på en sådan måde, at der findes konkrete slagplaner for, hvordan unge ledige kan aktiveres efter seks måneders ledighed og voksne efter 12. Hvert af de 15 EU-lande vil i princippet være tvunget til at udarbejde sådanne planer, hvis EU-topmødet ender med at træffe en beslutning i retning af det, som det luxembourgske EU-formandskab lægger op til i sit ikke-papir. Men med mulighed for at fravige på grund af økonomiske forhold i hvert enkelt land, er der ikke lagt op til, at lande som ikke udarbejder slagkraftige planer for bekæmpelse af arbejdsløsheden vil blive udsat for synderlig kritik fra de øvrige EU-lande.
Og netop den fælles EU-kritik af hvert lands indsats for skabelsen af nye jobs og aktivering af ledige er det eneste egentligt nye i EU's beskæftigelsespolitik. Det slås fast, at EU-landene skal diskutere og bedømme hinandens job-planer og landenes gennemførelse af planerne. Disse evalueringer skal foregå en gang om året og håbet er, at alene udsigten til, at de øvrige EU-lande kunne finde på at kritisere indsatsen i Danmark, Grækenland eller andre steder, skulle være motivationen til, at de enkelte EU-lande i fremtiden gør en større indsats på dette område, end det er tilfældet i dag.
Det lyder ikke af meget, men EU-landene har prøvet denne metode i arbejdet med at få skabt økonomisk lighed mellem landene som et led i forberedelsen af den økonomiske- og monetære union. Her har EU-landene jævnligt diskuteret den økonomiske situation i de enkelte EU-lande og det har haft den effekt, at hvert land har gjort en indsats for at få bragt orden i den nationale kassebeholdning.
Det er dog tvivlsomt om sammenligningen mellem ØMU'en og EU-indsatsen mod arbejdsløsheden holder. De årlige diskussioner om den økonomiske situation i de enkelte EU-lande var samtidig kædet sammen med, at alle lande vidste, at konsekvensen ved ikke at få bragt orden i økonomien var, at landet ikke kunne få lov til at deltage i møntunionen fra starten.
Stadig findes der dog ikke nogen konsekvenser for det land, som ikke lever op til de fælles EU-mål for aktivering af ledige og skabelsen af nye arbejdspladser i oplægget til en fælles EU-politik mod arbejdsløsheden. Den største risiko et land løber er, at de øvrige EU-lande udtrykker kritik af det enkelte lands indsats på området.
Når det gælder den økonomiske politik er konsekvensen til gengæld mere håndgribelig - nemlig besked om, at der ikke er plads i gruppen af ØMU-lande.

Tilbage står den gamle traditionelle metode, som altid tidligere blev brugt, når de enkelte lande skulle sætte gang i beskæftigelsen. Det er de økonomiske midler. Enten i form af forskellige politiske metoder, som frigør penge som kan bruges til forbrug eller i form af direkte tilskud til beskæftigelses-initiativer. Pengene hertil kan enten komme fra statskassen i hvert enkelt medlemsland eller fra EU-kassen.
Der er intet skadeligt i den proces EU-landene nu sætter gang i for at få bekæmpet arbejdsløsheden. Der skal udveksles ideer og erfaringer og den slags er altid sundt.
Men de politiske diskussioner har vist, at EU-initiativerne ikke får større konsekvenser i hvert medlemsland end det enkelte land selv måtte ønske. I de lande hvor EU-kan bruges som en undskyldning for at ændre på den nationale politik, vil EU-initiativet kunne få en effekt.
Derudover vil EU-indsatsen for arbejdsløsheden formentlig mest få betydning i forhold til den europæiske offentlighed som har den opfattelse, at EU-samarbejdet kun handler om landbrug, bananer og andre detaljer og ikke berører Europas vigtigste problem - arbejdsløsheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her