Det er vreden over verdens tilstand, der er drivkraften bag Danmarks største grafiker, Palle Nielsen. "Forholdene er næsten blevet værre efter jerntæppets fald", siger han. "Men det er mit håb, at hvalerne, verdens ældste og mest forsvarsløse dyr, vil vinde til sidst"
Interview
I Aksel Jørgensens gamle villa i Lyngby bor et aldrende par: Elsa og Palle Nielsen. De er begge grafikere, og de mødtes på Erik Clemmensens malerskole i 40'erne som de frekventerede, inden de blev optaget på Akademiet. Lige dele kunst og kærlighed har siden været bindemidlet i deres ægteskab. Sidste år holdt de guldbryllup. I Palle Nielsens atelier står den lille 'skomagerpresse'.
Den 77-årige Palle Nielsen har netop påbegyndt en ny grafisk serie om Ignalina-kraftværket i Litauen, der ligger som en tikkende bombe uhyggeligt tæt på os i Skandinavien.
På spørgsmålet om, hvad jerntæppets fald har betydet for hans syn på verden, siger han: "Forholdene er næsten blevet værre efter jerntæppets fald: KZ-lejrene i eks-Jugoslavien, folkemordene i Rwanda, mordinstrumenterne: naturens ødelæggelse, alle de sprænghoveder, der ligger og flyder rundt omkring og atomanlæggene i Østeuropa. "
Og han tilføjer: "Til sidst sker det endelige Styx-slag. Vandet, der skiller liv fra død og verden fra underverden - det vand vi alle skal færges over - er skueplads for den sidste rasende kamp. På de vældige dønninger under havets uendelige himmel ruller det udsigtsløse slag, det tabte slag, slaget uden sejrherre. Men det er mit håb, at hvalerne, verdens ældste og mest forsvarsløse dyr, vil vinde til sidst."
Han kan ikke skjule sit raseri over, at de lige efter afslutningen på den store kolde krig skulle starte en ny. Han føler stor vrede over det almindelige moralske forfald, som at man lyver og bedrager. Vreden over verdens tilstand er drivkraften i hans kraftfulde værk. Palle Nielsen er et dybt moralsk menneske.
I hans univers skildres en verden i opløsning, men den skildres med perfektion og skønhed. Denne dobbelthed, som forstærkes af hans ofte ironiske billedtitler, vidner om hans absurde verdensopfattelse. Som Preben Hygum skrev i Informations Moderne Tider i 1992, så "er det muligt, at Palle Nielsens moralske pegefinger sidder forrest, men den sidder nu altså i forlængelse af et meget smidigt håndled."
- Hvordan kan man bevare munterheden, når man hele tiden er optaget af tilværelsens sorte sider?
"Jeg er bange for højtideligheden, som jeg synes er ualvorlig. Jeg elsker livet og jorden så højt, at jeg ikke kan lade være med at give udtryk for det. Det giver ekstra næring til, hvad vi kan kalde vrede og sorg over de kræfter, der ser ud til at få held med at ødelægge livet og verden. Jeg tager ansvaret for mine billeder på mig, for de er lavet med vilje. Jeg mener virkelig det, jeg siger i mine billeder, det er ikke en sidevirksomhed. Det har tit været vanskeligt ude i verden at forklare det - der er ting, jeg ikke kan deltage i - fordi jeg virkelig mener, hvad jeg prøver at udtrykke. Billederne bestemmer. Det er alvorlige sager; men jeg ville forråde dem, hvis jeg svigtede glæden. Det ville være højst ualvorligt. Jeg føler ikke noget skisma her."
- Tror du, din kunst kan medvirke til at frelse verden?
"Ja, jeg er så naiv, at jeg tror det. Kunst er oprigtighed og ånd - eksistensen af dette forandrer verden, tilfører den noget, den ikke havde før. Alle de bekymringer, vi gør os over det, vi ikke kan gøre noget ved, hører jeg nogen gange som en susen, en baggrundslyd i verden. En så enorm kraft kan ikke bare dunste væk."
- Når du nu arbejder med henblik på at forandre verden, har du så aldrig overvejet at gå ud at handle direkte i den, f.eks. gennem politisk arbejde?
"Man må gøre nytte, hvor man kan. Jeg ville slet ikke gøre nytte i politik. Jeg kan ikke holde taler eller agitere for noget over for en stor forsamling. I grafikken kan jeg gøre det, jeg er bedst til. Det, jeg kan, er at gøre de syner, jeg arbejder på, så tydelige og aflæselige som overhovedet muligt. Jeg har et udtryksbehov, og det behov har fundet en form. Man kan ikke afgøre, hvor håndværket holder op, og ånden begynder og omvendt. Jeg tror på billedernes kraft, eller rettere deres indhold, der dårligt kan forklares med ord."
Palle Nielsen stammede meget som barn, og folk opfattede ham som idiot:
"Med billeder kan man sige noget, som ikke kan siges med ord - og omvendt. Delacroix mente, at malere skulle have tungen skåret af!"
Lige siden 1960 har kunstnerægteparret solgt godt og har levet et økonomisk set ubekymret liv. En tilstand, som de omtaler med stor taknemmelighed. "Jeg er blevet anerkendt mere end rigeligt," siger Palle Nielsen, der hverken har fjender eller fordomme, og som er oprigtigt interesseret i andre kunstneres udtryk. Om sin kollega Richard Winther (der blev interviewet i Information den første november) siger han, at han "sætter ham meget højt som kunstner. Han tegner så godt."
Med hensyn til samtidskunsten, derimod, så efterlyser han, at de unge kunstnere virkelig siger noget.
"Der er for meget arrangement og for lidt komposition i deres værker", siger han og uddyber kritikken ved at fremføre, at de unge kunstnere tilegner sig det allerede eksisterende i stedet for at begynde from scratch og skabe noget ud af den blå luft. "Der er mere ære i at skabe noget ud af intet. I det hele taget er der mindre og mindre at se på i billedkunsten: Megen installationskunst overgår ikke, hvad habile vinduespyntere kan præstere, rent billedkunstnerisk. Billedkunsten er blevet litterær og usanselig."
De store kataloger, kuratorernes mellemkomst og hele intellektualiseringen af billedkunsten ser Palle Nielsen som en farlig tendens.
"Det voksende formidler-apparat er blevet en slags industri. Men i forbindelse med min deltagelse i udstillingen Memento Metropolis i Turbinehallerne (i 1996, red.), erfarede jeg imidlertid, at kuratorer kan virke befordrende. De to kuratorer (Willy Flindt og Anne Sofie Becker, red.) så tingene, som Adam så verden."
Generelt ser det ikke godt ud på kunstscenen: "Allerede Ole Sarvig sagde, at at nu går vi ind i den store, abstrakte tidsalder, og han fik ret," siger Palle Nielsen.
Det er almindeligt kendt, at de unge kunstnere i dag stort set har lagt grafikken på hylden til fordel for fotografi, installation og video, men det bekymrer ikke Palle Nielsen, for det skal nok komme igen. De få unge kunstnere, der anvender det grafiske medie opfatter det imidlertid som en reproduktionsform på linje med fotokopien. Han er kritisk over for deres grafiske hygiejne:
"Det er kendetegnende for den unge generation, at den reducerer grafikken til ren reproduktion. Jeg er derimod interesseret i at have et sanseligt berøringsforhold til grafikken og trykker alle mine grafiske blade selv. Når unge kunstnere laver grafik, sender de pladerne videre til en trykker, men derved går noget tabt; der kommer en anden ånd ind, når man overlader det til andre at trykke."
"Grafik er ikke reproduktion. En radering f.eks. er et kunstnerisk udtryk som intet andet udtryk. En blyantstegning ligner heller ikke noget andet. Selve raderingsteknikken kan man lære på en eftermiddag, men at finde ind til raderingens væsen tager lang tid. Jeg har værkstedstrangen i behold, og når jeg står ved min lille skomagerpresse og trykker mine breve til modtageren, så er det en hjemmestrikket kunst, der bærer håndens aftryk. Hvert brev, jeg laver, kan jeg med god samvittighed sende ud til et menneske, jeg ikke kender."
Palle Nielsen har aldrig opereret med begrænsede oplag, for grafikken må ikke blive et salgsobjekt:
"Det, jeg beskæftiger mig med, er så alvorligt, at det ville være helt utilstedeligt at gøre det til en vare. Det skal være billigt, så almindelige mennesker skal kunne erhverve den, ingen skal forholdes budskabet", siger han og fryder sig over, at det stadig er gymnasieungdommen, der køber mange af hans tryk.
Værkerne hænger "som små sorte klatter i rigtig mange hjem. Mere kan man ikke ønske sig", siger han.
"Men måske skal man opfatte de få tilbageblevne grafikere som den mærkelige, røde stamme, der bor inde i jordens indre, som Franz Werfel skriver om i De ufødtes stjerne. Grafikerne er i al fald som sjældne dyr i Zoologisk Have: Der bliver færre og færre af dem."
Det, der er afgørende for Palle Nielsen, er at lave noget, der morer ham. At arbejde på, at det alt sammen skal være der, men at alt pyntet skal skæres væk, så man når frem til det enklest mulige udtryk. Og her kommer stammeriet ham til hjælp: "Da jeg kom i skole, mistede jeg taleevnen. Den eneste forbindelse, jeg havde til verden, var billedet. Hvis alle kanaler er stoppet, så bliver den eneste tilbageblevne styrket, og det er jeg glad for. Jeg holdt ud i skolen til 1.g., men sprang fra og begyndte på Kunsthåndværkerskolen, og det var muf for mig. Jeg uddannede mig som reklametegner og arbejdede på bureau fra 1939, men samtidig var jeg illegal tegneelev hos Aksel Jørgensen, hvor jeg tegnede efter gips."
- Af hvilket stof er din kunst gjort?
"Jeg har altid været betaget af tingenes udseende. Der er for mig noget uhyre betydningsfuldt i, at de ser ud, netop som de gør. Derfor er jeg en slags naturalist. Når jeg tegner en bil, bygger jeg den op fra grunden. Starter med chassiset og bygger op til karosseriet. Linjerne er uhyre vigtige for mig. De er billedsproglige elementer i billedfladens verden og reelt målelige, men jeg oplever dem også som magiske udtryk. Linjestykket kan under sit forløb ændre retning og karakter og fremtræde som rytme, langsomt, hurtigt, stigende, faldende, formomskrivende, rumskabende osv. Billedkunsten er i alle dele sprogløs, og den får kun eksistens gennem sit håndgribelige materiale og sin udøvers gode vilje."
- Hvorfor bruger du i så høj grad de græske myter i din kunst?
"Fordi de er så gode! Orfeus-temaet opstod via en drøm. Jeg drømte, at Elsa var død og lå i et ambulance-tog. Men det ville jeg ikke finde mig i. Hvordan ser der ud i underverdenen, spurgte jeg mig selv?"
Palle Nielsen har ikke illustreret den antikke myte om Orfeus og Eurydike, men har taget nogle apokalyptiske snapshots af en verden på katastrofens rand. Orfeus er manden, som stræber efter en renere og mere retfærdig verden gennem kærligheden og er som sådan kunstnerens talerør.
Serien, der er på over 50 linoleumssnit, foregår som de fleste af Palle Nielsens værker, i en by, der mixer den klassiske verden med den moderne. Ofte optræder rotunde-formede kuppelbygninger - hvoraf nogle er ved at splintres som følge af en eksplosion eller fremstår som ruiner efter et bombetogt - ved siden af funktionalistiske bygninger, imellem hvilke anonyme mennesker løber for livet. Palle Nielsens evne til at visualisere disse truende bygninger er fænomenal. Hans bybilleder kan se ud, som om de refererer til eksisterende prospekter, hvad de gør i brudstykker, men det han har set, har lagret sig i hans hukommelse, synsoplevelsen er blevet erindring og frigjort fra det fysiske forlæg og bliver "udtryk for en parallelvirkelighed," som han selv formulerer det i en af sine utallige bøger. Titler som Den fortryllede by, Nekropolis og Den sovende by vidner om hans interesse i at skildre byen som bærer af de moderne eksistensvilkår.
Den svenske kunstkritiker Kristian Romare, skrev i bogen Den fortryllede by, at Palle Nielsen kunst "har trængt dybere ind i den europæiske storbys væsen en nogen anden samtidig kunstner... Han har gjort det i en sort-hvid kunst, hvis udtryksfuldhed placerer ham blandt de største efter Munch."
Palle Nielsen fremstiller det generelle menneske i sine billeder. De individuelle træk skal ophæves, og det er ikke så nemt:
"Jeg har meget store problemer med ansigter. Jeg må lave om og lave om for at gøre dem så anonyme som muligt. Det må ikke være sådan, at man siger: 'Nej, det er jo Jensen'. Det skal være universelt."
- Hvilke forbilleder har du?
"Mine forbilleder er Albrecht Dürer, Holbein, Frans Masereel, Giotto, Goya, Klee, Kandinsky og Hogarth. Kandinsky taler med rette om en trekants duft. Hos Klee slår billedelementerne over i genstande, mens de hos f.eks. Holbein tjener, opbygger og bliver ét med en skildring, en forestilling. Men kunst er ikke mere menneskelig, fordi der er mennesker på, og man kan se, hvad det forestiller. Virkelig kunst er altid menneskelig."
"Kunst udspringer af en dyb trang til at forme - åndeliggøre - noget, samt en tilskyndelse til at sætte sig i forbindelse med omverdenen, med andre mennesker og med sig selv. Når det kunstneriske format stiger, formindskes vanskelighederne. Vanskelighederne begynder der, hvor man må begynde at lære sproget."
- Kan billedudtrykket blive svækket af kunstnerens stræben efter perfektion?
"Ja, men kun det til abstraktion bearbejdede eller instinktivt transponerede kan blive sindsbevægende. Øjet undersøger som et græssende dyr, ikke blot fladen fra oven og nedad, men også fra venstre til højre og i enhver retning, hvortil der gives anledning. Øjet skrider græssende fra de værdier, som tiltrækker det, til de værdier, der senere tiltrækker det, når de første værdier allerede er afgræssede", siger Palle Nielsen og fatter om pennen. For nu skal der arbejdes.
Pladsen tillader ikke at nævne alle de priser og hædersbevisninger, grafikeren Palle Nielsen har modtaget - foruden udgivelser og udstillinger. Af de vigtigste kan nævnes: Prins Eugen medaljen, Thorvaldsen Medalje. Begge tildelt i 1963, foruden en række guldmedaljer og andre hædersbevisninger. Æresmedlem af Kunstakademiet i 1980. Leder af den grafiske skole på Kunstakademiet fra 1967-73, en livstidsstilling, som han valgte at sige op. Har repræsenteret Danmark ved biennalen i Venedig og São Paulo (i 1958). Har netop haft en stor udstilling i Grafikens Hus i Stockholm. Er i dag medlem af kunstnersammenslutningen Den Frie, hvor han i årenes løb har udstillet sine penne- og blyantstegninger, gouacher, raderinger, træsnit, linoleumssnit, monotypier og akvareller, som han mestrer til fuldkommenhed.
Dette er det tredje interview i Lisbeth Bondes serie om store danske kunstnere. De foregående blev bragt den 11.-12. oktober og den 1.-2. november
