Læsetid: 3 min.

Poesi i en plovfure

4. november 1997

Dan Säll og Gorm Rasmussen har lavet en smuk film om livet og magien på Lolland

DOKUMENTAR
Er homo lalandiense - det lollandske menneske - en særlig slags dansker, som adskiller sig fra artsfæller andre steder i landet? En læge, der har foretaget genetiske undersøgelser på Lolland, har i hvert fald fundet hele to unikke blodtyper på øen.
Sikkert er det også, at befolkningssammensætningen på den flade og forblæste ø i Østersøen bærer præg af århundreders gennemtræk af polakker, baltere, jøder, finner, holstenere og flere andre folkeslag, primært fra øst.
Og når man har givet sig hen til Dan Säll og Gorm Rasmussens visuelt bjergtagende og indsigtsfulde rejse rundt på Lolland - i filmen Homo Lalandiense - begynder man for alvor at få øjnene op for øens enestående træk.

Tomt og forladt
I nyhedsmedierne plejer indslag fra Lolland at handle om skibsværftskriser og arbejdsløshed, og Säll og Rasmussen undlader da heller ikke at bemærke, at regionen i disse år undergår voldsomme transformationer, som i værste fald kan være ødelæggende for både naturen og lokalsamfundene.
Men filmens vægt ligger på magien og poesien.
De to filmmagere søger at indkredse en særlig kombination af skønhed, overtro og folketraditioner, og de lader disse pejlinger danne klangbund for en række øbo-portrætter; det hele placeret i en ramme af landskabsforelskede billeder og indlevende kommentarer.
I en visuel stil, der holder hvert enkelt menneske frem som noget enestående på en baggrund af den kolossale horisont, vægtes indtrykket af tomhed og forladthed.
De snorlige plovfurer fortsætter kilometer efter kilometer, uden at øjet møder modstand, og mange af de steder, hvor man finder spor efter mennesker, står nu kun bygningerne tilbage som triste monumenter over den gradvise affolkning af de ellers så frodige landbrugsarealer.
Ind imellem gives ordet til repræsentanter for mangfoldigheden af lolliker. En visionær storbonde så gerne Lolland omdannet til én gigantisk og effektivt drevet mark, som kunne brødføde hele landet. Over for ham står den fanatiske husmand, som hævder, at den eneste måde, hvorpå øen kan revitaliseres, er ved at gå tilbage til småbrug.

En nuanceret mosaik
Uden om disse to findes en række mere kuriøse eller excentriske eksistenser, som filmen fatter særlig interesse for. Gartneren, der konstruerer et kuperet terræn i sin have og planter på livet løs, fordi han hader blæsten og åbenheden. Den gamle eneboer, som bærer de sidste rester af den lollandske almue i sig. Maleren og mystikeren, som læser tegn i sten fundet på markerne. Og herremanden, som har opgivet at drive sit gods, men som har fundet paradiset som fuldtidsjæger og levemand.
Som filmen skrider frem, lader den sig i stadig højere grad absorbere af mystik og undergangsstemning.
Men fodfæstet slippes aldrig helt, og uden at forfalde til at drive politik eller kommentere aktuelle sager tegnes et nuanceret billede af tilværelsen i et ganske enestående hjørne af Danmark.
Dan Säll og Gorm Rasmussen har valgt mosaikkens form, og de holder lav profil med deres personlige forhold til Lolland. Prisen for denne struktur er, at filmen fortællemæssigt savner en krog, som kan trække den udenforstående ind i stoffet. I stedet henvises man til at overgive sig til billederne og de korte portrætter - hvilket det meste af vejen er rigeligt.

*Homo Lalandiense. Instr: Dan Säll. Manus: Gorm Rasmussen. 35mm. 1997. 50 min. Distribution: Statens Filmcentral. Vises i Filmhuset i København, 4.-16. nov., hver dag kl. 17.00 (undt. mand.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu