Læsetid: 6 min.

Poetisk kværulant

21. november 1997

Digtermaleren Jørgen Nash har mange navne - I sin selvbiografi præsenterer han sig slet og ret som Havfruemorderen

Memoirer
Det er aldrig for sent at begynde på en lykkelig barndom, lyder et af Jørgen Nash' mange slagord. Det er heller aldrig for sent at vride sit livs happening - mordet på Den lille Havfrue i 1964 - for endnu et par dråber opmærksomhed. Og det er, hvad der synes at være det primære mål med de erindringer, den nu 77-årige provokatør, billedkunstner, forfatter og happeningmager netop har udsendt under titlen Havfruemorderen krydser sine spor.
Bogen dokumenterer, at Nash - født Jørgen Axel Jørgensen i Nordjylland og opvokset i Silkeborg - har haft et langt og omtumlet liv, først og fremmest i kraft af det, han kalder sin 'vanvittige livsglæde'. Det er da altid rart at læse om mennesker, der kan skrive: "Gud Fader bevar mig vel, hvor har jeg dog været heldig med det meste af mit begivenhedsrige liv. Jeg har boltret mig i tidsmaskinen uden at komme alvorligt til skade eller miste livslysten, humøret og gnisten."
Men samtidig tegner bogen et billede af et professionelt liv, der for det første et langt stykke ad vejen har stået i skyggen af den seks år ældre bror, Asger Jorn, og et liv, som har været præget af den selvvalgte outsiderpositions indbyggede dilemmaer og selvmodsigelser. Med hensyn til det sidste placerer Nash konsekvent sig selv blandt 'kunstens gadedrenge' - som en 'dårlig hund, der ikke vil gå med halsbånd'. Livet igennem har han allieret sig med avantgarden og de grupperinger, der tager afstand fra alle ismer, klubber og sammenspiste selskaber, og som pr. instinkt udfordrer borgerskabet, partipolitikken, den statsanerkendte kunst og alt andet i samfundet, der bærer den officielle anerkendelses stempel. En sådan strategi har naturligt nok den pris, at man selv kommer til at stå udenfor, med mindre man besidder et så indlysende talent - som eksempelvis Lars von Trier - at man kan bryde reglerne og alligevel blive anerkendt på alle niveauer. Og til dén kategori hører Nash ikke.

Perspektivløst
Forfatteren formår ikke selv at analysere sin egen position frem i det store billede, og det er egentlig synd, for der er da ingen tvivl om, at han har spillet en rolle, især som provokatør og happeningmager. Ikke blot sagen om Den lille Havfrue, men også adskillige aktioner udført sammen med Jens Jørgen Thorsen op gennem 60'erne og et stykke ind i 70'erne vil utvivlsomt sikre Nash en niche i dansk kunsthistorie som en figur, der på sin egen facon har formået at slå bro mellem avantgarden og den brede befolkning - især via formiddagsbladene - og som mange gange har været med til at skabe godt og grundigt røre i andedammen.
Men i stedet for at sætte tingene i perspektiv maler Nash sig selv op i et hjørne ved konsekvent at nedgøre samtlige medlemmer af kunstens gode selskab over én kam, mens han side op og side ned udbasunerer egne bedrifter med en for poesien og anarkiet fremmed forkærlighed for kvantitet og statistik. Ustandselig skal vi have at vide, hvor meget 'lille Jørgen fra Silkeborg' har præsteret, hvor mange bøger, han har skrevet, hvor mange billeder, han har malet, og hvor mange piger, han har nedlagt. Især på det sidste område fremstiller forfatteren sig selv som en dansk Henry Miller, desværre blot uden antydning af dennes vid.
Bogen igennem stormes institutionerne, og der jamres over, at eliten ikke vil lade outsiderne komme til orde. Men det er svært at få øje på en dansk billedkunstner, der har fået mere medieopmærksomhed end netop Jørgen Nash og hans medsammensvorne.
Også da Nash omsider selv får foden indenfor i det gode selskab og får kunststøtte og kommer på Finansloven, skal der tal på - og nu uden ét ord om, at Kulturministeriet skal nedlægges, eller at alle, der modtager almisser fra det offentlige, er nogle duksedrenge.

Grov forlagssjusk
Historien om Jørgen Nash er et skoleeksempel på, hvordan enhver avantgarde på et tidspunkt fanges i sit eget net, fordi enhver handling eller strategi, hvor provokerende og nybrydende den end er, før eller siden vil stivne til en formel og blive accepteret som et kulturelt udtryk, hvis den gentages ofte nok.
I det hele taget skæmmes den omfangsrige erindringsbog af alt for mange gentagelser, og man fornemmer, at en kærlig redaktør burde have luget godt og grundigt ud i stoffet. Det er anstregende gang på gang at skulle konfronteres med de samme idiosynkrasier, informationer og aversioner, og i passager er der ligefrem tale om forlagssjusk i den tunge ende. Særlig slemt er det i kapitlet om Drakabygget, hvor to gennemskrivninger af samme periode ved en fejl er sat ind i forlængelse af hinanden. Først 'afsløres' det, at hustruen Katja (som i øvrigt senere gennemgår en kønsskifteoperation), havde en affære med forfatteren Ivan Malinovski, og nogle sider længere fremme fortælles det samme, nu blot med anvendelse af navnet 'Ivan', da efternavnet ikke kommer nogen ved!
Nash har meget at fortælle, og den kunstscene, han indskriver sig i, er spændende. Derfor er det ærgerligt, at meget af pladsen ødsles bort på ligegyldigheder. Når det er sagt, er der selvfølgelig mange gode historier i bogen; fra 30'ernes Silkeborg, 40'ernes København, 50'ernes Nordsjælland samt mere end 30 år i Sverige, heraf de første mange som storkollektivist med omkring 500 medbeboere på gennemtræk i Drakabygget.
Men hvorfor hører man eksempelvis ikke mere om modstandsbevægelsen under krigen, hvor forfatteren nærmest i en bisætning fortæller, at han sad på death row i Moabit-fængslet i Berlin? Eller om tiden i Paris med bror Asger?
Nash er en frodig og en usædvanlig mand, og selv om hans store livsappetit givetvis ikke altid har været let at håndtere for de nærmeste omgivelser, må man give ham, at man bliver nysgerrig, når han lukker op for posen og fortæller om de mange sammenhænge, han i tidens løb har været involveret i.

En rigtig nyhed
Og Den lille Havfrue? Jo, Jørgen Nash hævder, at han har ombestemt sig i ellevte time. I stedet for at tage hemmeligheden med i graven, har han hentet et dokument i sin bankboks og optrykt det i erindringsbogen. Heraf fremgår det, at forfatteren - som i dag fortryder sin handling, men "gjort er gjort" - var den eneste ansvarlige for Danmarkshistoriens største kunstaktion, et ublodigt mord på Københavns vartegn. Begivenheden gav genlyd langt uden for landets grænser og udløste et medieskrald, der rumlede i flere år, og som i dag stadig huskes af alle, der oplevede den tid.
Den egentlige nyhed er imidlertid, at Nash ikke længere er i besiddelse af hovedet, men at han for længe siden af frygt for at blive afsløret kastede det i Utterslev Mose, hvor det efter sigende stadig ligger. Nash opfordrer ligefrem til, at man sender et nyt hold dykkere ud i mosen. Et andet sted i bogen står der dog, at Det kongelige Bibliotek er i besiddelse af en forseglet metalkasse, som først må åbnes efter kunstnerens død. Og hvis det ikke lige var fordi, vi på Information længe har vidst, at det famøse hoved befinder sig sikkert i avisens pengeskab, er det lige før, at vi var hoppet med på lurendrejeren Nash' - formodentlig - sidste store mediehappening.

*Jørgen Nash: Havfruemorderen krydser sit spor - erindringer på fersk gerning. 480 s. 298 kr. Aschehough

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu