Læsetid: 2 min.

Politisk hårdknude i Indien

25. november 1997

Parti i Indiens regeringskoalition beskyldes for sammen med de tamilske tigre at stå bag mordet på Rajiv Gandhi i 1991. Det kan blive regeringens død

Fronterne i indisk politik blev søndag og mandag trukket skarpt og uforsonligt op. Partierne har stædigt frosset deres position overfor hinanden fast, og ingen ved, hvad der skal til, for at stemningen igen kan tø op.
Det er en rapport om mordet på Rajiv Gandhi i 1991, der har skabt den spændte situation. Den tidligere premierminister og leder af Kongrespartiet blev myrdet af en selvmords-bombekvinde, og de tamilske tigre får skylden for at stå bag mordet. I de nye oplysninger beskyldes også det tamilske parti fra Sydindien, Dravida Munnetra Kazhagam (DMK), for "stiltiende at bakke op" om mordet.
De tamilske tigre nægter at stå bag mordet på Rajiv Gandhi.
DMK er et af partierne i premierminister Inder Kumar Gujrals regering bestående af en koalition mellem ialt 15 partier. Regeringen er i mindretal i Parlamentet, og dens liv er derfor afhængig af støtten fra Kongrespartiet.
Men Kongrespartiets opbakning er langt fra sikker efter oplysningen om DMK's forbindelse til mordet på Gandhi.
Partiet har krævet, at DMK træder ud af regeringen, men premierministeren har på lange møder i Kongressen i weekenden nægtet.
"Vi vil altid foretrække kompromiser, men ikke når det er på bekostning af vores venner," siger en talsmand
for Forenede Front ifølge Reuters.
Og det fik i går Kongrespartiet til at stille regeringen et ultimatum: Inden aften skal DMK trækkes ud af koalitionen.
Ingen telegrammer fra udenlandske nyhedsbureauer tyder på, at regeringen i går gav et svar. Det kan betyde, at den i løbet af ugen vil stilles overfor et mistillidsvotum. Eller regeringen kan beslutte, at der skal gennemføres en tillidsafstemning.

Udsigt til valg i utide
Indiens aviser har i deres ledere skældt ud på Kongrespartiet for at skabe den politiske krise.
"Kongrespartiets stejle holdning om DMK har skubbet landet dybere ned i usikkerhedens hængedynd," skriver Times of India.
Indian Express skriver, at kravet, om at DMK træder ud af den Forenede Front, er et forsøg på at vinde sympati fra vælgerne.
Kongrespartiet fik en stormende sejr ved valget i 1991 efter Rajiv Gandhis død. Derimod gik partiet stærkt tilbage i 1996.
Hvis ikke enten regeringen eller Kongrespartiet giver sig i sagen, skal de 900 millioner indere til valg i utide. Hverken den Forenede Front, Kongrespartiet eller det nationalistiske hindu-parti BJP har sæder nok i Parlamentet til at danne en ny regering. I 1996 gik Forenede Front og Kongrespartiet sammen for at holde BJP uden for indflydelse. Situationen er derfor rigtig speget, hvis deres alliance nu brydes.
En politisk analytiker fra det indiske center for politisk undersøgelse har overfor Reuters vurderet situationen på følgende måde.
"Sagen står sådan, at alle ser ud til at presse alle, og de er nu endt i en situation, som ingen har ønsket."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her