Bagom hitlisternes dub-i-dub-I'm-a-Barbie-girl-mentalitet findes en vildtvoksende underskov af eksperimenterende og afsøgende navne, hvoriblandt Martin Hall er blandt de allerstørste
Rock m. m.
Hvis man bedømmer dansk rock - og dansk musik i det hele taget - ud fra hvad der spilles på P3's dagflader, kan det ind i mellem virke som en vitaminfattig affære, der domineres af de samme 15-20 navne og døgnfluer, som på kryds og tværs medvirker på hinandens plader, og i det hele taget sidder på flæsket.
Vurderer man musikken efter lokalradioernes ofte dybt deprimerende sendeflader, virker den så godt som ikke-eksisterende, idet disse af økonomiske årsager som regel ikke har råd (!) til at spille dansk musik... dette er rent ud sagt en skandale, som vi skal vende tilbage til en anden god gang.
Men neden under de medieeksponerede navne findes en aktiv og myldrende undergrund, hvor små uafhængige scener og kultfænomener udvikles og trives side om side - om end de færreste dér ligefrem kan leve af lortet. Dertil er markedet for lille og konkurrencen for hård.
Det største navn i denne undergrund må siges at være solisten og arbejdsnarkomanen Martin Hall, der samtidig er noget nær Danmarks mest produktive pladekunstner. Siden han debuterede i '81 som leder af trioen Ballet Mecanique med det skelsættende album, The Icecold Waters Of Egocentric Calculation, er det blevet til en 15-16 albums som enten solist eller medlem af en gruppe, plus et par stykker med sangerinden Irma Victoria.
Læg dertil et hav af kassettebåndsudgivelser, et par bøger, ambitiøse værkopførelser, perfomances, film- og teatermusik, en række gæsteoptrædender samt materiale til solister så fjernt fra Halls univers som Ester Brohus og Hanne Boel og man skulle tro man havde fat i en mand, hvis navn er kendt i det ganske land.
Eksklusiv aristokrat
Dette er dog langtfra tilfældet. Hall er og bliver en kultfigur - nok landets største af slagsen, men ikke desto mindre kult.
Det er der mange årsager til, men først og fremmest har Hall trods sin enorme produktion aldrig været i nærheden af noget, der bare kunne minde om et hit. På trods af Halls uomtvistelige dygtighed, excellerer han ikke ligefrem i uforglemmelige melodilinjer.
Og den enorme produktion kan også sagtens tolkes som manglende selvkritik - hvad der i visse tilfælde så sandelig også er tale om: Det er langtfra lige godt altsammen.
Dernæst er der noget eksklusivt for ikke at sige aristokratisk over manden selv, og endelig er hans konsekvent engelsksprogede udgivelser i al deres indbyrdes forskellighed ikke præget af den store imødekommenhed overfor den almene lytter, selvom han med det fremragende album Random Hold fra '96 burde have fået et lidt større publikum i tale.
Det får han til gengæld nok ikke med sin seneste udgivelse, Perfomance (Lidocaine/ Mainline), en koncertopagelse fra Radiohusets Koncertsal i april '95, hvor sangeren Hall kongenialt akkompagneres af Den Danske Kvartet, fire strygere garneret med et par horn og en kontrabas her og der, i et bredt udvalg af sange, der spænder over hele karrieren fra debutpladen med Ballet Mecanique, som repræsenteres af det stadig rygradsrislende "An Attempt Of Interruption" og frem til sidste års næsten-hit, "Cradlemoon".
Der er tale om en indbydende og laber udgivelse, der fungerer fremragende som introduktion til Halls sine steder lidt sterile, men kunstnerisk prægnante og fascinerende univers.
Blegblå indie-rock
Halls plade udgives af Lidocaine, tidens nye store indie-selskab, som delvist fylder tomrummet efter det hedengangne Cloudland, hvad angår udgivelser af rocknavne fra den københavnske undergrund, heriblandt den løfterige kvartet Luksus, slackerteamet Snoozer, trip hop-duoen denmark og den filmisk drømmende kvartet Kyed.
Dertil kommer nu debutanterne Porcelain med albummet Perfect Daze (Lidocaine/ Mainline), som dog ikke får denne anmelder til at tilte bagover af begejstring. Bevars, det er en ganske sympatisk omgang narkorock med masser af forvrængede guitarer, man præsenteres for, men originalitet kan ikke siges at plage denne københavnske kvintet, som da også kun har to år på bagen.
Gruppen kunne sagtens have ventet med sin debut, til den havde fundet et mere personligt udtryk, men det har åbenbart skulle gå stærkt. Det betyder at mange af numrene lyder som skitser fremfor fuldtudviklede sange, og at det "eksplosive og melodiske", som der loves i pressemeddelsen, kan ligge på et rimeligt lille sted.
Som landet ligger lyder Perfect Daze som et udtræk af de seneste 15 års amerikanske og britiske indie-rock, og det kan den britiske producer Mark Pilkingtons flotte produktion ikke rette op på. Den lidt blege blå farve, der dominerer omslaget, må siges at gå igen i musikken, der netop er blegblå indie-rock, og hvis force så absolut er balladerne; numre som "Plug", "Hatesize", "L'accord D'amour" og "Coward" hører til i den bedre ende, og er ligeledes dem, der passer sangerens klagende og triste stemme bedst.
Det er rock, der primært handler om at have det dårligt, så på den led skulle der vel nok være et marked for Porcelain.
Spexpræget ballade
Højt humør og ditto cigarføring samt masser af spøjse indfald er der til gengæld at finde på Steak (Crunchy Frog) fra den anarkistiske og respektløse sekstet Tothe International.
Selvom der tilsyneladende er tale om et nyt navn, er det i realiteten en relancering af fænomenet Death Tothe med syv år på bagen i den københavnske undergrund, og pladeudgivelsen Candy's Speech bag sig.
Gruppen er på mange måder en aflægger af det melankolske guitarensemble THAU, som den deler to medlemmer med, og på hvis pladeselskab dens plader udsendes. Men hvor THAU er et tradionelt og skønhedssøgende indie-ensemble, er Tothe Interntional mere til gags, fest og spexpræget ballade, omend Steak er en mere gennemkomponeret og ortodokst rockende udgivelse end Candy's Speech var.
Til gengæld savner man lidt af den overgivne frodighed, der prægede debuten. Men gruppens sanger Show synger stadig med samme skæve charme som en brækket arm, og gruppens medlemmer excellerer i hvad man kun kan betegne som inspireret amatørisme, selvom den i ny og næ - "120 Dicte Def" f.eks. - i betænkelig grad nærmer sig normalrocken.
Men man kan ikke frakende Tothe International hverken charme eller iderigdom, selvom de mange indfald og den store hitpåsomhed ind i mellem godt kan tangere det retnings- og meningsløse. Et band, som med garanti hverken kan eller vil forlade undergrundsrockens trygge indforståethed - og rummelighed.
