Spændende indlæg i delvist mislykket bog om filosofien bag begrebet udviklingspolitik
NY BOG
Forskere er ikke nødvendigvis bedre end politikere til at tænke på tværs og se sammenhænge. Ofte er det også begrænset, hvor meget de i aktuelle sammenhænge er parate til at høre efter og gensidigt lade sig inspirere.
Det skriver jeg på baggrund af en bog, der indeholder en række hovedindlæg på en international Københavner-konference i marts 1995. Konferencens ide var at fokusere på filosofiske og ideologiske forudsætninger for det internationale udviklingspolitiske begreb, og den blev holdt forud for FN's store sociale topmøde i København. Arrangør var Center for Etik og Ret i Natur og Samfund ved Københavns Universitet.
Mange interessante forskere og navne - praktisk taget alle fra den vestlige kulturkreds - var med, men at dømme efter bogen var det begrænset, i hvilken udstrækning de søgte at finde et fælles sprog eller fælles holdninger. Det blev snarere en præsentation af synspunkter, der ikke blot holdningsmæssigt er meget forskellige, men som også er det med hensyn til teoretisk abstraktionsniveau, snæverhed versus åbenhed i tilgang, og vilje eller evne til at gå ind i en samfundspolitisk debat eller at forblive i svært tilgængelig akademisk teori.
Det kunne i princippet være frugtbart, men jeg synes ikke, det er blevet det.
Det er svært at redigere antologier, og også på det rent tekniske er niveauet meget uens. Der er indlæg med et væld af noter og henvisninger, og andre helt uden. Der står mange kloge ord, men det er en vanskelig bog at bruge. Jeg tror ikke den - som udgivelse to år efter konferencen - bringer hverken den teoretiske eller operative debat, om udvikling - endsige god udvikling - meget videre. Og det er ærgerligt, for det er der brug for.
Titlen gjorde det også svært for deltagerne. Social udvikling er ikke noget entydigt begreb, og hvad vil det sige, at social udvikling står midt mellem (forsøg på?) integration og (udefra kommende ensidig?) intervention? Deltagerne har tolket udgangspunktet meget forskelligt i det omfang, de ikke blot har talt om, hvad de nu syntes kunne være interessant.
Et mål i sig selv
Lad mig imidlertid fremhæve to centrale indlæg fra denne pose meget blandede og ikke alle lige interessante bolsjer. Et indlæg af Riccardo Petrella, der præsenteres som leder af den sociale forskning under EU-kommissionen og et af filosofiprofessor Robert Bernasconi fra Memphis Universitet i Tennesee. De går begge ind i en debat, der forholder sig til verdens konkrete udvikling.
Petrella lægger stærkt ud med et statement om, at "økonomien i verden i stigende grad har mistet enhver mening". Økonomi er ikke længere et middel til at opnå noget, økonomi og især konkurrencedygtighed er et mål i sig selv. Kun konkurrenceevne sikrer overlevelse, og derfor er konkurrenceevnen blevet kult eller ideologi. Jeg skal ikke gå i detaljer med hans spændende argumentation, men centralt står kritikken af at moderne økonomiske strategier styrker økonomiske værktøjer frem for at styrke mennesker og metoder snarere end resultater.
Dermed bliver udviklingen pervers. Petrella nævner bl.a. hvordan globalisering kunne bruges til at fremme bedre arbejdsvilkår, mere demokratiske virksomhedssystemer, mindre social dumping, økonomisk udligning og fremme af en global beskæftigelsespolitik. I stedet øges uligheden og nationale principper (og stater) undermineres i kampen for at støtte private aktørers udvikling og konkurrenceevne.
Stater (og mennesker) kunne i princippet hjælpe hinanden til udvikling på grundlag af lokale vilkår, men fordi det økonomiske redskab er blevet lig med det økonomiske mål og selve målestokken for overlevelse, sendes Sorteper i stedet rundt i verden, og mennesker bliver stadig mere magtesløse.
Petrelli siger meget mere om, hvad man kunne gøre. Og tænk engang, han er EU-ansat. Men som forsker. Hans indlæg har en tone, der ikke sandsynliggør, at han regner med, at man vil rette sig efter hans råd med det første. Ikke desto mindre er analysen klar og lærerig.
Vestens begrænsning
Og hans indlæg er godt at læse i sammenhæng med Robert Bernasconi, der skriver om "grænserne for den europæiske ide om udvikling." Han understreger, at når man i stigende grad taler om social udvikling enten som supplement til eller integreret i økonomisk udvikling, så er det først og fremmest udtryk for udviklingsteoriens krise.
Man har hævdet, at økonomisk udvikling ville skabe social udvikling uanset dens ulighedsskabende karakter. Man har samtidig søgt at overføre en vestlig model til hele verden ud fra en påstand om, at den ville virke.
"Det faktum, at denne politik uundgåeligt tenderer imod at øge gabet mellem rig og fattig, ignoreres eller anerkendes ikke som et problem." (UNDP offentliggør årlige statistikker, der viser, hvordan uligheden vokser med rekordfart i den globaliserede verden). Bernasconi kritiserer også topmøde-dokumentet for nok at fokusere på fattigdom men praktisk taget ikke på vores "forbrugskult", og han prøver i det spændende og indsigtsfuldt indlæg at definere, hvad udvikling også kunne være. Blandt andet taler han om "endogen udvikling" altså udvikling indefra baseret på det enkelte samfunds vilkår i modsætning til en udefra kommende påduttet (interventionistisk?) udvikling.
Det enkelte land kan ikke frigøre sig for globalisering og internationalisering, og det bliver stadig vanskeligere at tale om udvikling indefra. Da vi alle ved, at verden ikke vil kunne klare en globalisering efter den europæisk-amerikanske model er diskussionen ikke desto mindre uhyre central.
Der er andre spændende indlæg, og også nogle meget kedelige, og nogle jeg ikke helt kan forstå. Men jeg valgte at præsentere disse to.
*Social Development between Intervention and Integration. Red. Jacob Rendtorff, Adam Diderichsen & Peter Kemp. 205 s. 228 kr. Rhodos
